Familien fra Slagelse var en af de fem familier, der i februar måned spiste og drak økologisk i 14 dage. De fik testet deres urin for indhold af sprøjtegift før og efter perioden, og efter at have spist økologi i to uger var indholdet af sprøjtegiftrester faldet markant.

Vi besøgte familien for at høre, hvordan det går nu.

Hvordan spiste I tidligere?

Jonas: Jeg har kørt ambulance i Slagelse og omegn i 12 år og havde mange døgnvagter, hvor jeg havde svært ved at finde overskuddet til at spise sundt. Min kost bestod typisk af lune tebirkes fra tankstationen og Mathildes kakaomælk – den med skruelåg.

Nogle gange kørte en kollega og jeg også forbi tanken efter et helt franskbrød og en pakke smør, og så delte vi begge dele på midten hjemme på stationen. Ellers var det cheeseburgere fra McDonald’s og franske hotdogs - det gjaldt bare om at få noget hurtigt, der gav hurtig energi. Det var ren overlevelse.

Helle: Jeg har været ansat i hjemmeplejen, og der havde jeg stort set ikke frokostpauser og derfor sjældent madpakke med. Jeg spiste sådan lidt hist og pist, og det var tit bare hurtigt ind med noget sukker – cola, slik, chokolade. Hurtigt ind og så videre.

Familien Vedel

  • Efter 14 dage på økologisk mad og drikke havde familien markant reduceret koncentrationen af sprøjtegiften chlorpyrifos i urinen– en insektgift, der er mistænkt for at skade hjernens udvikling hos fostre og små børn.
  • I dag lever familien stadig hovedsagligt økologisk.
  • Familien består af Jonas på 42 år, Helle på 36 og Alberte på otte. Jonas og Helle er begge på kontanthjælp. Tidligere har Jonas kørt ambulance, og Helle har været ansat i hjemmeplejen. Alberte går i skole.
Generelt har vi valgt at spise økologisk, fordi vi kan se, at det er sundere for os. Vi havde jo markant mindre sprøjtegift i urinen efter, at vi havde spist økologisk i 14 dage. Så kan det godt være, at det er lovligt at sprøjte, men det føles bare ikke rigtigt for os. - Jonas Vedel

Jeg vidste godt, at det ikke var den ordentlige måde at leve på, men når du er i det, så er du i det, og så kørte det bare sådan. Når jeg kom hjem klokken fire, var mit hoved ved at springe i luften, og jeg skulle bare have noget at spise. Vi spiste toast eller krydderboller, og var derfor aldrig rigtig sultne, når vi så skulle til at lave aftensmad.

Kroppen var ude af trit

Hvornår vendte de dårlige vaner?

Jonas: For mig begyndte det at vende, da min krop gav op, og jeg blev sygemeldt. På få år i Falck havde jeg taget 40 kg på, og jeg kunne bare mærke, hvordan bukserne strammede, maven begyndte at gå ud over buksekanten, og det hele hoppede lidt, når jeg gik. Så tænkte jeg, at det er tosset det her. Min krop var ude af trit. Jeg var træt, jeg rystede, jeg var ikke til stede, og jeg havde intet overskud til min familie.

Så da jeg stoppede med at arbejde i 2008, valgte jeg at tage mig sammen derfra. Siden da har jeg tabt mig fra 142 til 128 kg. Der er stadig et stykke vej, men jeg føler, at det kan jeg godt.

Helle: Jeg stoppede med at arbejde på grund af en skulderskade for to år siden. På det tidspunkt var jeg lidt opgivende, for hvad skulle jeg nu? Jeg kunne ikke vende tilbage til mit fag, og jeg havde ikke nogen idé om, hvad jeg så skulle lave. Men selvom vi ikke så det dengang, så var det at miste vores arbejde og komme på kontanthjælp med til at redde os sådan sundhedsmæssigt. Før vi røg på kontanthjælp havde vi så store indtægter, at vi kunne købe mad ude fem gange om ugen, og så spiste vi meget pizza og burger.

