Filmmand i gummirøjser vil skabe økolandsby

- Jeg kan bedre lide udsigten til en pløjemark end udsigten til havet. Med sådan en pløjemark kan man nemlig virkelig se, at noget er i gang. Noget kommer til at gro, konstaterer Peter Aalbæk Jensen og peger på de mørke plovfurer, der bugter sig som bølgeskvulp ud over marken.

Filmproducenten har skiftet den røde løber, champagneglasset og cigaren ud med arbejdsbukser, fleecetrøje og støvler. Hans 125.000 kvm jord har han købt - jordstykke for jordstykke - de sidste 10 år uden noget egentligt formål.

Hans gård ligger klods op ad. Her har han gået og syslet med at tilegne sig viden og erfaring med at drive økologisk landbrug, slagte grise og etablere gartneri. Arbejdet med jorden og naturen virker som terapi for ham, fortæller han. Men der har ikke været nogen større masterplan med hans bondevirke.

- Sådan har jeg gjort med mange ting i mit liv – ikke tænkt for meget over det. Ladet mig styre af en eller anden intuition. Men pludselig begyndte planen at forme sig, siger han.

Selvforsynende økolandsby med egen møntfod

I 2020 begynder Aalbæk etableringen af 50-60 huse bygget i ler og halm, der skal udgøre den selvforsynende økolandsby Hegnetslund. I landsbyens forsamlingshus vil der blive serveret mad til byens familier alle ugens hverdage med produkter fra det omkringliggende økolandbrug. Og de beboere, der lyster, kan arbejde for landsbyen.

- Jeg har boet i kollektiv næsten hele mit liv og ved, at tvang skaber ulyst. Alt skal være baseret på frivillighed. Og hvis man hellere vil gøre karriere uden for landsbyen, betaler man bare for de produkter, man køber, fortæller han.

Landsbyen får sin egen møntfod Smuf som dem, der arbejder for landsbyen, vil blive lønnet med og kan bruge til at bytte sig til varer. Om filmproducentens ansigt skal være på mønterne vil han ikke afvise.

- Det ville da være rimeligt, konstaterer han med sit karakteristiske smil.

Mæt af film

Peter Aalbæk er kendt som den farverige provokatør, der har poseret nøgen foran Zentropas swimmingpool. Han har pisset folk af og langet nådesløst ud efter stærke drenge som Dansk Filminstitut og filmmagasinet Ekko og på den måde igen og igen sat gang i mediemøllens tandhjul.

Hans kompromisløse energi har bragt både ham og hjertebarnet Zentropa langt. Han startede filmselskabet sammen med instruktøren Lars von Trier i 1992 og satte hurtigt dansk film på verdenskortet med dogmefilm og ”Breaking the Waves”. Og i 2011 høstede selskabet sin første Oscar med Susanne Biers ”Hævnen”.

Da Peter Aalbæk fyldte 60 år den 8. april 2016 erklærede han, at han var ”mæt af dage” og derfor trådte ned fra direktørposten i Zentropa og fortsatte som menig medarbejder på deltid. Resten af tiden tilbringer han på sit landbrug.

- Når man fylder 60, kan man jo spørge sig selv, hvad man så skal bruge de næste – statistisk set – 24 år til. Jeg kunne som mine jævnaldrende venner tage til Mauritius for tredje gang. Eller jeg kunne lave mit bud på en fremtid, siger han og fortsætter:

- Jeg har foretaget noget af en rejse med dansk film. Jeg har ikke gjort det alene, men jeg har kørt nogle trillebøre med beton til det fundament. Nu er dansk film en aktør på verdensplan. At være et tandhjul i sådan en proces driver mig. Og det er det samme med min økolandsby: Jeg vil være med til at tænke energi og fødevarer ind i en stor historie omkring landet.

Økolog og købmand

Her skal man ikke tage fejl af den gamle filmproducent, der ved flere lejligheder har omtalt sig selv som ”filmkøbmand”. Der ligger hverken romantik eller krystalhealing gemt i visionerne om den kommende økolandsby.

- Jeg vil flytte det ind i en mere liberalistisk tankegang. Hvis Danmark skal overleve som nation, hænger økologiske og gerne biodynamiske fødevarer enormt godt sammen med vores grønne profil på energiområdet. Den branding af landet synes jeg er smart. Vi går rundt ovenpå et 60-80 centimeter lag døde mennesker, dyr og planter. Det er det, der giver liv til nye mennesker, dyr og planter. Det lag skal vi have til at revitalisere sig selv. I stedet har vi virkelig pint og plaget det de sidste årtier. Men faktisk er vi i stand til at producere nogle rene fødevarer og er i front på det her område. Så set med købmandens øjne er det det smarteste sted at satse, siger han.

Peter Aalbæk er med andre ord interesseret i naturen i det omfang, den kan bruges til noget. Og det kan den i høj grad inden for økologi, mener han.

For børnenes skyld

Med økoprojektet i baghaven er der altså ikke udsigt til, at Peter Aalbæk vil pensionere sig selv lige foreløbig. Pensionen er knokkelmandens venteværelse, mener han. Og han ser med afsky på sine jævnaldrende, der går til yoga og rejser flere gange om året frem for at gøre sig nyttige.

- De har ingen tjenester til gode, hvis de for eksempel ikke prioriterer at hente børnebørnene. Så kan de med ret og rimelighed sygne hen i en beskyttet bolig med et månedligt pligtbesøg. Jeg har ikke en skid til overs for det. Jeg er der på pletten, når mine børn har brug for det. Om 20 år er det mig, der har brug for dem. Så jeg sætter tilgodebeviser i banken. Jeg skal ikke blande mig i andres liv. Men det kunne være spændende at lave et alternativ, siger han.

Egen dagsinstitution og skole

Det alternativ vil Peter Aalbæk lave i sin økolandsby. Børnefamilier skal have råd til at bo der. Hjælpen med børnepasningen kan de få af landsbyens ældre. Landsbyen skal desuden have sin egen daginstitution til de mindste og skole til de større.

- Hvorfor ikke have en institution anført af pædagogisk personale, der deltager i arbejdet i landsbyen – for eksempel hjælper med at bage brød til gårdbutikken. Der skal også læses, studeres, ganges og divideres, når man skal drive et landbrug. Det kan skolebørnene hjælpe med, siger han.

Måden at indrette landsbyen er ikke hokuspokus, fastslår Aalbæk. Det er som datidens landsby, hvor generationer levede tæt sammen. På den måde kan de ældres viden om livet, om filosofien, om litteraturen og om kunsten at hyppe kartofler gå videre til næste generation.

Det er det landsbyliv, han drømmer om.