11.000 nye medlemmer og stor politisk indflydelse.

Det går godt for Danmarks Naturfredningsforening, der med sine 130.000 medlemmer, er Danmarks største grønne organisation.

Miljø & natur fylder hos borgerne

- Vi er i en tid, hvor natur- og miljøbevidstheden fylder mere i befolkningens bevidsthed, end den gør i langt de fleste gruppeværelser på Christiansborg. Men politikerne ved godt, at vi har både ressourcerne og evnerne til at udfordre politikere og myndigheder på mange områder.

Så tonen og samarbejdet er ikke blevet varmere eller mere kærlig de senere år. Tværtimod. Det er i stigende grad svært for os som organisation at få adgang til miljøoplysninger og til reel og ligeværdig dialog med regering og ministre.

Det sagde Ella Maria Bisschop-Larsen blandt andet til de godt 200 fremmødte repræsentanter, der netop nu er til DN’s repræsentantskabsmøde i Aarhus.

DN er garant for naturkampen

Danmarks Naturfredningsforening er danskernes foretrukne garant for natur og miljøet. Foreningens medlemstilstrømning stiger disse år og er i år på hele 11.000 nye medlemmer.

Der er flot opbakning til foreningens kampagner for at beskytte bierne, mod sprøjtegifte - som senest den store Øktober-kampagne sammen med Coop - og særligt kampagner som bevarelse af de frie kyster og skove har mødt stor opbakning i befolkningen.

Fejre sejrene for naturen

- DNs store styrke er, at vi har aktive i alle kroge af Danmark. Vi er i stand til at engagere og mobilisere vores mange medlemmer og mange andre i hele landet, når vi har en god sag.

Vores arbejde ses og høres i befolkningen. Jeg synes, vi kan være stolte af vores indsats og vi skal huske at fejre vores sejre. For de er der, sagde Ella Maria Bisschop-Larsen til repræsentanterne.

Når det gælder politisk indflydelse befinder foreningen sig i superligaen. Ifølge en analyse over de danske organisationer i civilsamfundet rangerer DN som nr. 5, mens foreninger som Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen topper listen.

Læs hele præsidentens naturpolitiske redegørelse