Danmark har en meget stor husdyrproduktion, som betyder en kraftig påvirkning af natur og vandmiljø med ammoniak, fosfor og nitrat. Desuden påvirker de stadig større staldanlæg det åbne land mere. Derfor er DN’s klagesagsarbejde med husdyrgodkendelser meget vigtigt for at beskytte både natur og landskab. På denne side kan du læse om:
- Lovgrundlag
- Tilladelses- og godkendelsesordningen
- Sagsgang, inddragelse af offentligheden og klager
- Små husdyrbrug
- Mellemstore husdyrbrug
- Store husdyrbrug
- Krav til Miljøgodkendelsen
- Gennemgang af en Miljøgodkendelse
- Fokuspunkter
- Ammoniak
- Nitrat og overfladevand
- Nitrat og grundvand
- Fosfor
- BAT
- Landskabelige hensyn
- Husdyrbrugets ophør
- Særlige beskyttelseshensyn
- Waddenzee-dommen
- Hvordan skrives en klage?
Lovgrundlag
Husdyrloven, lov nr. 1572 af 20. december 2006 ”Lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug” regulerer al godkendelse af husdyrbrug. Det vil sige planlovens regler om VVM, miljøbeskyttelseslovens regler om godkendelse og revurdering af husdyrbrug samt endelig planlovens landzonebestemmelser.
Loven udmøntes gennem ”Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug”, som fastsætter detaljerede regler om tilladelser og godkendelser, krav om form og indhold til ansøgninger, og vilkår m.v.
Hvordan husdyrloven og reglerne i bekendtgørelserne skal anvendes er grundigt beskrevet i ”Vejledning fra Skov- og Naturstyrelsen – Tilladelse om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug”. Den er senere suppleret med ”Supplerende vejledning om fastsættelse af yderligere vilkår efter husdyrgodkendelsesloven”.
Yderligere afklaringer om fortolkning af husdyrloven findes i FAQ om husdyrloven. Relevant kortmateriale er bedst tilgængeligt gennem Miljøportalen.
Tilladelses- og godkendelsesordningen
Det er kommunalbestyrelserne, som har kompetencen til at give tilladelser og godkendelser efter de nye regler.
Husdyrbrug for mere end 15 (3 for pelsdyr) og op til 75 DE skal have en forudgående tilladelse efter et forenklet tilladelsessystem, (lovens § 10). Husdyrbrug for mere end 75 DE skal have en forudgående godkendelse af hele husdyrbruget med tilhørende arealer, (lovens § 11 og 12). Arealer som indgår i miljøgodkendelsen, og som ikke ejes eller forpagtes af ansøger (tredjemands arealer), skal som udgangspunkt have en selvstændig miljøgodkendelse efter lovens § 16.
Tilladelserne og godkendelserne gælder både nyetablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug.
I forbindelse med godkendelser er der en lang række forhold, som afspejler de mulige natur- miljø- og nabomæssige gener der kan være med husdyrbrug, og som skal oplyses af ansøger og vurderes og varetages af kommunalbestyrelsen, (lovens § 23). Disse er:
- Anvendelse af bedst tilgængelig teknik (BAT).
- Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særligt sårbart over for næringsstofpåvirkning.
- Begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv- flue- og lysgener, affaldsproduktion m.v.).
- Hensynet til landskabelige værdier.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af BAT, og at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne - med bl.a. ammoniak, næringsstoffer (nitrat og fosfor) samt lugt – på en måde, som er uforeneligt med hensynet til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen skal, som det er detaljeret beskrevet i vejledningen, fastsætte konkrete vilkår i godkendelserne, således at de nødvendige hensyn kan efterleves og kontrolleres.
Sagsgang, inddragelse af offentligheden og klager
Alle ansøgninger om etablering, ændring eller udvidelse af husdyrbrug skal ske på et elektronisk ansøgningssystem, www.husdyrgodkendelse.dk. Når kommunen skønner, at en ansøgning er tilstrækkeligt fyldestgørende, går sagsbehandlingen i gang. Alt efter hvilken paragraf i loven sagen behandles efter, er der forskellige retningslinjer for offentlighedens inddragelse.
Alle afgørelser truffet efter husdyrloven påklages til Miljøklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelse af afgørelsen. En klage har ikke opsættende virkning med mindre Miljøklagenævnet bestemmer andet. Klager kan begære opsættende virkning, hvis man skønner det nødvendigt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis klagen drejer sig om placering af et anlæg eller indretning af stalde.
DN’s sekretariat har klageret. DN’s lokale afdelinger er ikke omfattet af denne klageret, og de skal derfor selvstændigt anmode kommunen om efterretning af afgørelser efter husdyrlovens §§ 10, 11, 12 og 16. Dette vil medføre, at afdelingen får klageret.