Hvad tænkte I om økologi?

Jonas: Vi har aldrig hørt om økologi før for et års tid siden. Vi har måske købt det, hvis det var på tilbud, men vi har altså aldrig helt forstået konceptet.

Helle: Og så kommer vi begge to fra familier, hvor der spises meget kød, sovs og kartofler, og grøntsager mest er sådan noget, man giver til kaninerne. Vores forældre tænker, at økologi bare er noget, der er nogen, der skal tjene penge på. Min far købte engang nogle citroner, og da han havde haft dem i køleskabet i 14 dage tog han dem frem og viste mig, hvor fine gule og friske de stadig var. De vil ikke rigtig forstå, hvorfor noget frugt og grønt kan holde så længe uden at ændre udseende, men med det økologiske er det jo vigtigt at få det brugt inden for tre-fire døgn. Det er mere naturligt.

Hvordan begyndte I at spise økologisk?

Jonas: Kort før Danmarks Naturfredningsforenings forsøg, hvor vi skulle spise 100 procent økologisk i 14 dage, havde vi haft besøg af min tidligere kollega fra Falck, Ole. Ole har haft samme usunde livsstil som jeg, men i dag har han taget en uddannelse om sammenhængen mellem kost og kræft, og hjemme hos dem, spiser de kun økologisk. Det blev vi ret inspirerede af, og vi var egentlig klar til at begynde at købe økologisk fra den dag.

Men så faldt jeg over Danmarks Naturfredningsforenings forsøg og ville meget gerne være med, og det krævede jo, at vi ikke spiste økologisk op til forsøget - ellers havde de jo ikke kunnet måle en forskel på før og efter. På den måde begyndte vi faktisk først rigtigt at købe og spise økologisk under forsøget i februar måned, og det er vi fortsat med.

Økologi på kontanthjælp

Men er det ikke svært at være på kontanthjælp og have råd til økologi?

Jonas: Der må jeg bare være hård at sige, at dem, der er på kontanthjælp og piber, dem kan jeg ikke forstå. Man tjener ikke guld på det, men man kan leve, og man kan sagtens få det til at hænge sammen, hvis man gider at sætte sig ned og planlægge det. Vi satte os ned og lagde en plan for vores økonomi, og i stedet for at falde tilbage til gamle dage og købe tre franske hotdogs, så valgte vi at handle mere økonomisk ind.

Helle: Det er ikke dyrere for os at købe økologisk. Hvis vi finder økologisk pasta på tilbud, så køber vi bare en masse pakker på én gang, så vi har til længere tid. Det, som vi ikke har råd til, det er oftest kødet og især kylling. Derfor sker det en gang imellem, at vi vælger at købe en fritgående kylling i stedet for den økologiske.

Jonas: Men vores madbudget svinger, for hvis vi den ene måned finder sådan et godt tilbud på pasta, så er den post ligesom ude måneden efter. Så er der råd til lidt mere lækkert økologisk kød for eksempel. Så vi har sådan set ingen faste rammer, men vi bruger selvfølgelig ikke bare los, sådan som vi gjorde, dengang vi var i arbejde. I dag prioriterer vi vores levestandard og mad rigtig højt. Det er vi begyndt på.

Bruger I flere penge på mad efter, at I er gået over til økologi?

Helle: Nej, det er ikke meget. Vi køber rigtig stort ind, når der er økologisk mad på tilbud. Men det ville selvfølgelig have været noget andet, hvis vi havde været i arbejde.

Jonas: Ja, det er ærgerligt, at vi ikke købte økologisk dengang. For hvad kunne det ikke være blevet til? Jeg forestiller mig, at hvis vi havde haft de ekstra penge i dag, så kørte vi et smut på økologisk bondegård hver lørdag formiddag og købte mad til hele ugen. Så kunne bondemanden sige, at det bliver 2.000 kr. Og så kunne jeg smide de penge.

