Formanden der sætter naturen først

Klasselokalets vægge virker indelukkede, og lærerens snak udtoner sig i tanker om at komme ud.

Den 11-årige Alf Blume kan ikke koncentrere sig om undervisningen, han vil hellere ud i naturen. Ud til skaden, som han har opfostret, fra den var helt lille, og som nu venter oppe i træet på ham, klar til at flyve ned og sætte sig på hans skulder.

Alf Blume tænker altid på naturen, og derfor har han de seneste syv år været formand for DN Furesø.

Han undersøgte naturen fra første skridt

Da jeg spørger ham, hvornår naturen begyndte at betyde noget for ham, svarer han uden tøven:

- Der var ikke noget bestemt tidspunkt, sådan har det altid været.

Forkærligheden for naturen er gået i arv fra faderen, som var lærer i naturhistorie.

- Min far var virkelig et naturmenneske, og hans øje for naturen, har jeg arvet. Han skulle altid ud at vippe ting og se, hvad der var nedenunder, fortæller han.

Familiearven er gået videre til datteren, der med et smil på læben fortæller, hvordan hendes interesse for naturen kommer fra hendes far.

Født og opvokset hos to frihedskæmpere

Alf Blume er født på Amager, men vokset op i Værløse. Hans forældre blev skilt, da han var fire. Efter skilsmissen boede han primært hos moderen med sin bror.

- Min mor var en engel. Hun var aktiv i modstandsbevægelsen under krigen, og smuglede ting fra Amager, ind til byen. Det var både flyers og maskingeværdele. Hun pakkede en barnevogn med en dukke og tingene, og så gjaldt det bare om at smile sødt til de tyske soldater, siger han.

Faderen var på mange måder en diametral modsætning til moderen, og Alf Blume fortæller, at han godt kunne finde på at give både Alf Blume og sine elever et par på siden af hovedet.

- Tidligere hvis folk spurgte mig, om jeg var i familie med Adzer Blume, så spurgte jeg altid først hvorfor, før jeg fortalte, at jeg var hans søn, griner han.

Alf Blume lod sig dog ikke kue af farens iltre temperament, men brugte i stedet sit sprog til at afværge svære situation - en kompetence der går igen i flere af formandens historier.

- Der var en gang, hvor han var ved at give min bror en øretæve. Der sagde jeg til min far, hvis du gør det, så kommer vi her ikke mere. Min lillebror slap for en øretæve, og det skete aldrig mere. Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet til det, siger han med undren i øjnene.

Efter farens død fandt Alf Blume ud af, at faren havde kæmpet på den rigtige side under 2. verdenskrig som befalingsmand i undergrunden.

- Så helt slem har han ikke været, griner Alf Blume.

Dyr på bestilling blev til cykel og knallert

Alf Blumes kendskab til naturen førte i en alder af 11 år til et arbejde hos en konservator, som leverede konserverede dyr til landets skoler.

- Han gav penge for de dyr, vi kunne indbringe. Det kunne være 2 kroner for et skovfirben og 3 kroner for en stålorm. Han kunne også finde på at lave bestillinger, for eksempel sige at han skulle have nogle meget store snoge, og så gik vi ud og fandt nogle meget store snoge, fortæller Alf Blume.

På den måde fik han sparet op til cykel og knallert, og blev samtidig ekspert på at finde forskellige dyrearter.

Naturfotografi som hobby

Nu indsamler Alf Blume kun naturen med sin kameralinse, og naturfotografi er blevet en passion for ham.

- Jeg vil gerne lave det billede, hvor alle tingene er på plads, det er det, man higer efter. Der er langt mellem de billeder, hvor man siger, det her, det kunne være på forsiden af National Geographic eller i et stort opslag i Natur & Miljø. Jeg fik dog taget et perfekt billede af en isfugl for 10-12 dage siden, siger han stolt.

Billedet var ét af mange af samme fugl, for det kræver tålmodig for at opnå det perfekte billede.

