Wush wush. Wush wush.

Ørerne opfanger den knitrende, glidende lyd med velbehag, før hjernen kan bestemme kilden. Bagefter kommer duften. Af nyslået græs og fugtig jord.

Og når kroppen næsten ikke kan rammes af flere idylliske sanseindtryk, så fanger de synet af en eng så vild, at man skulle tro, at alle Danmarks arter er repræsenteret her. På engen står omkring 50 mennesker med hver sin le, der af lyst og ikke af nød, høster de høje græsstrå.

Vi er til le-festival i Bidstrup Skovene uden for Lejre. Omkring 100 mennesker på tværs af aldre er dukket op til en lørdag, hvor le-workshop for begyndere, le-konkurrence- og show og krible-krableture for børnene er på programmet.

Begyndere skal have le-introduktion

Nogle har slået med le i mange år og har meldt sig som instruktører. Andre skal prøve det for første gang, for eksempel familierne, som bliver forsynet med leer i børnestørrelse.

Først en hurtig introduktion til, hvordan man holder på leen, og hvilken vej den skal vendes, når man går.

- Jeg vil samle de af jer, som ikke har prøvet det før, og som skal instrueres i det. Og de, som har slået med le i mange år, men aldrig har modtaget instruktion, de skal også være med i min gruppe, råber Nick Leyssac, der er biolog og arrangør af le-festivalen i Danmarks Naturfredningsforening til publikum for at forsikre dem om, at leen ikke er et legetøj.

Deltagerne fordeler sig, og begynderne går uden le i hænderne til hurtig intro med Nick. Andre finder, under kyndig vejledning, en passende størrelse le i et langt stativ, hvor leerne hænger som guirlander. De garvede går i gang med at slibe deres hjemmebragte leer.

Leslåning handler om at finde rytmen

På engen er Heidi Strehmel og Carsten Guzek i fuld gang. De arbejder sig ind fra hver sit hjørne af en firkant, som på forhånd er markeret af arrangørerne med små stisystemer. Ingen af dem har prøvet det før, men de har lige har købt en stor grund og gerne vil lære at slå med le, fordi det er bedre for biodiversiteten end maskinen.

De fokuserer på deres kropsholdning, for det er mindst lige så vigtigt som selve svinget.

- Man skal vende hofterne, når man slår og helst ikke dreje på skuldrene. Og når man har slået det græs, der er lige foran en, så tager man et museskridt frem uden at stoppe. Man skal holde koncentrationen, men når man først er inde i rytmen, føles det fantastisk, siger Heidi Strehmel.

Rytme er et ord, der går igen på engen. Og når man står midt i det, lyder festivalen faktisk som et orkester. Leslåning og slibning af bladene er strygerne, mens den hårdhændede behandling i værkstedet, hvor bladet skal fæstnes på skaftet, er slagtøjet.

Flere og flere opdager leens beroligende effekt

Leslåning handler om at slå græs, men for Ida Holm, der jævnligt bruger sin le, handler det også om afslapning. Om at koble hjernen af, mens kroppen er på et arbejde, der ikke involverer et tastatur og en skærm.

- Jeg slår med le ude på en æbleplantage, og når jeg går derude, er det ligesom at være på rekreation. Jeg kommer ind i en helt særlig rolig tilstand.

Ida Holm har været på le-festival før og synes, hun kan se flere familier og børn end sidste år. Danmarks Naturfredningsforening har holdt le-festival i flere år, og foreningen oplever generelt større og større interesse for at høste med le. Salget af leer stiger, og alene i år er der blevet afviklet mere end 50 høslætarrangementer i forskellige regi over hele Danmark.

- Det er dejligt, at folk virker til at kunne se den virkning, leslåning har. Mange nævner også den hyggelige lyd. Og jo flere til at slå med le, jo bedre, for sådan en festival her handler jo om at bruge leen til at lære andre mennesker at kende og være social.

Lefestival er et socialt fællesskab

Børnene tager også grundig fat om leerne. Selvom det kræver tålmodighed at finde rytmen, synes syvårige Karen, at det går meget godt:

- Det er sjovt at slå med le, fordi man hurtigt kan se forskel på græsset. Men man slår også tit ned i jorden og sidder fast, og det er lidt irriterende. Og min storebror er kommet meget længere end mig.

For Nick Leyssac i Danmarks Naturfredningsforening er der god grund til at forsyne familien med leer og sætte græsslåmaskinen i garagen:

- Leen er god for mangfoldigheden på engen på flere måder. Dels kan vi skåne nok blomstrende planter til at de sjældne sommerfugle har blomster nok at leve på, dels giver høslæt plads til de små dyr og planter, der ellers bliver skygget væk. Men derudover er der enormt meget fællesskab i det at slå med le. Man kan melde sig ind i høsletlaugene og lære af folk, som er passionerede omkring leen og gerne vil dele ud af gode oplevelser.

Om aftenen når leerne hænges tilbage i stativet, byder festivalen på grillet kronvildt og hygge ved bålet. Og dem, der ikke havde en le endnu, er nu på markedet for at købe en.

- Jeg tror, at den, jeg bruger derhjemme, er alt for lille, så nu skal vi nok ud og have nogle lidt bedre! siger Heidi Strehmel.