Tidligere på ugen udkom en rapport, der viste, at hver femte 14-17-årige er nærsynet, fordi de får for lidt dagslys.

- Børn er bagud på vitamin N. Naturvitaminer! De kan navnene på Pokemons, men ikke på fuglene. Vores børn skal mærke naturen og have jord under neglene.

Sådan lød det fra læge Peter Qvortrup Geisling, da han deltog i en debat med Danmarks Naturfredningsforening og Nordea Fonden om børn og natur på årets Naturmøde i Hirtshals i Nordjylland.

Her forklarede han, at børns brug af naturen har betydning for deres helbred både nu og i fremtiden.

- Det næste årtis store folkesygdom bliver stress. Stress er et kæmpe stort problem. Men hvis børn har smagt naturen, mens de er børn, så vil de nemmere kunne bruge naturen som behandling, når de bliver voksne.

Ny undersøgelse: Børn kommer mindre ud

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening kommer børn kun halvt så meget ud i naturen i dag, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn.

I dag kommer børn i snit kun ud i naturen en halv time på hverdage, og hvert fjerde barn kommer slet ikke ud i naturen på hverdage.

Læs mere om undersøgelsen

Naturen giver bedre fysik og psyke

For naturen kan nemlig virke lindrende i en travl hverdag for børnene, da den giver deres hjerner et frirum, hvor de kan arbejde med alle sanser og hvile de dele af hjernen, der ellers er med til at udvikle stress.

Derudover har aktivitet i naturen også en positiv effekt på børns kognition, dvs. indlæringsevne, opmærksomhed og intellektuelle færdigheder. F.eks. kan bevægelse i naturen træne koordination af øje-hånd, styrke balance, holdning, stabilitet, så børn får nogle kompetencer i kroppen til at kunne lære noget nyt.

Bevægelse i naturen skaber altså basale forudsætninger for indlæring både kropsligt og kognitivt.

Og det er ikke kun den mentale sundhed, som naturen er god for. Naturen byder også op til leg og motion, og aktivitet i naturen er med til at modarbejde livsstilssygdomme som overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes.

Gratis inspiration til at komme ud

Tilmeld dig Naturninja - Danmarks Naturfredningsforenings børnefamilie-univers. Så modtager du to gange om måneden et nyhedsbrev med sjove oplevelser og finurlig viden om naturen.

Natur og mental sundhed hænger sammen

  1. Psykologisk
    Naturen giver positive oplevelser og giver har mulighed for at mærke fred og ro i naturen.
  2. Socialt
    Naturen giver mulighed for at være mere sammen med familie og venner. Samvær i naturen gør os også sundere.
  3. Fysisk
    Naturen er et oplagt sted at være aktiv og dyrke motion. Spil fodbold, gå en lang tur eller fjern ukrudt i haven. Hvis man er fysisk aktiv, så gør man også en stor forskel for ens mentale sundhed.

Kilde: Naturen på recept – din mentale sundhed er lige udenfor af Peter Qvortrup Geisling.