Både i byerne og i det åbne land fældes mange gamle, store og særlige træer for at forenkle byggerier og parkeringsforhold eller for at få nogle kvadratmeter dyrkningsjord mere og slippe for at køre uden om træerne med traktoren.
Der findes heldigvis stadig nogle store og gamle træer i Danmark, og det kan vi takke ejerne for. De har passet på dem og skånet dem fra motorsaven i flere generationer. Disse træer har stor værdi, både kulturelt og æstetisk - og ikke mindst fungerer de som er de sidste levesteder for en lang række insekter, fugle og svampe. Derfor skal vi passe på dem.
Bedre beskyttelse
DN vil arbejde for, at de værdifulde træer bevares og forvaltes godt, samt at der løbende kommer nye trækæmper til, som kan tage over, når de gamle falder og langsomt forsvinder. I dag er en fredningssag stort set den eneste mulighed for en formel beskyttelse af et træ. Det er en tung og langsommelig proces, der hverken er til glæde for dem, der ønsker træet bevaret, eller dem, der vil have det fældet. Der kan derfor være behov for nye redskaber og nye samarbejdsformer for at styrke træernes stilling.
Evighedstræer
Naturfredningsforeningen ønsker med kampagnen ”Evighedstræer” at skabe større opmærksomhed og få bedre overblik over de store, gamle og bevaringsværdige træer. Formålet er at øge den folkelige og politiske bevidsthed og viden om de gamle, store og særlige træers værdier; såvel deres biologiske som æstetiske og kulturelle betydning. Den øgede bevidsthed og viden kan derefter bruges som grundlag for lobbyarbejde til at opnå en bedre praktisk og juridisk beskyttelse af særlige træer.
Mange sjældne arter af bl.a. insekter og svampe findes kun og kan kun bibeholdes i gamle træmiljøer. En indsats for at bevare disse træer er derfor en langsigtet satsning på biodiversitet i overensstemmelse med biodiversitetskonventionens mål om at stoppe nedgangen i biologisk mangfoldighed.