Hans ven Lars Juel Sørensen er så imponeret over sin vens evner, at han helt er stoppet med at tage billeder.

- Efter jeg har mødt Alf, så har jeg knust mit kamera og smidt det ud, for jeg gider ikke tage billeder, når Alf er i nærheden, fordi han tager så knivskarpe billeder. Man ser jo bedre på hans billeder, end man ser med sine egne øjne, siger han.

Naturen skal beskyttes, koste hvad det vil

Alf Blumes passion for naturen har ikke altid været helt smertefri. Hans datter kan fortælle, at mens hun var lille, så var der ikke altid så meget overskud til familien.

- Da min bror var måske fem år gammel, rejste han sig en dag fra middagsbordet, hentede sin taske, og sagde: Nu skal jeg til møde. Det siger lidt om, hvor tit min far tog til møde, griner hun.

Farens passion for naturen er ikke kun gået ud over familien. Alf Blume har kæmpet så meget for naturens velbefindende, at hans bil er blevet smadret - ikke én, men to gange. Simpelthen fordi folk har været så utilfredse med de restriktioner, han har fået indført for at beskytte naturen.

Det stopper ham dog ikke, for som han selv siger;

- Det er jo bare ting. Det laver ikke om på, hvordan jeg handler eller gør eller taler.

Vennen Lars Juel Sørensen kan nikke genkendende til, at naturen kommer i første række.

- Jeg holder meget af ham, men jeg tror, at han holder mere af hunde, end han holder af mennesker. Nogle gange når han er kommet her på gården, så har jeg undret mig over, hvor fanden han bliver af, jeg ser ham komme ind af porten, men jeg ser ham ikke komme ind af døren. Så er det fordi, han har en lang snak med mine to hunde, siger han.

Kærligheden for naturen er også gået ud over Alf Blumes egen krop, han har nemlig paraglidet tusindvis af gange. De mange flyveture har resulteret i brækkede arme, ben og ryg.

Ulykkerne holdt ham dog ikke tilbage fra at gøre det, der bragte ham tættere på naturen:

- Det er den ultimative naturoplevelse. Man er et med naturen, der er ikke nogen motor, vinden suser, og man flyver sammen med fuglene. Flyver du lavt, så kan du høre musene pive i græsset nedenunder, så får man fornemmelsen af at være en tårnfalk. Du er fuldstændig hengivet til naturkræfterne.

Kroppen er efter sidste styrt blevet så ødelagt, at flyveturene nu foregår i flyvemaskiner.

Lobbyist for naturen

I Furesø Kommune kan alle komme med på cykeltur til kommunes nedlagte flyvestation. Alf Blume er turguide, og han elsker sine rundvisninger.

- Nogle gange kommer der 40, andre gange kommer der to. Jeg er ligeglad, for jeg nyder turen hver gang, fortæller han.

Lokalpolitikerne deltager også med jævne mellemrum, og det giver Alf Blume mulighed for at fortælle om, hvorfor flyvestationen er så vigtig for både naturen og kulturen.

- I begyndelse var jeg bare frustreret og tænkte, at folk skulle ud og se, hvad det er. Jeg tror, der gik et år, før det gik op for mig, at det jeg laver, det er lobbyarbejde, siger han.

Han har lært at bruge farens iltre temperament på en mere pragmatisk måde, for eksempel ved hans cykelture til Flyvestationen.

Han er en ydmyg formand

Da interviewet er slut beder Alf Blume mig om at tage diktafonen frem igen.

- Det er vigtigt at fortælle, at jeg ikke er alene i det her, vi er jo 15 mand i bestyrelsen, siger han.

Det virker næsten som om, at han skammer sig, fordi vi har brugt de sidste to timer på at tale om ham.

Da vi begiver os tilbage mod bilen, kan jeg pludselig høre mågers skrig på den stille skovsti, og jeg kigger forvirret rundt. Alf Blumes telefon ringer fra hans brystlomme, og selvfølgelig er naturen også en del af hans elektriske udstyr.