Det er Fødevarestyrelsen og VistDenmark, der står bag app'en Økologiske Spisesteder. App'en indeholder restauranter, cafeer og hoteller med Det Økologiske Spisemærke, som angiver, hvor stor en andel af varerne, der er økologiske.

Men app'en er ikke kun til for de danske forbrugere. Den skal også hjælpe turister til at finde økologiske måltider. En undersøgelse fra VisitDenmark viser, at en stor del af turisterne kommer til Danmark for at få gode madoplevelser. Derfor vil man nu hjælpe dem med at finde den økologiske af slagsen.

Men hvordan fungerer app'en så? Vi har testet app'en for tre kriterier: brugervenlighed, design og sammenhæng med andre apps.

Brugervenlighed

Generelt er appen enkel i sin form, og den er let at gå til. Når du skal finde et økologisk spisested, finder app'en din lokalitet, så du kun får vist spisesteder, der er i nærheden af dig.

Derudover har appen en gemmefunktion, så du kan lave din egen liste over økologiske spisesteder, som du gerne vil besøge. En stor fordel ved appen er, at den viser spisestedets åbningstider, så du er fri for at google dig frem til informationerne.

Desværre kan man ikke se, om de økologiske spisesteder har et guld, sølv eller bronze spisemærke. Du får derfor ikke at vide, hvor stor en procentdel af spisestedets varer, der er økologiske.

Design

Appen har et enkelt design, hvor de gennemgående farver er hvid og bronze. Dog er forsiden lidt rodet, og elementer virker sammenpresset.

Sammenhæng med andre apps

En vigtig funktion for appen er dens samarbejde med kortet i din telefon. Inde i appen kan du med ét tryk bede den om at vise vej til det valgte spisested og åbne kortet, så du er fri for manuelt at indtaste adressen i en gps.

Du kan desuden dele et spisested på facebook, twitter, via email eller sms. Det kan dog kræve noget opsætning, før appen vil samarbejde med dine sociale medier.

Læs mere om økologi

App'en Økologiske Spisesteder er gratis og kan downloades i din telefons App Store ved at søge på navnet.