Små husdyrbrug
Små husdyrbrug mellem 5 og 75 DE (mink og andre pelsdyr dog 3-75 DE) skal have en tilladelse efter husdyrlovens § 10. I forhold til egentlige miljøgodkendelser, er den færre krav til en tilladelse og disse er heller ikke tidsbegrænsede.
Generelt kan tilladelser efter § 10 prioriteres lavt. Dette gælder dog ikke for minkfarme! Da minkproduktionen medfører en meget stor ammoniakemission, er det vigtigt at disse sager læses grundigt igennem.
Mellemstore husdyrbrug
Godkendelser til husdyrbrug på 75-250 DE gives efter lovens § 11. Her skal kommunalbestyrelsen foretage en mere grundig miljøvurdering af anlæggets forurening. Hvis det vurderes at der kan gives en godkendelse offentliggøres afgørelsen med 4 ugers klagefrist til Miljøklagenævnet.
Store husdyrbrug
Godkendelser givet efter lovens § 12 til de allerstørste husdyrbrug (over 250 DE) er omfattet af offentlighedsreglerne fra både VVM- og IPPC-direktivet. En egentlig miljøvurdering – i princippet en VVM - er obligatorisk for husdyrbrug af denne størrelse.
Her inddrages offentligheden allerede, når der foreligger en ansøgning om et projekt. Dette sker typisk ved annoncering i lokalaviser, hvor det meddeles at der foreligger en ansøgning. Alle kan afgive høringssvar.
Når kommunalbestyrelsen har behandlet de indkomne bemærkninger mv., kan der udarbejdes et udkast til godkendelse, som derefter sendes i offentlig høring i 6 uger til naboer, andre berørte og til personer, som har bedt om udkast til afgørelse. Herefter udarbejder kommunalbestyrelsen den endelige godkendelse. Den endelige afgørelse offentliggøres med 4 ugers klagefrist til Miljøklagenævnet.
Krav til miljøgodkendelsen
Der er en række krav til indholdet i en miljøgodkendelse. Det er op til kommunen, hvorledes det skal struktureres, men den skal indeholde følgende:
- Beskrivelse af ejendommens grundforhold
- Beskrivelse af husdyrbrugets anlæg
- Beskrivelse af husdyrbrugets arealer
- BAT
- Husdyrbrugets affald
- Varetagelse af hensyn til landskab
- Husdyrbrugets ophør
- Forslag til egenkontrol
- Kommunens vurdering
- Afgørelse med vilkår
Generelt om vilkår kan siges, at de skal være forståelige, både for landmanden og alle andre. Desuden skal de være til at gennemføre og de skal kunne kontrolleres. Er dette ikke tilfældet, er det et oplagt klagepunkt. Endelig skal krav som følge af anden lovgivning ikke stilles som vilkår.
Gennemgang af en miljøgodkendelse
Når man læser en miljøgodkendelse, gælder det ikke kun om at forholde sig til det, der står, men også det, der ikke står. Det er vigtigt at være kritisk i forhold til alle oplysninger i en godkendelse.
Følgende bør altid vurderes:
- Er der uoverensstemmelser i de data, der er oplyst?
- Er der opgivet et korrekt antal DE. Dette kan kontrolleres ved at læse virksomhedens seneste gødningsregnskab på www.pdir.dk
- Er der andre ejendomme/besætninger under samme CVR. nr. Spørg kommunen hvis der er tvivl.
- Er der klarhed over ejerforhold. Er stald og markdrift f.eks. adskilt på flere virksomheder?
- Er der fuld klarhed over beliggenheden af udspredningsarealerne.
Fokuspunkter
Det er heldigvis ikke alt i en miljøgodkendelse, der er interessent i forhold til DN. Når DN afgiver en klage, bør det primært have relation til påvirkning af natur, miljø og landskab. I miljøredegørelse og vurdering er det derfor særlig interessant et gennemgå følgende:
- Anlæggets ammoniak emission
- Nitratforurening af overfladevand
- Nitratforurening af grundvand
- Forurening med fosfor
- BAT
- Landskabelige hensyn
Det kan evt. også være interessant at gennemgå forhold som luftgener, støj og transport, men som udgangspunkt bør det være de berørte naboer, der skal klage over disse forhold.
Ammoniak
Et husdyrbrugs forurening med ammoniak reguleres dels gennem et generelt reduktionskrav i forhold til en standard, og dels gennem krav til ammoniak nedfaldet i bufferzoner.
