Fakta om ræven

Størrelse

Ræven er 58-85 cm lang og op til 40 cm i skulderhøjde, en velvoksen han kan veje 10 kg, sædvanligvis vejer ræven dog ikke mere end 3-8 kg. Ræven bliver normalt højst 10 år gammel. Som følge af jagt er 80 procent af den danske bestand under 2 år.

Levevis

Ræven har slået sig ned i byernes grønne områder. Den holder til ved parker, kirkegårde, baneskråninger, kolonihaver og i tilgroede villahaver. Ræven har helt tilpasset sig byens menneskeskabte landskab. Her er tilstrækkelig med føde, og den bliver ikke jaget.
 
Uden for byerne lever de fleste ræve i kulturlandskabet, hvor skove veksler med åbent land. Her er masser af smågnavere, småfugle, insekter, frugter, bær, som ræven æder. Her er også steder, hvor ræven kan lave sin grav.
 
Ræven orienterer sig via lyd og lugt. Byernes lyde og lugte er vigtige informationer i rævens univers. Parker, gader og søer har karakteristiske lugte, som ræven kan bruge til at orientere sig efter. Dyret opfatter landskabet som et kludetæppe af lugte, ligesom vi med synet opfatter landskabet som et kludetæppe af farver og former. Med sin skarpe hørelse kan ræven desuden stedfæste byttedyr som smågnavere og insekter.
 
Rævens synssans er dårlig, så den ser kun et groft billede af omgivelserne. Dyret har derfor svært ved at se os, når vi ikke bevæger os. Du skal derfor stå helt stille, hvis du opdager en ræv og har lyst til at iagttage den lidt længere. Står du i modvind, kan dyret heller ikke lugte dig. Du kan faktisk lokke en ræv nærmere ved at pibe som en mus. Du kan frembringe lyden ved at suge luft ind mellem overlæben og tænderne i undermunden. Hvis du skaber den rigtige muselyd og samtidigt står stille, kommer ræven måske tættere på dig.

Yngleforhold

En sen aften i januar-februar kan man høre rævens parringskald. Det er en skinger gøen ”wow-wow-wow-woooow”, hvor sidste stavelse trækkes ud. Hannen og hunnen kalder på hinanden, og man har fundet ud af, at hvert kald er unikt, så rævene kan genkende hinanden på lang afstand. Hvalpene fødes i februar-marts, der er 4-7 hvalpe i et kuld.
 
Efter hvalpenes fødsel deltager hanræven på lige fod med hunræven i at opfostre hvalpene. I territorier, hvor der er føde nok til mange ræve, danner de familiegrupper. Gruppen består af forældrene og 1-3 hunner fra sidste års kuld. Man kalder de unge hunner for hjælpere. De unge hunner får ikke selv hvalpe men hjælper til med at søge føde og passe på de nyfødte unger. Det øger chancen for, at ungerne overlever, og de unge hunner øver sig samtidig i at blive mødre.

Bevaringsstatus

Ræven er ikke truet i Danmark. Regionalt og lokalt er bestandene dog for tiden stærkt påvirkede af sygdommen ”skab”, som indirekte medfører døden for mange ræve. Intensiv jagt kan lokalt reducere bestandene.

Rævens jagt-teknik

Musen hører til rævens yndlingsføde. I sin jagt efter mus har ræven en helt bestemt teknik. Musen er følsom over for lyd. Det kan derfor være svært for ræven at liste sig ind på den i tørre blade og græs. Når ræven med sin hørelse har vurderet, hvor musen befinder sig, sætter den i et spring, der kan være tre til fire meter langt. Som regel rammer den plet, og musen bliver fanget mellem poterne. I byen tager ræven i høj grad også efterladt madaffald, og den kan gå i skraldespande, som ikke er ordentlig sikrede.

Oplev ræven

Fra midten af maj til ind i juni har du chancen for at se hvalpene lege foran graven. Det er en oplevelse, der kræver forberedelse i god tid. Tidligt på foråret skal du finde ud af, hvor der er rævegrave i området. Rævegraven skal have en ram lugt, og du kan ofte finde fodspor og afgnavede ben omkring graven. Ræven graver som en hund, så der vil desuden ligge en vifte af frisk udgravet jord foran graven. Du skal undersøge graven meget forsigtigt, ellers kan du risikere, at rævene flytter væk. De to sidste uger af maj og lidt ind i juni vender du så tilbage til graven en times tid før solnedgang. Du skal sætte dig 10-20 meter fra graven gerne oppe i et træ. Husk at vinden skal være mod dig, så ræven rævene ikke kan lugte dig. Hvis du er heldig, får du en uforglemmelig oplevelse

Hjælp ræven

Den bedste hjælp til rævene er at acceptere deres tilstedeværelse. Tilstedeværelsen af ræve er oftest helt uproblematisk, hvis man undlader at lægge mad- og brødrester ud til fuglene, som ræven kan få fat i. Og skraldespande skal være forsvarligt afskærmede. I så fald vil rævene være et nyttedyr, som holder bestandene af mus og evt. rotter nede!

Ræv

Hjælp dyrene

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening er du med til at give de vilde dyr i Danmark et bedre liv.

Bliv medlem