I foråret travede de land og rige rundt og fyldte sæk efter sæk. En hær af små vidtåbne øjne rettet mod jorden, søgende efter øldåser, mademballage og plast samt alle de andre ting, vi danskere hvert år efterlader i naturen.

I april deltog mere end 125.000 børn og unge fra hele 2000 skoler og institutioner i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, der hvert år rydder op i vores grønne omgivelser og sætter fokus på henkastet affald i naturen.

I forbindelse med årets indsamling har Danmarks Naturfredningsforening haft selskab af Arla, der har et stort ønske om at få returneret så mange af de velkendte grønne mælkekasser som muligt. Affaldsindsamlingen har derfor i år også haft fokus på at returnere mælkekasser. I den anledning satte mejeriet 2 x 25.000 kr. på højkant som tak for hjælpen til de deltagende skoler og institutioner.

Derfor har Bakkegårdsskolen i Trige og Todbjerg Børnehus i Hjortshøj i dag konstateret, at deres anstrengelser ikke blot har resulteret i en renere lokal natur, men også i 25.000 kr. de nu skal bruge på deres legepladser.

- Vores smukke trælegeplads, som børn har leget på gennem årtier, er desværre blevet for gammel og skal faktisk rives ned. Pengene kunne derfor ikke falde på et bedre tidspunkt. Nu glæder vi os til at finde den helt rigtige erstatning, siger Heidi Laprath, der er leder i Todbjerg Børnehus.

Fyldte sække giver stof til eftertanke

Den årlige affaldsindsamling er en fast del af aktivitetskalenderen hos både skole og børnehus.

For Lene Klement Lindblad, der er pædagogisk leder på Bakkegårdsskolen, handler det om at rydde op i den lokale natur her og nu, men samtidig om at skabe rammerne for en mere langsigtet respekt for naturen hos børnene.

- Affaldsindsamlingen er en kærkommen lejlighed til at få gjort hovedrent i vores lokalområde. I år har vi indsamlet 100 kilo affald, og der er altid så pænt bagefter. Desuden lærer børnene meget, når vi er ude. Sækkene bliver hurtigt fyldt, og så bliver det synligt for alle, hvor meget affald, der faktisk bliver efterladt derude.

alt
Anders Vogel
Lokal kommunikationsrådgiver

Tal

125.000 børn fra hele landet indsamlede under forårets affaldsindsamling over 150.000 kilo affald. Heriblandt 110.000 øl- og sodavandsdåser.

300.000 mælkekasser forsvinder hvert år. Arla har i løbet af det seneste år fået returneret 80.000. Mælkekasserne kan genbruges over en periode på 20 år.

Fokus på de grønne mælkekasser

Vi kender dem fra de høje tårne på legepladserne og fra bagagebæreren på knallerten. De grønne mælkekasser er blevet folkeeje, men det betyder desværre også, at Arla hvert år er nødt til at producere op imod 300.000 nye af slagsen. Det er ærgerligt, for mælkekasserne kan faktisk genbruges i 20 år.

- I Arla arbejder vi for at gøre en grøn forskel, og det er derfor helt naturligt, at vi tager fat på mælkekasserne. Mælkekasserne kan genanvendes i flere årtier, men forsvinder i gennemsnit efter bare tre år. Får vi flere kasser retur fremover, kan vi nedbringe vores årlige CO2-udledning markant, og det vil lede os frem mod at indfri vores 2020-mål om at reducere vores samlede CO2-udledning med 25 procent, siger Maja Møller, der er ansvarlig for CSR og Public Affairs i Arla Danmark.

Ifølge hende er det særligt skoler og institutioner, som kan hjælpe med indsamlingen:

- Vi håber, at institutioner, skoler og andre, der ligger inde med mange tomme mælkekasser vil hjælpe til. Det er ikke kassen på knallerten, der gør den store forskel, men vi vil gerne undgå at vores mælkekasser ender deres dage i en affaldscontainer, selvom de er lavet til at kunne genbruges i mange år.

Hos Danmarks Naturfredningsforening ser man positivt på Arlas projekt:

- Indsamlingen af mælkekasser er et godt initiativ, fordi det sætter fokus på, at plast er en værdifuld ressource. Plastprodukter skal genbruges så længe som muligt og derefter genanvendes til nye produkter i stedet for at blive brændt på forbrændingsanlæg – for da er ressourcen væk for evigt, siger Sine Beuse Faurby, der er miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Bakkegårdsskolen og Todbjerg Børnehus ser frem til næste forår, hvor de igen fatter handsker og sæk og går på jagt efter affald i naturen.

Vi fortsætter...

Affaldsindsamlingen 2018 afholdes søndag d. 22. april, mens skoler og dagtilbud samler affald fra d. 16. til d. 20. april. Læs mere på: www.affaldsindsamlingen.dk

Arla fortsætter med at hjemkalde mælkekasser. Skoler, dagtilbud og andre kan nemt levere mælkekasser tilbage. Læs mere på: https://www.arla.dk/om-arla/malkekasse-indsamling/