De generelle reduktionskrav til ammoniakforureningen er bestemt af, hvornår en ansøgning er modtaget: Det er følgende:
2007: 15 %
2008 20 %
2009 25 %
2011 30 % (aftalt i Grøn Vækst)
Efter 2012 skal ammoniak forureningen mindskes så meget det teknologisk er muligt.
Bemærk et visse staldtyper og bedriftstyper er undtaget for de generelle krav.
Foruden de generelle krav til reduktion af ammoniak forureningen, er der også krav til, hvor meget ammoniak der må afsættes på naturarealer inden for nærmere definerede bufferzoner.
I bufferzone I, som er inden for 300 meter fra anlægget, må der ikke være kvælstoffølsom natur, defineret i husdyrlovens § 7. På udbringningsarealer inden for bufferzone I er der krav om nedfældning af gylle på græs og sort jord.
I bufferzone II, som er mellem 300 og 1000 meter fra kvælstoffølsom natur, er der krav til den merbelastning en produktion må medføre. Er der ikke andre husdyrproduktioner, må merbelastningen ikke overskride 0,7 kg N/ha pr. år. Er der to brug, må anlæggets merbelastning højst være 0,5 kg N og er der flere end 2 brug, må den højst være 0,3 kg N. Desuden er der i bufferzone 2 også krav om nedfældning af gylle på græs i sort jord.
Kvælstoffølsom natur: naturbeskyttet efter § 7
I husdyrloven defineres kvælstoffølsom natur som de naturtyper, der er nævnt i naturbeskyttelseslovens §7:
- Højmoser
- Lobeliesøer
- Alle heder og overdrev i Natura 2000 områder
- Heder over 10 ha og overdrev over 2,5 ha, beliggende uden for Natura 2000.
§ 7-natur og de bufferzoner de afkaster, kan ses på miljøportalen, www.miljoeportalen.dk. Det skal dog understreges, at udpegningen af § 7 natur her er vejledende.
Flere afgørelser i Miljøklagenævnet viser, at det ikke er nok at stille krav til ammoniakbelastningen af de naturtyper, der er nævnt i § 7. I praksis er det al kvælstoffølsom natur, der skal tages hensyn til, både som naturtype eller som kvælstoffølsomme arter. Det betyder, at det i en miljøredegørelse skal afdækkes, hvad der findes af kvælstoffølsom natur inden for afstand fra et anlæg, hvor det kan tænkes, at der vil være en påvirkning.
Vælger kommunen at stille vilkår på baggrund af dette, skal det begrundes med en konkret vurdering af den pågældende natur med angivelse af tålegrænser, og en vurdering af om merbelastningen er væsentlig. Miljøstyrelsen angiver, at grænsen for en væsentlig merbelastning er 1,0 kg N pr. ha årligt.
Er der tale om påvirkning af Natura 2000 områder, bør der også foreligge tal for et anlægs totale belastning, og der kan om nødvendigt stilles krav til nedbringelse af også den tidligere tilladte udledning. Ligeledes bør der med meget store husdyrbrug, f.eks. over 500 DE, foretages beregninger ud over bufferzone II.
Manglende redegørelse for ammoniakbelastning, eller manglende krav for beskyttelse af kvælstoffølsom natur er et oplagt klagepunkt.
Nitratforurening af overfladevand
Nitratforureningen af overfladevand reguleres gennem det såkaldte nitratkort. Nitratkortet, som kan ses på Miljøportalen, er dannet på baggrund af undergrundes evne til at reducere nitrat, samt følsomheden af de vandområder, der afvandes til. Dette giver opdeling af landet i 4 arealklasser: Uden for nitratklasse, samt nitratklasse 1,2 og 3.
Er en mark ikke beliggende i nitratklasse, er det de generelle harmonikrav der gælder.
I nitratklasserne reduceres husdyrtrykker ud fra følgende skala:
- Nitratklasse 1: 85 % af generelt husdyrtryk
- Nitratklasse 2: 65 % af generelt husdyrtryk
- Nitratklasse 3: 50 % af generelt husdyrtryk
På baggrund af arealernes hidtidige drift og nitratklasserne, beregnes ansøgningssystemet, det maksimale tab af kvælstof fra arealerne. Dette regnes altid på bedriftniveau og angives i kg N pr. ha pr. år.
Kravet om reduktion i husdyrtrykket kan helt eller delvist imødegås ved på anden måde at reducere tabet af nitrat fra jorden. Dette kan ske ved af:
- Nedsætte kvælstoftilførslen til afgrøderne
- Ændre til sædskifte med mindre udvaskning
- Anvende flere efterafgrøder
De valgte virkemidler skal nøje være formuleret gennem vilkår, f.eks. om at anvende et sædskifte med et bestemt udvaskningsindeks, eller med krav og en bestemt andel efterafgrøder ud over de generelle krav. I den forbindelse bør det nøje vurderes, om de stillede vilkår er realistiske og kontrollerbare. F.eks. skal det nøje vurderes, om kombination af et bestemt sædskifte er foreneligt med krav om en bestemt andel efterafgrøder. Vilkår til begrænsning af nitratforurening af overfladevand kan kun stilles på bedriftsniveau.