Helle: Men nej, vi bruger ikke flere penge på mad end tidligere, vi har bare måtte drosle ned for kødet og skrue op for grønt. Vi køber altid rugbrød, smør, mælk, æg og grønt økologisk, og det er ikke specielt meget dyrere end tidligere.

Vores forældre har haft svært ved at acceptere vores valg. For dem er svinekød, svinekød. Der er ikke forskel ud over, at der er nogen, der sætter et andet mærke på noget af det og skruer prisen op. - Helle Vedel

Vil give sundhed videre til datteren

Hvad er hovedårsagen til, at I spiser økologisk?

Jonas: Det er jo nok vores datter, Alberte. Vi har ikke lyst til at give vores usunde livsstil videre til hende. Samtidig vil vi ikke påtvinge hende en bestemt måde at leve på, så vi har faktisk været meget forsigtige med at påvirke hende.

Helle: Alberte får selv lov at vælge, om vi skal have de økologiske eller de ikke-økologiske tomater for eksempel. Og hun vælger selv de økologiske, fordi hun synes, at de smager bedre.

Jonas: I skolen har de engang imellem mulighed for at købe et lækkert måltid mad med groft brød og salat og kød, og det er ikke økologisk, men det er sundt. Det skal hun selvfølgelig have lov til at vælge.

Helle: Men så har hun jo set nogle ting i nyhederne på tv, hvor de har vist forskellen på svinebrug. Der har hun godt kunnet mærke, at stemningen var anderledes, når grisene for eksempel bliver spændt fast eller får sprøjter med antibiotika og skriger, i forhold til grise, der får lov at løbe rundt udenfor.

Hun synes, at det er spændende det her med fødevarer, og hun er også i en udvikling nu, hvor hun bliver mere bevidst, men for os er det vigtigt, at det bliver på hendes præmisser. Mælk er stadig mælk for hende og brød er brød, og hun forstår jo ikke hele baggrunden, som vi gør det nu. Lige nu synes hun jo bare, at det er synd for grisene.

Jonas: Men generelt har vi valgt at spise økologisk, fordi vi kan se, at det er sundere for os. Vi havde jo markant mindre sprøjtegift efter, at vi havde spist økologisk i 14 dage, end før. Så kan det godt være, at det er lovligt at sprøjte, men det føles bare ikke rigtigt. Ligesom det med grisene. Det virker afstressende på mig, når deres liv ser sundt og positivt ud modsat det liv, man ser billeder af i staldene, hvor de får antibiotika, spændes fast og får halerne klippet af. Det er ikke noget for os.

Farmor tog sin egen smør med

Hvordan har jeres familie reageret på, at I er begyndt at spise økologisk?

Helle: Det har ikke været let. De har haft svært ved at acceptere vores valg og forsøgt at argumentere i mod det. For dem er svinekød, svinekød. Der er ikke forskel ud over, at der er nogen, der sætter et andet mærke på noget af det og skruer prisen lidt op. De kan gå helt i svime over at finde en billig ribbensteg i Føtex, men tænker ikke over, hvordan grisen har haft det.

Jonas: En weekend havde vi inviteret min mor til brunch, og der tog hun sin egen pakke Kærgården med. Den hun altid har spist. En anden gang havde hun bedt mig om at købe en yoghurt for hende, og jeg valgte den økologiske variant. Hun blev helt tavs, da hun så den, og hun har med garanti smidt den ud med det samme, hun kom hjem. Det er lidt skræmmende, men efter, at vi selv er begyndt at forstå økologien og spise økologisk, så har det ændret vores syn på vores forældre. Men vi vil ikke presse noget ned over hovedet på dem. Sådan lever vi bare nu, og økologien fungerer for vores familie inden for de her fire vægge.

Spiser I anderledes efter, at I er begyndt at spise økologisk?

Jonas: Ja, det gør vi. Men sundhed handler om mere en salat for os. Det er også det, at vi har det bedre og har fået mere overskud. Der er økologien en fin rettesnor at have, når vi ved, at der er bedre dyrevelfærd og ingen sprøjtegift. Men vi får flere grøntsager end tidligere og mindre færdiglavet mad. For eksempel købte vi ofte en pose risret fra frysedisken, men den kan man ikke få økologisk, så i dag koger vi brune, økologiske ris og blander dem med økologiske ærter, majs og rød peber.

