I næste uge skal 154.500 danske børn ud af klasseværelsets trygge rammer og udforske mangfoldigheden i den lokale natur.

Dermed får flere end nogensinde før vind i ansigtet og mudder under neglene, når der er Naturens Dag 2017.

Naturens Dag foregår søndag den 10. september, men skolebørn tager forskud på glæderne i ugen op til selve dagen sammen med deres lærere og pædagoger.

Hele 154.500 børn har tilmeldt sig naturoplevelser mod 90.000 sidste år.

- Det er rigtig dejligt, at så mange børn kommer ud i naturen. Og vores håb er jo, at de kommer hjem og fortæller deres familier om, hvad de har set og oplevet, så de voksne også får lyst til at komme ud til den store dag om søndagen, hvor der er masser af naturarrangementer at vælge imellem, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Anders Lund Madsen åbner showet

Temaet i år er Mangfoldighed i Naturen, og intentionen er at opfordre store og små til at komme ud i naturen og lære mere om, hvorfor naturens mangfoldighed er vigtig.

- Flere børn skal sanse naturen tæt på. Det tror vi giver gladere, sundere og klogere børn. Derfor er Naturens Dag en vigtig brik i indsatsen for, at flere børn kommer ud i naturen og får sjove oplevelser sammen med venner og familie samtidig med at de lærer om, hvorfor mangfoldighed i naturen er vigtig, siger Henrik Lehmann Andersen, som er direktør i Nordea-fonden, der støtter Naturens Dag.

Danmarks Naturfredningsforenings mangfoldigheds-ambassadør Anders Lund Madsen åbner Naturens Dag 4. september på Værløse Flyvestation ved en stor åbningsceremoni.

Her vil han sammen med en 5. klasse undersøge flyvepladsens mange kriblende beboere. Et hold forskere fra Københavns Universitet vil køre rundt i deres Insektmobil - den omvandrende insektfanger - og vise os, hvad der egentlig klasker mod forruden, når man kører på landevejen om sommeren.

Mangfoldighed i oplevelser på over 250 arrangementer

Søndag den 10. september går det løs, hvor foreninger over hele landet inviterer alle danskere ud i naturen til arrangementer i mangfoldighedens tegn. Langt de fleste er gratis.

I Tisvildeleje inviterer Danske Naturister til svampetur i skoven med eller uden tøj på. I Esbjerg er der bedsteforældredag, hvor man kan bygge sin egen bikasse og presse æblesaft. På Skovskolen i Nordsjælland kan man prøve kræfter med bue og pil og løbe hurtigt i mangfoldigheds-spurten.

Se og søg i alle arrangementerne på naturensdag.dk

- Vi vil gerne åbne naturen som et rum for oplevelser, glæde og fællesskab for alle aldre. Med årets tema håber vi, at både børn, unge og voksne får øjnene op for naturens alsidighed, og hvor mange muligheder der er for at opleve naturen, om det så er på hjul i skoven, under vandet med snorkel, fra en båd eller kajak helt tæt på kysten eller rundt om bålet med venner og familie, siger Lars Mortensen, formand i Friluftsrådet.

Fakta om mangfoldighed i naturen

  • Biodiversitet hænger uløseligt sammen med landskabets alsidighed og dyrenes levesteder.
  • Den største trussel mod naturen i Danmark er mangel på plads. Der er 2262 truede dyrearter på den såkaldte Rødliste, og 37 procent af dem er truet af skovbrug og landbrug. Det er især insekter, der trues, når deres levesteder forsvinder som følge af det ensformige land- og skovbrug. Og når bestanden af insekter forsvinder, går det udover planterne og deres produktion af frø og frugter, som andre dyr er afhængige af. Lidt under 80 procent af danske plantearter er insektbestøvede.

Fakta om danskernes brug af naturen

  • En Gallup-undersøgelse fra 2015 viser, at 42 procent af forældrene til børn mellem 5-12 år synes, at deres børn kommer for lidt ud i naturen.
  • Manglende tid på grund af arbejde og elektronisk underholdning og vejret er de største barrierer for at bruge naturen mere.
  • Skovene og de danske kyster er især mål for naturoplevelser og nydelse. 59 procent af danskerne var i skoven, sidst de søgte ud i naturen/landskabet. Og 55 procent var ved strand/kyst.
  • To ud af tre danskere bruger naturen mindst hver uge – hele året rundt. 27 procent bruger naturen/ landskabet dagligt og 45 procent ugentligt. Og de ældre bruger oftere naturen end de unge. Selvom mange bruger naturen, er der også et stort mindretal på 26 procent, der kun bruger naturen en gang om måneden eller sjældnere.

Object reference not set to an instance of an object.