Hvor skal uroen hænge?

Uroen kan være dekorativ både indenfor og udenfor, men vælger du at lave en uro, der skal hænge ude, er det vigtigt at vælge materialer, der kan tåle al slags vejr. Udtrykket kan varieres i det uendelige alt efter valg af grene, pynt og farve på snore.

Valg af grene til uroen

Alle typer af grene kan bruges til uroen, men de skal ikke være alt for tunge. Du kan vælge at bruge grene i samme sort eller lægge dem i sæbevand natten over, så barken kan tages af. Hvis du gerne vil fjerne barken, er det bedst at gå efter de tørre grene, så er det nemmere at få barken af. Hvis du vil male grenene, er det også bedst at fjerne barken først, så der er en nogenlunde glat overflade at male på.

Valg af pynt til uroen

Pynten kan ligeledes varieres. Skal den hænge udenfor er det bedst at gå efter naturlige materialer, som hulsten, muslingeskaller, sneglehuse eller lignende. Hvis den hænger indenfor, kan man også vælge at hænge større pynt på de nederste grene.

Størrelse på uroen

I videoen kan du se, hvordan du fremstiller den store uro. Men da den store uro er bygget op af to mindre uroer, kan man nemt lave en mindre version, ved kun at lave en ene halvdel af uroen og undlade den øverste, store gren.

Målene på grenene er blot vejledende, og man kan vælge at lave dem kortere eller længere. Det er dog vigtigt at bevare proportionerne nogenlunde, så grenene ikke støder ind i hinanden, når uroen drejer.

Få uroen til at hænge pænt

Det sværeste ved at lave uroen, er at skabe balance, så uroen hænger nogenlunde harmonisk og kan bevæge sig uden at nogen dele støder sammen.

Da grene er forskellige i vægt og udformning, er man nødt til at prøve sig frem for at skabe ligevægt i uroen. Det betyder også, at det så er svært på forhånd at definere præcist hvor snorene skal fastgøres. Derfor er det bedst at binde snorene løst på, når man laver uroen, så de kan flyttes på undervejs. Når uroen er færdigsamlet, kan du så nørkle med at få skabt balance.

Sådan gør du

Du bygger uroen op nedefra.

Den nederste del af uroen

Start med at binde pynt på de grene, der skal hænge nederst i uroen. Klip otte snore (8-12 cm) og bind knude på, så de nederste filtkugler ikke kan glide af. Hvis uroen skal hænge indenfor og et sted, hvor der ikke er små pilfingre, er det ikke nødvendigt at binde de øvrige filtkugler fast.

Tråd nålen, træk to filtkugler på, træk den ene ned til knuden og den anden så den er ca. midt på snoren. Gentag med de sidste syv snore. Bind snorene i hver ende af de fire grene, der skal hænge nederst i uroen.

Den mellemste del af uroen

Klip fire snore, to snore på ca. 15 cm og to på ca. 20 cm. Tråd nålen, træk to filtkugler på hver snor og fordel dem jævnt på snoren. Gentag med de sidste tre snore. Bind snorene på enderne af de næstnederste grene, så der er en snor på 15 cm og 20 cm på hver gren. Bind enderne af hver snor fast på midten af de nederste grene. Hvis det er svært at binde knude, kan du rykke filtkuglerne, så du har lidt mere snor. Fordel derefter filtkuglerne igen.

Nu har du lavet to små uroer.

Den øverste del af uroen

Tag nu din største gren, som skal hænge øverst. Klip to snore, en på ca. 12 cm og en på ca. 15 cm. Tråd nålen, træk to filtkugler på hver snor og fordel dem jævnt. Gentag med den anden snor. Bind snorene i hver ende af grenen. Bind den anden ende af snoren på midten af hver af de små uroer.

Skab balance i uroen

Nu har du lavet din uro, men nu skal du nørkle lidt med at skabe ro i din uro. Bind en snor løst på den øverste gren og hæng den på en krog, et dørhåndtag eller lignende, så du har mulighed for at justere snorene.

Grenene skal hænge lige. Måske skal snorene flyttes lidt, måske skal de gøres lidt kortere eller måske skal der skæres lidt af grenene.

Tag ind imellem uroen ned, og hold den i strakt arm, så du også kan sikre dig, at grenene kan dreje rundt uden at de støder ind i hinanden. Når du til sidst er helt tilfreds, skal du stramme knuderne, og måske putte lidt lim under snorene, så de ikke glider efterfølgende.

Det skal du bruge

  • 7 grene til stor uro eller 3 grene til lille uro
    • Stor uro: en gren på ca. 35 cm, to grene på ca. 20 cm, fire grene på ml. 10 og 15 cm.
    • Lille uro: en gren på ca. 20 cm, to grene på ml. 10 og 15 cm.
  • Snor, fx broderigarn
  • Ting til at hænge på uroen. Beregn 12 ting til den lille uro eller 28 ting til den store, så har du to ting pr. snor
    • Naturpynt, fx: muslingeskaller, små hulsten, sneglehuse.
    • Andet: perler, filtkugler.
  • Stor nål (hvis du bruger perler eller filtkugler)
  • Trælim
  • Knibtang
  • Saks