Mindre kød på tallerkenen

Helle: Vi spiser mindre kød, fordi vi er blevet mere bevidste om forholdende for dyrene, og derfor vil vi hellere bruge penge på økologisk kød eller fritgående. Tit koster 300 gram økologisk kød det samme som 500 gram ikke-økologisk, og så er der jo kun en bøf på 100 gram til hver. Men det kan sagtens lade sig gøre, også fordi vi bare supplere op med ekstra grønt. Førhen startede vi med kødet, men i dag ser vi først på, hvad vi har af grønt, og så bygger vi retten op omkring det. Vi sidder ikke tilbage bagefter og tænker, at det var da en lille bøf, og hvor blev kødet af, fordi det smager af mere.

Er der noget, som I ikke kan købe økologisk, som I savner?

Helle: Da vi levede 100 procent økologisk i det 14 dage, savnede vi ikke noget. Jo, måske mandler. Det kan vi godt lide at gå og spise lidt af i løbet af dagen, og der er de økologiske mandler bare meget dyre. På samme måde som med kødet. Vi får stadig både mandler og kød, men mængden er lidt mindre.

Jonas: Men alt kan jo fås økologisk – også alle vores krydderier. Jeg synes ikke, at der er noget, vi savner.

Helle: Jo forresten, jeg savnede cola rigtig meget i starten, men så begyndte vi at købe økologiske sodavand i Irma med citron og appelsin. Det smager rigtig godt, og vi nyder det meget mere. Man kan ikke bare sådan kaste det ned, som en cola, fordi smagen er mere intens.

Heller ikke hotdogs fra Q8?

Jonas: Nej, det får vi ikke mere. Men da Alberte havde en veninde hjemme i fredags, ville de have pizza, og det købte vi så udefra. Men i stedet for at vælge pomfritter til, så er jeg bare blevet så vant til at få salat, så jeg købte en salat. Det var sjovt, for jeg havde aldrig kigget på den side af menukortet.

Noget af det sjoveste har været at handle masser af økologisk grøntsager ind. Vi er jo overvægtige begge to, og folk kigger på os og tænker: ”okay, de er nok gået på kur”. Og vi kan så stå den anden vej og tænke: ”ja, den er god med dig. Du står der med ti sprøjtede appelsiner”. - Jonas Vedel

Kina-take away var en dårlig belønning

Helle: Da vi var færdige med at leve 100 procent økologisk i de 14 dage, hvor vi blev testet for sprøjtegift, så spurgte vi Alberte, hvad vi skulle spise. Vi endte med at gå en tur ned til ”Kina-Far”, som vi kalder vores lokale grillbar. De laver virkelig gode forårsruller.

Vi købte stort set alt det, vi plejede, og så tog vi hjem og linede det hele op. Det var vores store belønning. Men vi blev så skuffede. Jeg kan huske, at jeg kiggede på Jonas og sagde, at jeg hellere ville have haft en god økologisk bøf eller spaghetti med kødsauce. Bare noget, der smagte af noget mere. Kina-maden smagte fladt.

Jonas: Ja, og det var ellers det, vi plejede at spise, når vi rigtig skulle hygge os.

Hvad er den sjoveste oplevelse I har haft med økologien?

Jonas: Noget af det sjoveste har helt sikkert været at handle masser af økologisk frugt og grønt ind. Vi er jo overvægtige begge to, og folk kigger på os og tænker: ”Okay, de er nok gået på kur” eller ”Ja, nu er det mandag igen”.

Og vi kunne så stå den anden vej og tænke: ”Ja, den er god med dig. Du står der med ti sprøjtede appelsiner”. I sådanne situationer har vi virkelig tænkt meget over, at den økologiske mad, som vi vælger, er sund og ren, fordi maden ikke er sprøjtet. Jeg kan godt føle mig lidt høj af det.