Miljøklagenævnet har endnu ikke forholdt sig til det generelle beskyttelsesniveau for nitratforurening af overfladevand. Dette vil især være relevant i forhold til Natura-2000 områder der er overbelastet med kvælstof. Der er til gengæld en del miljøgodkendelser, der er sendt tilbage til fornyet behandling fordi kommunen ikke har foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering af bedriftens påvirkning af Natura-2000 områder, og det er et oplagt klagepunkt, hvis der ikke er redegjort udførligt for dette.
Nitratforurening af grundvand
Beskyttelse af grundvang mod nitratforurening er reguleret gennem udpegningen af nitratfølsomme indvindingsoplande (NFI). Hvis et areal er udpeget som NFI, er det afgørende, om der er vedtaget en kommunal indsatsplan for det pågældende område. Er der det, skal indsatsplanen overholdes, typisk gennem krav til den maksimale udvaskning af nitrat fra rodzonen. Dette opgives i mg nitrat pr. l.
Er der ikke vedtaget en indsatsplan for et indvindingsområde gælder den generelle regel, at merbelastningen på et areal ikke må øges, hvis udvaskningen er større en 50 mg nitrat pr. l. Nitratforurening af grundvand imødegås oftest med vilkår om anvendelse af efterafgrøder eller bestemte sædskifter. Dette vilkår er markspecifikke, i modsætning til vilkår omkring nitratforurening af overfladevand.
Forurening med fosfor
Begrænsning af forurening med fosfor administreres gennem udpegningen af fosforklasser:
- Fosforklasse 0. Ingen krav ud over harmonireglerne
- Fosforklasse 1. Drænet lerjord med Pt (fosfortal) mellem 4,0 og 6,0. Fosforoverskud må max. Øges med 4,0 kg P pr. år.
- Fosforklasse 2: Lavbundsarealer. Fosforoverskuddet må ikke øges.
- Fosforklasse 3: Lerjorder med Pt over 6,0. Krav om fosforbalance.
Det skal bemærkes, at det beskyttelsesniveau der er stillet i husdyrloven er lavt. Der er f.eks. ikke nogen øvre grænse for fosforoverskuddet, hvis arealerne ligger uden for fosforklasse, hvilket på sigt kan betyde at der udvaskes fosfor fra disse arealer. Ligeledes er det problematisk at kontrollere landmandens oplysninger om fosfortal, hvorfor fosforklasse 1 og 3 ofte vil være værdiløse.
Interessen bør derfor samle sig om arealer, der er udpeget som fosforklasse 2. Hvis det ikke er muligt at stille vilkår, som gør det muligt at overholde kravet om, at fosforoverskuddet højst må øges med 4,0 kg P, bør disse arealer tages helt ud af en miljøgodkendelse. Og i praksis vil vilkår om reduceret anvendelse af husdyrgødning på bestemte arealer være umulige at kontrollere, og derfor ugyldige. Miljøklagenævnets afgørelse på dette punkt afventes fortsat.
BAT
Kravet om anvendelse af den Bedst Anvendelige Teknologi, BAT, er et generelt princip i EU, og gælder for al industri. EU-standarderne for de store landbrug fastsættes igennem det såkaldte BREF-dokument. BAT anvendes på flere niveauer og gælder for landbruget således både bl.a. for management, fodring og staldindretning. I forhold til miljøgodkendelser er det især fodring og staldindretning, der er interessante. Der skal i redegørelsen ligge en udførlig for både valg og fravalg af teknologi og i princippet skal en teknologi, der er udnævnt til BAT anvendes, med mindre væsentlige forhold taler imod, f.eks. at det er meget dyrt i forhold til den miljømæssige gevinst.
Teknologier, der er anerkendt som BAT, offentliggøres i miljøstyrelsens BAT-blade. De er for øjeblikket under revision og offentliggøres løbende på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Miljøklagenævnet har afgjort en del klagesager omkring BAT, som betyder følgende:
- Kravet om anvendelse af BAT er gældende, uanset om de generelle reduktionskrav til ammoniak er overholdt.
- BAT skal anvendes selv om mindre omkostningskrævende teknologier et tilstrækkeligt ifht. De generelle beskyttelsesniveauer.
- BAT skal anvendes fuldt ud,