Tjek din have for bynkeambrosie

2. september 2008

Tjek din have for den uvelkkomne gæst bynkeambrosien. Den fremkalder nemlig allergi og så er den desuden en uvelkommen gæst i den danske natur på linje med dræbersnegle og bjørneklo i den danske natur.  

 

Det er en ukrudtslignende plante med bregneagtige blade og musehalelignende blomster, der kan blive godt en meter høj. Finder du den, så træk den op med rode, brænd den eller smid den i en sæk til forbrænding, lyder en fælles opfordring fra Astma-Allergi Forbundet og Danmarks Naturfredningsforening.

- Bynkeambrosie hører til i den kategori af planter, der er allermest allergifremkaldende. Får den fodfæste i Danmark, risikerer vi mange nye tilfælde af pollenallergi. Desuden bliver pollensæsonen forlænget 6-8 uger, siger Janne Sommer, biolog og leder af pollenarbejdet hos Astma-Allergi Forbundet.

- Der er endnu så få eksemplarer af bynkeambrosie herhjemme, at vi har chancen for at bekæmpe den. Derfor skal vi gøre en indsats nu, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Kommer via fuglefoder
Din egen have er det bedste sted at starte bekæmpelsen af bynke-ambrosien. Planten spreder sig nemlig fra haver ud i naturen. Til gengæld har du selv givet planten adgang til haven gennem fuglefoder.

Bynke-ambrosie er nemlig en meget udbredt ukrudtsplante på solsikkemarkerne i Ungarn. Her stammer meget fuglefoder fra, og foderblandingerne bliver ikke rutinemæssigt sorteret, så kun solsikkefrøene kommer med. Dermed risikerer du, at der drysser frø fra bynke-ambrosie ned i din have.

En enkelt plante producerer i gennemsnit 3000-6000 frø, og under gode forhold kan den producere 60.000 frø. Desuden er frøene i stand til at overleve i ca. 40 år, mens de venter på det rette klima.

- Det rette klima er på vej med det varmere vejr i Danmark. Vi skal derfor undgå, at der ligger en stor frøbank fra bynkeambrosien i dvale og venter, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Bynkeambrosien skaber store problemer med allergi andre steder i Europa, og i Tyskland er bekæmpelse af planten en del af den nationale allergihandlingsplan. Her kan man i øvrigt også købe fuglefoder, der er mærket ”Ambrosie frei”, supplerer Janne Sommer.
 
Når planten først er kommet ind i haven, spreder den sig let herfra, fordi de tornede frø hænger fast i tøj og dyrepels. Husk at bruge handsker, for planten kan give allergiske reaktioner i form af nældefeber. Endvidere skal du være påpasselig, hvis planten blomstrer og spreder pollen. 

Yderligere information:
Janne Sommer, biolog, Astma-Allergi Forbundet, tlf. 22 12 34 00
Præsident Ella Maria Bisschop-Larsen, Danmarks Naturfredningsforening, tlf. 39 17 40 50

Faktaark samt foto af bynkeambrosie til fri afbenyttelse med angivelse af fotobyline: Michael Stoltze