OBS. APRILSNAR

I løbet af de sidste tre måneder har flere biologer meldt ind til Danmarks Naturfredningsforening, at der er en unaturlig adfærd hos fugle.

Det står nu klart, at fuglene er blevet afhængige af cigaretter, fordi de spiser de cigaretskodder, som rygere uden omtanke smider i naturen.

Biologer mener, at det er den lange og kolde vinter, der har gjort fuglene så sultne, at de er begyndt at spise cigaretter. De har nemlig svært ved at finde de frugter, bær, frø og insekter, som de normalt spiser. Men de kan nemt finde cigaretskodder.

Bekymrende adfærd

Fuglene samler sig i store flokke omkring især rygeskure ved arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor de er sikre på at finde skodder.

Vær med på Affaldsindsamlingen 2018

  • Søndag den 22. april kan du bidrage til en ren natur i dit lokalområde.
  • Opret eller find en affaldsindsamling på www.affaldsindsamlingen.dk.
  • Del jeres oplevelser med #affaldsindsamlingen

Man har endnu ikke målt indholdet af nikotin i fuglenes blod, men ifølge naturvejleder hos Danmarks Naturfredningsforening Thomas Neumann, er der ingen tvivl om, at fuglene er blevet afhængige af nikotin.

- Det er meget bekymrende. De samler sig i unaturlige store flokke, de skræpper højere end normalt, og de har mistet interessen for kurmageri og for at bygge rede. Hele deres dag går med at finde og spise cigaretskodder, forklarer han.

Thomas Neumann frygter, at det kan få store konsekvenser for bestanden af fugle, hvis de ikke bliver vænnet af med cigaretterne og får lysten til at parre sig tilbage.

Hjælp fuglene

Søndag den 22. april holder Danmarks Naturfredningsforening den årlige affaldsindsamling. En oplagt mulighed for alle danskere til at hjælpe fuglene mod de mange cigaretter, der smides i naturen. I hverdagene op til søndagen kommer op imod 150.000 skolebørn ud i naturen for at samle affald – og ikke mindst cigaretter.

Affaldsindsamlingen giver mulighed for at vænne fuglene af med at spise skodderne, da de i perioden under og efter Affaldsindsamlingen vil have sværere ved at finde cigaretskodder.

- Man kan hjælpe fuglene ved at stille frø frem til dem i haven, så de har et alternativ til ciga-retterne. Fuglene vil dog have abstinenser det første stykke tid. Det er derfor vigtigt at blande frøene sammen med nikotintabletter, indtil abstinenserne aftager, fortæller Thomas Neumann.