Over halvdelen af Danmarks areal sprøjtes næsten tre gange hvert år med gift lavet til at slå planter, svampe eller insekter ihjel. Men det skal være slut, hvis det står til et flertal af danskerne.

63 procent af danskerne mener, at sprøjtegifte bør forbydes i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup.

- Naturen er presset, og det er trange tider for det rene vand. Der er brug for en kursændring. Vi har ikke brug for mere kemi, vi har brug for mindre, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hun er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, der arbejder for Et Sprøjtefrit Danmark.

Økologi mod sprøjtegift

Sprøjtegift har fyldt meget i medierne i efteråret. Der blev fundet sprøjtegifte i drikkevandet, og Danmarks Naturfredningsforening og Coops Øktober-kampagne satte fokus på økologi som det sprøjtefrie alternativ til konventionelle fødevarer. Og det afspejler sig i danskernes holdning.

Mere end syv ud af ti danskere er bekymrede over, at der findes rester af sprøjtegifte i visse madvarer, drikkevandet og naturen. Det viser undersøgelsen fra Kantar Gallup.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at økologien er et godt sted at sætte ind i kampen mod sprøjtegifte.

- Økologien har vist sig at være bæredygtig i ordets egentlige betydning. Den økologiske landmand klarer sig ofte bedre økonomisk end sin konventionelle kollega. Der er mere natur på og omkring de økologiske marker, og samtidig slipper vores drikkevand og fødevarer for sprøjtegiftrester, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

1.000 landmænd vælger økologien

Heldigvis har landbruget og politikerne set potentialet i økologien. Næsten 1.000 landmænd har i år søgt om støtte til at omlægge til økologi eller udvide deres økologiske areal. Det svarer til, at Danmarks økologiske areal kan vokse med op mod 19 procent.

Regeringen og Dansk Folkeparti har fremrykket ekstra midler, så alle landmænd, der opfylder betingelserne, kan få støtte til omlægningen.

Find undersøgelsen Danskernes holdning til sprøjtegift (pdf)

Hvad mener vi med Et Sprøjtefrit Danmark?

Meget enkelt: Et Danmark, hvor vi ikke bruger syntetisk sprøjtegift.

Et Sprøjtefrit Danmark er en del af vores arbejde med grundvand, natur og biodiversitet.

Selv om de godkendte sprøjtegifte ikke er akut giftige for mennesker i de doser, de bliver brugt i, så fjerner det livsgrundlaget for en masse af naturens dyr og planter.

Når der er færre planter og også færre forskellige af slagsen på markerne, så er der færre insekter og dermed færre fugle.

Desuden risikerer rester af sprøjtegift at ende i grundvand, drikkevand og fødevarer.