To ud af tre kommuner har frivilligt forpligtet sig på at gå forrest for at mindske CO2-udledningen. Og siden Danmarks Naturfredningsforening søsatte projektet for mere end ti år siden, har klimakommunerne sparet over 355.387 ton CO2.

Det svarer til langt mere end besparelsen på de årlige to procent, som klimakommunerne med aftalen har forpligtet sig til.

-Vi er enormt glade for, at klimakommunerne virkelig tager aftalen alvorligt og rent faktisk handler konkret for at mindske kommunens CO2 udledninger. Klimabevidsthed er ikke bare en sur pligt. Det er også noget, som giver mening økonomisk og tiltaler borgerne i kommunerne, siger Jens la Cour, der er ansvarlig for projektet i Danmarks Naturfredningsforening.

Se om din kommune er Klimakommune på Danmarkskortet

Frederikssund Kommune er den seneste Klimakommune Plus

Konceptet har været så stor en succes, at det i 2016 blev udvidet med en Plus-ordning. Sådan, at kommuner, der skruer ekstra op for klimaindsatsen, kan få en ekstra anerkendelse.

Det blev Frederikssund Kommune i februar den syvende til at skrive under på.

Det gælder for eksempel ting som indkøb, økologi, klimatilpasning eller ansvarlige grønne investeringer. Der findes seks forskellige fastlagte initiativer, hvor Plus-kommunerne mindst skal udføre to.

Læs mere om KlimakommunePlus

”Hjælper os til at holde snuden i sporet”

Sidste år skrev Albertslund Kommuner under på at blive Plus-kommune.

- En af de vigtigste politiske dagsordener er omstillingen til bæredygtige byer. Klimakommune Plus er med til at sikre, at vi holder snuden i sporet, og det kan hjælpe os med at fastholde det høje ambitionsniveau, sagde Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, dengang. (Læs hele artiklen her)

Kommunen har blandt andet haft fokus på økologi. I 2016 var 80 procent af maden fra Albertslund Kommunens køkkener økologisk. Kommunen har også anlagt våde enge, hvilket hjælper til at absorbere CO2, så det aldrig kommer ud og forurener.

Hvad er en Klimakommune?

  • En Klimakommune er en kommune, der har skrevet under på en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at reducere kommunens CO2-udledning med minimum to procent hvert år og minimum i fem år. Aftalen gælder for kommunen som virksomhed.

    Der er ingen grænser for, hvilke initiativer kommunen kan igangsætte for at nå sit mål.
  • Det kan være alt lige fra energibesparelser i kommunens egne bygninger til større vedvarende energiprojekter. En klimakommune starter som udgangspunkt med at reducere CO2-udslippet fra egne bygninger, drift og indkøb osv.

72 ud af 98 kommuner er klimakommuner, og syv kommuner har udvidet til at være KlimakommunePlus, hvor de oveni den årlige co2-besparelse på to procent skal gennemføre en række initiativer.

alt
Jens la Cour
Chefrådgiver, EU miljøpolitik og interessevaretagelse
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 45