"Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu."

To forskere anbefaler med A.P. Møllers råd fra 1946 politikerne til at tænke langsigtet og helhedsorienteret, når der nu skal findes løsninger, der kan håndtere den stigende mængde vand, Danmark rammes af.

Landbrugsinteresser vil have vandløbene gravet dybere og breder, mens blandt andre Danmarks Naturfredningsforening peger på smartere og mere langtidsholdbare løsninger som samtidigt gavner naturen.

Dårlig vedligeholdt dræn

De to forskere, Søren M. Kristiansen, lektor, Institut for Geoscience og Brian Kronvang, forskningsprofessor, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet konkluderer i et indlæg i netmediet Altinget Miljø, at dårligt vedligeholdte drænrør kan være skyld i oversvømmelser på måske flere hundredtusindvis af ha marker.

De to forskere konkluderer også, at det ”af mange grunde, både natur-, miljø- og klimatilpasningsmæssige, være rettidig omhu at udtage store dele af lavbundsarealerne – især i ådale – fra intensiv landbrugsproduktion”.

Og det er vand på Danmarks Naturfredningsforenings mølle:

- Dårligt vedligeholdte dræn sammen med jorder, der på grund af tunge markmaskiner og nedbrydning af humus er sunket sammen gør, at dyrkningsværdien er lig nul på mange af de såkaldte lavbundsjorder. Til gengæld er foreks. ådalene særdeles værdifulde set i et natur, miljø og klimaperspektiv. Der er således betydelige gevinster at hente for både samfundet såvel som landbruget ved at tænke lidt større end bare til den enkelte landmands mark, siger Thyge Nygaard, agronom og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Lad vandet stå

Regeringen har netop modtaget anbefalinger fra et ekspertudvalg til en ny vandløbslov, men foreløbigt handler den offentlige diskussion stort set alene om, hvor hurtigt man kan grave vandløbene dybere for - i en fart - at få ledet vandet bort fra markerne.

- Midt i alt iveren efter at lede vand væk fra markerne, så er det som om, at man glemmer, at de små vandløb løber til store vandløb, hvoraf de fleste løber igennem en by. Dermed bliver problemet med vandet eksporteret videre til byerne. I mange tilfælde til en omkostning, der langt overstiger prisen for at løse problemet længere oppe i systemet. Samtidigt smadrer kanalisering vandløbsnaturen. Så går regeringen efter den model i den nye vandløbslov, er det en tabersag, siger Henning Mørk Jørgensen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Rettidig omhu

De oversvømmede marker og fyldte kældre i byerne er en kombination af mere regn, stigende havvandspejl, stigende grundvandsstand, større sedimenttransport i åen, og mere grøde i vandløb i en del af året.

Ifølge forskernes indlæg i Altinget, steg havet ifølge IPCC fra 1993 steg med 2,8 til 3,6 centimeter for hvert årti, og fortsat vil stige. Det får forskerne til at efter lyse ”rettidig omhu.” De slutter således deres indlæg med ordene:

”Men igen, nu og for fremtiden bør vi basere beslutninger om vore mange vandløbssystemer på optimale og fremtidssikrede løsninger, med øje for produktion, natur, miljø og klimatilpasning, til gavn for vores børn og oldebørn.”

FAKTA: Uddrag fra Altinget, Søren M. Kristiansen og Brian Kronvang:

Da dræningen og landindvindingen tog fat i 1800-tallet, var det med tankegangen ”hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes”.

Nu står vi – tip-tip-oldebørnene – så med noget nyt land, som godt nok indadtil er vundet i et landbrugssamfund, men som ikke nødvendigvis længere er samfundsøkonomisk rentabelt og miljømæssigt forsvarligt at beholde under plov.

Meget indvundet jord er for eksempel sunket sammen med større behov for dræning og ringere sandet landbrugsjord til følge.

Denne lavbundsjord, som siges at sætte sig, dækkede cirka 250.000 hektar i 1800-tallet. Nu er der cirka 60-70.000 hektar lavbundsjord tilbage, hvor al tørven i jorden ikke er nedbrudt totalt.

Nogle af disse arealer er naturgenoprettet eller lignende, men de arealer, som fortsat dyrkes af de 250.000 hektar, har oftere behov for omdræning.

Grundvandet står her højt, og hovedafvandingen i vandløbet skal løbende uddybes for at sikre fortsat effektiv dræning.

Så det vil af mange grunde, både natur-, miljø- og klimatilpasningsmæssige, være rettidig omhu at udtage store dele af lavbundsarealerne – især i ådale – fra intensiv landbrugsproduktion.

Det kan for eksempel ske via en landsdækkende jordfordeling, der ruller hen over landet, og hvor samfundet investerer i en jordpulje. Læs hele indlægget i Altinget her