Vi køber 400 procent så meget tøj, som vi gjorde for bare 20 år siden, og bomuld er et af de mest brugte fibre.

Danskerne køber 16 kilo tøj om året. Fast Fashion sikrer, at moden skifter, og tøj ryger hurtigt ind og ud af klædeskabene. Meget af tøjet er lavet af bomuld, og hvert år bliver der brugt 25 millioner ton bomuld på globalt plan.

Bomuldens vej til dig har krævet flere tusinde liter vand, og bomuldsafgrøden har været sprøjtet 10 til 15 gange i væksten. Så bomuldsproduktionen er langt fra en bæredygtig industri.

Der er heldigvis flere forskellige tiltag, der skal sikre, at modeindustrien følger med den bæredygtige udviklingen.

Det er dig - forbrugeren - der i sidste ende bestemmer, hvor bæredygtigt vores tøj fremadrettet skal være.

Der bliver gjort noget ved sagen

Den danske modebranche meddelte i marts 2016, at den danske mode kan blive verdens mest bæredygtige.

- Vi sætter målet højt. Så vi stiler efter at blive en af de allerbedste grønne modenationer i verden. Hvis vi skal vinde forbrugernes hjerter, så er der tre parametre: pris, design og bæredygtighed. Vi kan ikke vinde priskampen. Så er der design og bæredygtighed tilbage. Danish design er heldigvis kendt allerede. Hvis du så også har bæredygtigheden, så er det to ud af tre parametre at slå på over for prisen. siger direktør Thomas Klausen fra Dansk Mode &Textil.

Ideen er at løfte dansk mode i retning af kvalitetstøj med bæredygtighed som adelsmærke.

Fælles dansk front

Den enkelte danske tekstilvirksomhed har stadig selv ansvaret for, at leverandøren lever op til sine forpligtelser, og en større virksomhed vil være i stand til at kræve og kontrollere mere end en lille virksomhed.

- Men de kan få et fælles værktøj til at skubbe på, så alle danske virksomheder har den samme Code of Conduct med, så du som leverandør ikke kan komme udenom den, hvis du vil levere til danske virksomheder, siger Thomas Klausen.

Når branchen har en værktøjskasse med efterprøvede retningslinjer, som medlemmer har forstået og taget til sig, kan forbrugerne blive indviet i arbejdet.

- Vi skal ud og fortælle det vidt og bredt til forbrugerne. Det er vores håb, at danske forbrugere vil gå efter det og efterspørge det, siger Thomas Klausen.

Mærker med bæredygtigt tøj:

Der skal pesticider til

Selvom modebranchen er opmærksom på problematikkerne ved bomuldsproduktionen, så er der stadig store problemer forbundet med konventionel bomuld.

Kun en til to procent af verdens bomuld er dyrket økologisk, og bomuld er den suverænt mest sprøjtede afgrøde i verden.

Ifølge GOTS udgør bomuldsdyrkningens areal cirka 2,5 procent af de samlede dyrkede arealer i verden, men produktionen bruger 16 procent af det samlede forbrug af insektgifte, og det forbrug stiger, når insekter, svampe og ukrudt bliver resistente over for giftene.

- Brug af GMO-bomuld, som har fået indbygget et protein, der er giftig for et af de værste skadedyr, bomuldsmøllen, har ganske vist gjort behovet for insektgifte mindre, men dels er der mange andre insekter, som der fortsat bliver sprøjtet imod, og dels er der også konstateret resistente møl i Indien, som betyder, at der så skal sprøjtes alligevel, forklarer Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Miljøet er ikke ene om at blive ramt

Bomuldsproduktionen har også menneskelige konsekvenser, især på grund af de mange pesticider.

- Problemerne med pesticider er kendt i hele Indien. De sundhedsskadelige problemer er fx kræft, reproduktionsproblemer og hormonforstyrrelser, siger Sumit Gupta, der er repræsentant for GOTS i Indien.

Derudover er der talrige eksempler på bomulds-selvmord. Fx viser en artikel fra oktober 2015 i The Times of India, at 15 bomuldsbønder begik ‘pesticide’ – altså drak den sprøjtegift, som de havde sprøjtet planterne med.

Når bønderne vælger selvmord som sidste udvej, skyldes det ofte den gældsklemme, de havner i, når udgifterne til såsæd og sprøjtegift overgår indtægterne fra bomuldssalget.

alt
Sine Beuse Fauerby
Energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 51

Det kan du selv gøre

Vi har lavet en forbrugspyramide om tøj, som du kan følge, hvis du gerne vil være med til at afhjælpe de problematikker, der er forbundet med bomuldsproduktion.

Først og fremmest kan du bruge det tøj, som du allerede har. Dernæst kan du reparere eller redesigne dit tøj, i stedet for at købe nyt.

Hvis du endelig vil have nyt tøj, så lån, byt eller købt genbrugstøj. Det du skal gøre mindst af, er at købe helt nyt tøj, og hvis du endelig vil gøre det, så er det en god idé at købe kvalitetstøj. Tøj, der er lavet af økologisk bomuld, er bedre end tøj, der er lavet af konventionel bomuld.

Når du er færdig med at bruge dit tøj, er der flere forskellige forretninger, der gerne vil tage imod det. Hvis det er ødelagt, kan du stadig aflevere det, da fibrene kan bruges til at lave nyt tøj.

Pyramiden viser, hvordan du får det mest bæredygtige forbrug af tøj.