Om sommeren, da Dorthe Birkmose var barn, var hun udenfor fra morgen til aften. Enten for at lave husligt arbejde eller for at lege med sine venner. Selv hvis hun var alene, var det vandpytterne, engene og skoven, der trak. Der var jo ikke andet at lave, siger den mangeårige frivillige i Danmarks Naturfredningsforening Odder.

- Men nu er der et hav af valgmuligheder for de stakkels børn. Alle mulige elektroniske spil og iPads, som foregår indenfor. Så må man jo vælge. Og mange vælger indendørsspillene, tror jeg.

Dorthe Birkmose er en af de cirka 250 arrangører på Naturens Dag, som gerne vil lokke børn og unge væk fra indendørsspillene. Derfor har hun og hendes mand planlagt sjove og kreative oplevelser for enhver smag og alder søndag den 10. september til Naturens Dag, så naturen kan vises frem fra dens sjoveste side.

Dorthe er i sit es, når hun formidler natur

Dorthe Birkmose og hendes mand Mogens Gissel Nielsen er så småt ved at begynde forberedelserne til Naturens Dag, som de for fjerde år i træk arrangerer på stranden ved deres sommerhus. I år vil der blandt andet være krabbevæddeløb, kajakroning, vandreture, skydning med bue og pil og meget mere.

Fakta om Naturens Dag

  • Naturens Dag er Danmarks store mærkedag for natur og naturoplevelser.
  • Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer hvert år Naturens Dag for familier den anden søndag i september og for skoler og institutioner i ugen op til.
  • Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
  • I 2017 inviteres til Naturens Dag i hele landet den 10. september med over 250 arrangementer.
  • 154.500 børn holder Naturens Dag i skoler og institutioner fra den 4.-8. september.

Læs mere og find arrangementer tæt på dig på www.naturensdag.dk

Selv når der ikke er Naturens Dag er DN-teltet oppe, for parret bruger deres somre på at lave naturoplevelser for beboere og turister. Det er en klassisk win-win, fortæller hun. For ikke kun får parret lov til at opleve og pleje naturen alt det, de vil, de får også lov til at åbne den op for andre.

- Vi har formidlet natur i så mange år, at jeg næsten ikke kan forestille mig et liv uden det. Når man brænder for noget, er det sjovt at formidle videre, og så må vi jo bare håbe, folk bliver smittet, siger Dorthe Birkmose.

Daginstitution åbner dørene for alle

En anden arrangør på Naturens Dag er Karina Øer, som er leder af børneinstitutionen Dueslaget i Køge. I modsætning til Dorthe Birkmose har hun ingen erfaring med Naturens Dag, og det er først gang, hun laver et arrangement.

Institutionslederen mener, at børn skal skabe interesse for naturen allerede før de kommer i skole, før det hele kommer til at handle om læring og lektier. Og der er forældrene en stor del af det, siger Karina Øer. Derfor byder Duelslaget søndag den 10. september velkommen til både store og små, hvor familierne sammen kan smage på insekter, lave snobrød, bruge forskellige digitale apps til at undersøge naturen, lave rytmik og meget mere.

- Vi prøver virkelig at åbne vores institution op for både børn og voksne. For vi kan ikke gøre børnene interesserede i naturen, uden at have de voksne med på den. Derfor har vi arrangeret et stort hav af oplevelser, så familierne kan komme og blive ligeså begejstrede for naturen, som vi er.

Naturen er sjovere end bonbon-land

Karina Øer tror, naturen i nogens øjne er et område fyldt af mystik, som enten er for kedelig eller for vild og for svær at tilgå. Så Karina Øers mission er at vise dem, at naturen ikke kun skal opleves ved at kigge på noget græs eller stå med en fiskestang i timevis.

- Naturen skal bruges til at lege i, og det er et sted, hvor man får nogle andre sanseindtryk, end man plejer og som man bliver et bedre menneske af, siger Karina Øer.

- Jeg håber, folk til Naturens Dag vil springe ud i det med begge ben, selv i at smage på levende insekter. Og at de bliver så afhængige af det, at familierne næste weekend vælger natur frem for Netflix og bon-bon-land.