Danmarks Naturfredningsforening roser regeringen og Folketingets øvrige partier for at prioritere kampen mod den skadelige kemi, der findes i danskernes hverdagsprodukter.

Miljømærkerne Svanen og Blomsten får 3,5 millioner kroner til at udbrede kendskabet til mærkerne blandt danskerne og til at få flere produkter omfattet af ordningen.

Svanen og Blomsten har skrappe kemikaliekrav og krav om fornybare, bæredygtige råvarer og genbrugsvenlig emballage, til gavn for naturen. Derfor er det helt på sin plads, at ordningen styrkes og udbredes, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi er glade for, at der kommer flere penge til miljømærkerne, så de kan forsætte og opprioritere deres arbejde med at få flere miljøvenlige produkter ud på markedet. Det er til gavn for både forbrugernes sundhed, men også for naturen, der bliver sparet for skadelig kemiforurening, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Fokus på mere viden og plast uden kemi

Object reference not set to an instance of an object.

Udover miljømærkeordningen går pengene også til at styrke indsatsen mod skadelige kemikalier i plast, for eksempel i babylegetøj. Indsatsen går primært til EU’s plaststrategi, der kan fremme viden og initiativer for cirkulær økonomi i Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening er især positive over for den del af aftalen, hvor der specifikt står, at Danmark skal gå forrest og skabe fremdrift i EU’s arbejde om skrappere kemiregulering og få forbudt de værste kemikalier.

- Vi mener ikke der kan komme stort nok fokus på skadelig kemi i plastik. Jo flere krav og jo mere kontrol om skadelige kemi i plast, desto lettere bliver det at genanvende plasten, så der kommer styr på den cirkulære økonomi, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Der afsættes 34,3 mio. kroner af til at styrke vidensopbygningen og forskningen i hormonforstyrrende stoffer, mens importkontrollen af kemi i fødevarer, biocider (for eks. myggebalsam, insektspray eller musegift) og forbrugerprodukter øges.

På den måde kan vi sikre, at så få skadelige kemikalier som muligt kommer ind i Danmark.

Læs den politiske aftale om ny Fælles Kemiindsats 2018-21