Når det ringer ud på Lynge Skole, og børnene har fri fra regning og stavning, så byder deres SFO i denne uge velkommen med nogle helt andre aktiviteter, end de er vant til.

SFO'en Hobitten venter nemlig med dyre-orienteringsløb, bål og træværksted fra mandag til torsdag, fordi de sammen med mange hundrede andre institutioner fejrer Naturens Dag. Børnene har også været på fisketure og svampejagt.

Og når DMI lover regnmængder, der kan sammenlignes med Amazonas i regntid, så skal det da ikke være nogen forhindring for at komme udenfor, siger Mohammad, der går i 2.b.

- Det er sjovt at være ude i regnvejr, for når græsset er vådt, så er der rigtig mange dyr, der gemmer sig dernede. Jeg fandt både græshopper, snegle og regnorme i går, siger Mohammad.

Naturens Dag giver luft til hjernen

De voksne i Hobitten har dog taget vejrudsigten idag som en opfordring til at finde på en plan B. Så i stedet for at lave ‘insektstøvsugning’ udenfor, har børnene fået valget mellem at lave bål og snitte træ på den overdækkede bålplads udenfor, være i træværkstedet eller lave insektbygninger i ler.

Fakta om Naturens Dag

  • Naturens Dag er Danmarks store mærkedag for natur og naturoplevelser.
  • Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer hvert år Naturens Dag for familier den anden søndag i september og for skoler og institutioner i ugen op til.
  • Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
  • I 2017 inviteres til Naturens Dag i hele landet den 10. september med over 250 arrangementer.
  • 154.500 børn holder Naturens Dag i skoler og institutioner fra den 4.-8. september.

Læs mere og find arrangementer tæt på dig på www.naturensdag.dk

- Man skal tænke på, at i modsætning til da jeg var barn, så får børnene ikke regntøj på mere. Så nu holder vi dem nogenlunde tørre i dag, ellers er jeg bange for, de aldrig har lyst til at gå uden for døren igen herovre, siger Jette Kondrup, der er pædagog i Hobitten og minder sig selv om at skrive en kærlig opfordring ud til forældrene.

Christina Ravn Nielsen er pædagogstuderende og i praktik i Hobitten. Det er hende, der har stået for at arrangere ‘Naturens Uge’ og som har lavet plakater og inspirationshæfter til forældrene og andre interesserede.

Hun er også spejder, og udover at være glad for naturen og engageret i at lave sjove udendørslege med børnene, mener hun, at børnene generelt har brug for mere natur.

- Børnene sidder inde hele dagen, og deres hoveder er ret godt fyldt op, når de kommer ud. Så jeg ser Naturens Dag som en mulighed for at skabe noget adspredelse for børnene og nogle aktiviteter, som de ikke er vant til. Vi har midlerne, vi mangler bare mere tid og motivation til at arrangere det.

Naturens Uge er tilløb til Naturens Dag

Naturens Dag har i år temaet ‘Mangfoldighed i naturen’ og foregår på søndag den 10.september. Men skoler og institutioner holder i denne uge Naturens Dag hver dag. De har tilmeldt sig den officielle mærkedag, som Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening igen i år er sammen om at markere.

Der er knap 155.000 tilmeldte børn, som har fået forskelligt materiale om mangfoldighed og et svampe-kit med de fornødne ingredienser til at vokse svampe med.

For Mohammad i 2.b har det sjoveste ved ugen indtil videre været at gå på svampejagt.

- Fordi vi gik rigtig langt, og det var sjovt at gå og kigge. Vi fandt i hvert fald én kæmpestor en. Jeg tror, det var Astrid, der fandt den.

Gør ligesom børnene i Lynge og kom ud i naturen, lige meget hvordan vejret ser ud. På søndag er der over 250 arrangementer at vælge imellem, og vi lover, arrangørerne har kreative ting i ærmerne, hvis det skulle regne.

Læs om sjove arrangementer i de store byer.