I denne uge er der traditionen tro modeuge i København. Store internationale brands viser deres kreationer frem, og der er rig mulighed for at hente ny og frisk inspiration til din egen garderobe. Men produktionen af tøj er en af de mest belastende for vores miljø og klima.

- Der er en stigende tendens til, at modeindustrien tager miljø og klima alvorligt. I Danmarks Naturfredningsforening håber vi, at industrien konkret vil producere kvalitet frem for kvantitet og satse mere på tidsløse designs, der ikke bliver umoderne og derfor skrottet allerede næste år. Derudover bør industrien gøre det nemmere for forbrugerne af leje tøj, få det repareret osv. samt at vælge tøj, der er produceret under bæredygtige forhold, siger Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

Se vores syv tips til en grønnere tøjstil her:

1. Køb GOTS-certificeret økologisk tøj

Det er ikke kun dine dagligvarer, du med god samvittighed kan købe økologisk. Også tøj kan du købe økologisk, så det har belastet miljøet mindst muligt.

Det er bl.a. det internationale GOTS-certifikat, du skal kigge efter i indlægssedlen. GOTS kræver som standard, at mindst 95 % af fibre i tøjet er økologiske.

GOTS sætter også krav til de kemikalier, som producenten bruger under selve produktionen. De må ikke være giftige, kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller miljøbelastende. Flere specifikke stoffer er forbudte i produktionen.

Men bomuldsproduktion bliver aldrig helt syndefri. Selvom den er økologisk, tager den enormt meget plads, der hvor biodiversiteten i forvejen er blevet ringe. Så i stedet for at købe tre billige bluser, så køb én rigtig lækker økologisk.

2. Køb mindre men bedre

Det bedste, du kan gøre for miljøet, er at købe mindre. I Europa købte vi ifølge ECAP, et forskningsprojekt under EU, i 2015 6,4 millioner ton tøj. Produktionen af det tøj udledte knap 200 millioner ton CO2. 17 gange så meget som alle biler, der samme år kørte rundt i Danmark. Bomuldsproduktionen er helt klart synderen over dem alle og bruger rekordmeget vand samt insekt- og sprøjtegifte, inden det laves til tøjfibre.

Derfor: Køb mindre ’fast fashion’ og forkæl dig selv med lidt dyrere stykker tøj i god kvalitet, som du ved er fremstillet med bevidsthed om miljøet.

Ved at efterspørge og købe bæredygtigt tøj er du med til at lægge pres på dem, der producer og sælger tøjet. Hvilket leder os til næste punkt.

3. Køb genbrug og giv til genbrug

Du behøver ikke være fanatisk om det og fuldstændig skifte stil. Men gør det til en vane at gå i genbrugsbutikkerne først eller online genbrugshandler (Trendsales eller DBA f.eks.), når du mangler noget. Ofte hænger der skjulte skatte af god kvalitet, som du ellers ville give mange gange prisen for. Og husk især butikkerne i de mindre byer – der får det gode lov at hænge længere.

Når du skal af med dit tøj, kan du både gå ned i din lokale genbrugsbutik, hvor overskuddet går til et godt formål. Ellers er der i mange områder containere sat op af for eksempel Røde Kors, hvor tøjet går direkte til mennesker, som har brug for det.

Har du børnetøj, du skal af med, så skriv i lokale Facebookgrupper eller giv eller sælg det videre via eksempelvis Reshopper.

4. Vask mindre

Okay, nu er vi virkelig nede i petitesser, tænker du. Men sandheden er, at vores syntetiske tøj er fyldt med mikroplast, som bliver skyllet ud i miljøet, hver gang vi vasker vores polyesterjakke eller akrylstrømpebukser.

Der bruges også rigtig meget energi på at vaske især ved højere temperaturer, da vaskemaskinen skal varme vandet op. Derfor kan man også øve sig i at vaske på lavere grader. Tænk dig om, og saml så meget tøj som muligt i en vask for at spare miljøet, og i sidste ende vores drikkevand, for plasten.

Tøj bliver også efterhånden slidt af at blive vasket - især billigere produceret tøj har det med at ændre pasform, blive bleget eller bare slidt af flere vaske. Og sker det, så er du måske tilbøjelig til at skille dig af med og købe noget nyt.

Et godt råd er altid at tjekke dit tøj, før du smider det i vasketøjskurven: Lugter det? Er der synlige pletter? Sørg også for at holde orden i dit tøj, så du ikke ender med at lægge det i vasketøjskurven, bare fordi det ligger og flyder på gulvet.

5. Pantordninger og udlån af tøj

Der skyder flere og flere smarte pantordninger og udlejningsordninger for tøj op. Eksempelvis mærket Lakor er begyndt at have en pantordning, så du kan bytte dit gamle tøj og få et gavekort til dit næste køb. Det gamle tøj bliver enten brugt i nye kollektioner eller lavet om til noget helt tredje.

Initiativer som Closay og RentaTrend og mange flere, gør det med et medlemskab eller abonnement muligt at have adgang til en masse tøj, som du kan låne, når du mangler det. På den måde behøver du ikke bruge penge på at gå i byen for at købe en kjole, du måske kun tager på én gang.

6. Reparer i stedet for at købe nyt

Du behøver ikke smide et par bukser ud, bare fordi bæltestroppen er gået eller lynlåsen er defekt. Enten kan du selv anskaffe dig sysæt og sy tingene fast i hånden, eller også kan du finde en skrædder eller skomager nær dig.

Du kan også finde råd og vejledning til, hvordan du reparerer dit tøj hos forskellige brands. Se for eksempel Fjällrävens guide her.

7. Ryd op i dit klædeskab

Et simpelt råd, men har vi ikke alle prøvet at genfinde et stykke tøj bagest i skabet, som vi ikke har brugt i årevis men pludselig ser potentialet i? Et rodet klædeskab er guf for den del af os selv, der leder efter undskyldninger for at shoppe. Så giv skabet en ordentlig tur, så du ved, hvad du rent faktisk mangler og ikke mangler.

Object reference not set to an instance of an object.

Læs mere om bæredygtighed