Sommer og grill hænger uløseligt sammen. Men kulgrill i haven, røde bøffer på tallerkenen og engangsgrill på stranden er ikke de mest bæredygtige valg.

Heldigvis behøver mere bæredygtige grillvaner ikke være besværlige eller mindre lækre. Vi har derfor samlet fire gode grillråd, som du kan bruge på alle de varme sommerdage.

1. Drop engangsgrillen

Selvom den er nem at have med på tur, så er der desværre ikke særligt meget andet godt at sige om lige netop denne grill.

-En aluminiumsbakke, der sjældent kommer til genanvendelse, er først og fremmest spild af ressourcer. Og desværre ser man ofte, at de efterlades i naturen. I mere sørgelige tilfælde graves de ned på stranden, så andre personer på stranden risikerer at brænde sig, når de går på sandet, siger Sine Beuse Faurby, miljø- og energipolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

2. Undgå kul

Mange forbinder måske kulgrillen med den originale grilloplevelse. Men den gamle klassiker er ikke venlig, når det handler om klimaet.

- Grillkul kan være mange forskellige ting. Og som forbruger er det næsten umuligt at vide, hvilke kul, der er gode, og hvilke, der er dårlige. Selv de trækul, som er mindst klimabelastende, er ikke bedre end gas, når man ser på det store billede, siger Torben Chrintz, der er videnschef ved tænketanken Concito.

Må man grille under afbrændingsforbud?

Du kan tjekke Beredskabsstyrelsens hjemmeside og finde ud af, hvilke regler for åben ild og grill der gælder i din kommune her.

Han fortæller desuden, at fossilt kul afgiver rigtig meget CO2. Det skyldes, at kullene som regel brænder videre længe efter, at du er færdig med at grille.

Desuden kan produktionen af trækul være så primitiv, at der udledes så meget af drivhusgassen, metan, at selve produktionen er mere klimabelastende end det fossile kul.

Derfor er gas- eller el-grillen det mest klimavenlige alternativ. Begge grill bliver som en ekstra bonus hurtigt varme, så du er klar til en hurtig servering. Og når du slukker grillen, så slukker den med et samme og fobruger ikke mere energi.

3. Grill grøntsager

Et rød bøf på 250 gram på grillen er lig med 10 kg CO2, mens en majskolbe kun udleder ca. 100-200 g CO2.

Generelt er grøntsager mere klimavenlige, og der er masser af dem, som egner sig rigtig godt til grillen. Et godt tip kan være at finde inspiration på nettet og prøve sig frem med sine yndlingsgrøntsager.

Også fisk og skaldyr er super lækkert. Men hvis man gerne vil have "rigtigt" kød på grillen, så er kylling klart det mest klimavenlige valg.

Læs mere: Så meget sprøjtegift blev der fundet i sommerens favoritter

4. Smid ordentligt ud

Både under og efter madlavningen er det vigtigt, at du husker at sortere dit affald. Plastikflasker kan blive til nye flasker, dine madrester til biogas og dåseøl til cykelstel.

Hver kommune har forskellige systemer, men sørg for at sætte dig ind i, hvad du kan gøre i din egen husstand.

Læs mere: Nu kan du få pant for juice- og saftflasker