Efter en lang vinter er solen endelig begyndt at titte frem, og den lokker os ud i naturen, hvor blomster, buske og træer er begyndt at springe ud.

Desværre byder en tur i naturen også på rigtig meget affald, heldigvis er der lidt mindre at finde efter sidste uge, hvor DN’s årlige affaldsindsamling løb af stablen.

En halv spand sild, en kaffemaskine, en skøjtestøvle, et kort over Florida, bunden af en brusekabine, en udstoppet fugl, en lyserød dildo, en parkeringsbøde, et lyssværd og et pengeskab med tyvekoster er bare nogle af de mystiske ting, der blev samlet op i naturen.

Rekordår igen

Igen i år slog affaldsindsamlingen heldigvis rekord i antallet af indsamlere. 125.000 børn samlede affald med skoler og institutioner i løbet af ugen, og søndag den 2. april deltog 35.000 mennesker i affaldsindsamlingen over hele landet.

- Vi er rigtig glade og taknemmelige for den store tilslutning, der stiger år efter år. Danskerne er trætte af affald i naturen, og giver gerne en hånd. Samtidig betyder den store tilslutning fra skoler og institutioner, at børnene fra en tidlig alder lærer noget om affald, sortering, genanvendelse, ressourcer og at det ikke er smart at smide affald i naturen, siger Ole Laursen leder af Affaldsindsamlingen.

Mere affald i år

Sidste år samlede danskerne 182 tons affald ind til Affaldsindsamlingen, og Ole Laursen regner med, at årets resultat kommer til at ligne sidste års.

- Det ville dog kun gøre mig glad, hvis vi har fundet mindre affald end sidste år. Det betyder jo, at affaldsindsamlingen gør en forskel, siger han.

alt
Ole Laursen
Funktionsleder for Formidling
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 23 44 12 19
Malthe Konradsen Wellendorph er glad for, at de frivillige har fjernet affald fra havnen.
Foto: Freya Kamille Nielsen

Den Københavnske Havn er fuld af skrald

Et af de steder der virkelig har brug for en forårsrengøring er Københavns Havn, her flyder der nemlig skrald rundt i store mængder.

Derfor holdt kajakklubben Kayak Republic affaldsindsamling for tredje gang.

- Vores erhverv er jo her i havnen, og vi oplever, at der kommer mere og mere skrald, og det vil vi rigtig gerne til livs, så badegæster og kajakgæster kan få en rigtig fed oplevelse, siger Malthe Konradsen Wellendorph, baseansvarlig hos Kayak Republic.

Omkring 30 mennesker dukkede op til kajakklubbens arrangement, og Malthe Konradsen Wellendorph fortæller, at det er flere end tidligere.

Havnen har tit brug for rengøring

Alle deltagere fik lov at låne udstyr i form af våddragter og kajakker, og så fik de tilmed gratis kaffe. For en sikkerheds skyld fulgte to instruktører med i vandet.

Malthe Konradsen Wellendorph sætter pris på den store tilslutning, men savner mere handling:

- Vi burde faktisk gøre det her hver uge, så meget skrald bliver der smidt i havnen. Det er også derfor, at vi har lavet en miljø-kajak, som er en dobbeltkajak, der har til formål at skabe en renere havn, siger han.

Miljøkajakken kan mod et depositum lånes ud til alle interesserede, og hvis der bliver samlet affald på turen, så gives depositummet tilbage.

Sidste år samlede Kayak Republic over 150 kilo affald, og Malthe Konradsen Wellendorph regner med at dette års indsamling indbringer mindst dobbelt så meget.

Inge Borregaard Hopps og Nis Hjortkjær Ekelund finder mærkeligt affald i havnen. De har blandt andet fundet en bøje.
Foto: Freya Kamille Nielsen

Der bliver også fundet gamle cykler

Inge Borregaard Hopps og Nis Hjortkjær Ekelund er kajak-nybegyndere og ude til affaldsindsamlingen for første gang. De synes, det har været en rigtig sjov dag.

- Det er det sjoveste, jeg længe har prøvet. Der gik også lidt konkurrence i den, og vi prøvede at finde de sjoveste ting - og så meget som vi kunne, siger Inge Borregaard Hopps mens hun sidder og får lidt frokost inden hun skal ud på vandet igen.

Nis Hjortkjær Ekelund er enig, han vil gerne overgå de andre indsamlere:

- Jeg kunne godt tænke mig at få fat i de store ting. Jeg bliver nødt til at finde en cykel, ligesom nogle af de andre. Vi prøvede, da vi var ude første gang, men den cykel vi fandt hang simpelthen fast, siger han.

De er begge trætte af at se affald flyde rundt i havnen, og derfor ville de gerne gøre en forskel. De glæder sig allerede til næste år.