Danskernes sundhed bliver dårligere.

Over halvdelen af befolkningen er enten moderat eller svært overvægtige, og i alt opfylder 28,8 procent af den voksne befolkning ikke WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet, som er halvanden time om ugen.

Det er kun nogle af overskrifterne på en ny rapport om folkesundhed, som Sundhedsstyrelsen og regionerne netop har udgivet. Omkring 183.000 borgere har svaret på spørgeskemaet.

Men til gengæld siger hele 71 procent af svarpersonerne, at de gerne vil være mere fysisk aktive. Og det er der heldigvis råd for - uden at man behøver at købe hundedyre fitnessmedlemskaber.

Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, SDU står bag undersøgelsen. Den er gennemført på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL og Sundheds- og Ældreministeriet.

Undersøgelsen er gennemført i 2017, hvor i alt 183.372 borgere har besvaret spørgeskemaet. Den er den største af sin art og følger op på to tidligere undersøgelser fra 2010 og 2013.

Svaret er naturen

At bruge naturen som fitnesscenter er godt for både hjernen og kroppen, viser forskning. Og sidste år viste en undersøgelse af Friluftsrådet, at 84 procent af danskerne mener, at friluftslivet i høj grad påvirker deres psyke og humør, og lige så mange oplever samme store positive effekt på deres fysiske form og helbred.

Godt – men hvordan kommer man så i gang?

Der er enormt mange måder at bruge naturen på, som samtidig giver guf til musklerne og træner pulsen.

Friske løbeture i det fri

Løb i naturen er både sjovere og hårdere end løb på løbebånd. Er du ikke vant til løb, så gør dig selv den tjeneste at start med en uforpligtende tur i naturen. Intet pulsur eller forventninger til dig selv, og giv dig selv lov til at tage pauser og nyde udsigten og bruge sanserne.

På den måde er løbeturen ikke en sur pligt, men et oplevelsesrigt sanseeventyr. Her et par fifs til at komme i gang:

  • Overvej at kombinere løb og powerwalk.
  • Intervaltræning op og ned ad bakker er godt til at styrketræne kroppen.
  • Kuperet terræn gør en stor forskel, fordi du helt automatisk kommer til at variere dit tempo, så du undgår et monotont løb.
  • Invester i ordentlige løbesko og brug en vindtæt jakke, hvis det blæser. Brug gerne lag på lag løbetøj, så du kan tage noget af, hvis det bliver for varmt.

Havsvømning

Svømning er noget af det bedste, du kan gøre for kroppen og træner din smidighed, koordination, muskler og puls på én gang. Og svømning behøver ikke lugte af klor eller lyde af skrigende børn. Svømning kan nemlig sagtens foregå på din lokale strand. At svømme i havet er fantastisk, fordi vandet er klart, og du virkelig kommer i kontakt med naturen. Sådan kommer du i gang:

  • Alliér dig med en svømmemakker, som du har tillid til kan bjerge dig i land eller hente hjælp, hvis der skulle ske noget uheldigt under svømmeturen. Find fx en makker i Facebook-gruppen Svømmemakker i det fri.
  • Vælg en vindstille dag med fladt vand.
  • Begynd med at svømme på lavt vand, hvor du kan bunde, og svøm altid langs med kysten.
  • Svøm gerne mellem bøjer, eller hvor der er livreddere.
  • Meld dig evt. ind i en havsvømmeklub. Find foreninger igennem Danish Open Water Association, dowsa.org.
Foto: Camilla Hylleberg

Mærk musklerne i kajak

Selv i storbyen åbner naturen sig op, når verden opleves fra en havkajak. Dyrene kommer helt tæt på med en sport, der både byder på action i bølger og rolige padleture med god tid til hyggesnak.

Lige med det første kan du nok ikke mærke det på vægt eller muskler, men til gengæld kan du nyde naturen på en helt anderledes måde og ikke mindst træne balancen. Når de rigtig bliver trænet kan du padle hurtigt og virkelig komme ud og svede! Hvis du melder dig ind i en kajakklub sørger de typisk for en kajak til dig. Sådan kommer du i gang:

  • Sikkerheden til havs er vigtig, når man sejler havkajak. Derfor anbefales det at tage et kursus i havkajak, hvor du blandt andet lærer søfartsregler og at redde dig selv eller andre i nødsituationer.
  • Kajakklubber og skoler over hele landet tilbyder kurser og introduktionsture. Begynderkurset hedder EPP2.
  • På Dansk Kano og Kajak Forbunds hjemmeside www.kano-kajak.org kan du finde klubber og skoler.
Foto: Camilla Hylleberg