Biodiversitetskrise er præget af rystende mangel på politisk handling

Det er på tide, for det går virkelig dårligt med at implementere biodiversitetskonventionen og nå de mål, vi har forpligtet os til. Eller med andre ord: vores indsats for naturen har de seneste årtier været helt absurd ringe.

Det var dog ikke en stor delegation, der i starten af råkolde december måned drog mod Cancun og COP13.
Vi var én fra hver ’blok’. Og det var mig, der var så heldig at være af sted fra den såkaldt ’røde blok’.

Biodiversitetskrisen er en vor tids største udfordringer

Det første jeg har hæftet mig ved her ved COP13, er, at der bestemt ikke mangler flotte ord, når biodiversitet og naturen diskuteres.

Det står klart, både når man følger debatterne, og når man læser Cancun Deklarationen, som miljøministre fra hele verden fløj ind og fik vedtaget i en fart i weekenden, inden topmødet for alvor gik i gang.

Det er tilsyneladende ikke svært at blive enige om en tekst, der gentager konventionens ambitiøse mål, og som understreger, at nu må handling prioriteres. Det skal bl.a. ske ved den såkaldte sektorintegration, hvor hensynet til naturen integreres på tværs af andre sektorer, så naturhensyn bliver en helt central del af især landbrug, fiskeri og skovbrug.

Men samtidig med at landene mødes i enighed om, at natur- og biodiversitetskrisen er en af vor tids største udfordringer, og at det haster enormt at håndtere denne krise, så er der en rystende mangel på netop konkret handling overalt i verden. Der er et komplet fravær af konkrete politikker, der skal tage vare på naturen og en rystende mangel på politisk ansvar.

Parallellen til klimaet og implementeringen af klimakonventionen er åbenlys.

Naturen skal være kernen i al politik

Der er ingen tvivl om, at sektorintegration er fornuftigt. Naturen er grundlaget for vores samfund, og når jagten på kortsigtet økonomisk gevinst overudnytter natur og økosystemer, så går det galt.

Det er præcis det, der er sket, de seneste mange år, og deri ligger årsagen til den økologiske krise vi befinder os i. Så hensynet til naturen, artsmangfoldigheden og økosystemernes grænser skal være kernen i al anden politik, og i særlig grad i de sektorer der er mest afhængig af naturen, og som omvendt påvirker den mest.

Men selvom tilgangen er rigtig, afslører debatterne her på COP13 en bekymrende tendens i den måde opgaven gribes an. Det sker nemlig i alt for høj grad ved, at naturen skal bringes på økonomisk formel.

Værdien af de bestøvende insekter skal gøres op, så det bliver klart for landbrugssektoren, hvorfor sommerfugle og vilde bier er vigtige at bevare. Vi skal opgøre den økonomiske værdi af økosystemernes tjenester, f.eks. værdien af det rene vand som skovene leverer, så det kan indgå i nationalregnskabet.

Og vi skal opgøre hvor ofte befolkningen benytter sig af friluftsliv, så vi får en økonomisk værdi af en ’uspoleret’ natur, hvor vi kan boltre os med telt og trangia-sæt. På den måde finder vi ud af, om omkostningerne ved at bevare naturen står mål med gevinsten.

Den snævre nytteorienterede tilgang til vores natur, hvor naturen betragtes som et gode i vores samfundsøkonomi, bringer os ikke tættere på at realisere biodiversitetskonventionens mål.

Nytteorienterede tænkning årsag til morads

For selvom det bag forskellige skriveborde, og særligt hos embedsfolk i finansministeriet, kan være interessant at lege med regnestykker over naturens og økosystemernes økonomiske værdi, bliver økonomi bliver aldrig et argument for at bevare naturen og mangfoldigheden af arter, der hører til den.

Tværtimod er den snævre, nytteorienterede tænkning en af hovedårsagerne til, at vi er endt i dette morads, hvor arter udryddes og natur ødelægges i en hast, som vi aldrig har set det før, mens der har været mennesker på jorden.

Først den dag vi lægger den økonomiske tænkning og forsøg på nidkær opgørelse af naturens nytteværdi på hylden, har vi reelt en chance for at nå biodiversitetskonventionens ultimative mål: nemlig at al liv på jorden skal have lov at være her sammen med os.

Målet om at alle mus, biller, rovdyr og fugle er en del af den natur, der også har skabt mennesket, og vi derfor alle har en plads. Mange skabninger har ikke en nytteværdi for os, men dog stadig en eksistensberettigelse. Det er biodiversitetskonventionens kernebudskab.

Stod det til mig, var det her Danmark skulle kaste sine kræfter og energi i forhold til at sikre fremdrift for konventionen. Den konvention, der betyder så meget for os alle, men nok aller mest for vores børn og børnebørn.