Mandag 14. oktober mødtes EU’s fiskeriministre for at forhandle næste års fiskekvoter for Østersøen. Mødet blev kort. Natten til tirsdag fik fiskeriminister Mogens Jensen – mod eksperternes råd og mod EU’s anbefaling – gennemtrumfet nye fiskekvoter, der sætter fiskebestandene under yderligere pres.

Havet ligger ubeskyttet

- Livet i havet er under et ekstremt pres, og netop havnaturen har den måske aller ringeste naturbeskyttelse. Det er en kendt sag, at fiskebestandene er i tilbagegang og kræver akut beskyttelse. Derfor er jeg meget skuffet og dybt bekymret over, at regeringen ikke har valgt ikke at lytte til eksperternes advarsler, men tværtimod fået forhandlet større kvoter end vi ved, bestandene kan holde til, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Klare advarsler fra eksperter

Den biologiske rådgivning (ICES) har advaret EU landene om, at flere fiskebestande har det så dårligt, at de risikerer at kollapse, hvis ikke fiskeriet reduceres markant eller ligefrem indstilles helt. EU Kommissionen har derfor anbefalet stærkt reducerede kvoter for flere bestande og nul kvoter for sild i Bælthavet, der blandt andet omkranser Samsø, Fyn og Lolland-Falster, og Øresund og Østersøen vest for Bornholm og torsken i den østlige del af Østersøen ved Bornholm og helt op mod den Finske og Botniske bugt. Ikke desto mindre besluttede fiskeriministrene at hæve kvoterne for flere bestande ud over den biologiske rådgivning og EU’s forslag.

Brud på folkelig kontrakt

- Jeg er meget trist over at regeringen ikke valgte at stille sig på naturens side og kæmpe for at havets fiskebestande og økosystemer kunne få mulighed for at genopbygge sig efter mange års overfiskeri. Det er livet i havet der er på spil, og hvis der også skal være fisk i havet til de generationer der kommer efter os, skal vi handle ansvarligt nu. Det har regeringen ikke gjort. Nu vil vi i Danmarks Naturfredningsforening skærpe indsatsen for få beskyttet havet med hele dets fantastiske mylder af liv, lyder det fra Maria Reumert Gjerding.

Hun foreslår blandt andet et konkret og bindende politisk mål om, at havets natur med dens mangfoldighed af arter skal genoprettes. Det skal ske ved at udpege områder med fuldstændig beskyttet og urørt hav, altså store, sammenhængende havområder, hvor beskyttelsen af naturen har førsteprioritet. Det vil også gavne fiskeriet udenfor de beskyttede områder.

Fare for kollaps

Bestandene er er så pressede, at EU og ICES har foreslået, at reducere kvoten for torsk med hele 68 procent. Det endte med en reduktion på 60 procent. For at silden ikke længere overfiskes lød anbefalingen på en reduktion på 71 procent. Den endte på 65 procent.

I dag er 5 ud af de ti kvoterende bestande udsat for overfiskeri. EU-landenes fiskeriministre og den danske minister besluttende at fortsætte overfiskeri på blandt andet den vestlige sild, de to lakse bestande i Østersøen og at tillade en bifangst kvote på 2.000 tons på den truede østlige torsk. Det er i strid med den fælles fiskeripolitik, som kræver, at overfiskeri skal stoppes senest i 2020.

Som en direkte konsekvens af klimaændringerne bliver havet varmere. Det forsurer, kvæles af iltmangel, og dets evne til at optage kuldioxid svækkes.

Alle sammen faktorer, der sætter levestederne under pres og truer arternes evne til at reproducere sig selv og spredes. Dermed er hele fødekæden truet.

Det er hovedkonklusionerne i en helt ny rapport fra FN's klimapanel.

Danmarks Naturfredningsforening har derfor opfordret til at sænke fiskekvoterne.

Når vi fisker for meget, med belastende redskaber og oven i købet i sårbare områder, så svækker vi bestanden af fisk. Vi ødelægger de områder, fiskene lever i, og bryder de fødekæder, som fiskene indgår i

Læs mere om havet her

Læs om kampagnen Red Havet her