Ugen lakker mod enden, weekenden nærmer sig, og det er tid til fredagsslik. Børnene er vilde med det neonfarvede - i mærkelige faconer og figurer. Men det farverige slik du putter i kurven, indeholder flere unødvendige tilsætningsstoffer. Helle Bossen chefkonsulent i Økologisk Landsforening forklarer, at man med økologisk slik slipper for mange tilsætningsstoffer.

- Når man køber økologisk slik, så slipper man for sminke. Forstået på den måde at du får den ægte vare med den ægte smag og farve. Økologiske fødevarer bruger nemlig kun naturlige tilsætningsstoffer. Indenfor økologien opererer man med forsigtighedsbegrebet, siger hun.

Det betyder, at økologiske fødevarer bliver produceret ud fra et ’better safe than sorry’-princip. I forhold til tilsætningsstoffer, så er det i EU tilladt at bruge 379 forskellige tilsætningsstoffer. I økologisk mad er kun 49 af dem tilladt.

- Der er flere naturlige stoffer, der får e-numre, som derfor gerne må bruges i økologiske fødevarer. Et eksempel er arabisk gummi E414, som anvendes i slik, for at sukkeret ikke skal krystallisere. Arabisk gummi er et kulhydrat, som udvindes af akacietræer, forklarer Helle Bossen.

I 2007 offentliggjorde en forsker fra universitetet Southampton i England en rapport, der viser, at der er sammenhæng mellem børns indtag af tilsætningsstoffer og deres evne til at koncentrere sig.

- Cocktail-effekten af tilsætningsstoffer, skal vi være opmærksomme på. Vi mangler stadig meget mere forskning på området, siger Helle Bossen.

Hun efterspørger, at forskerne undersøger kombinationen af e-numre, og hvilken betydning flere e-numre samtidigt kan have for det enkelte individ, frem for at undersøge de enkelte e-numres effekt hver for sig.

Det er ikke så svært at få fat i

Måske tænker du nu, at du skal i diverse helsekostforretninger eller bestille slikket en uge i forvejen for at få fat i de økologiske lækkerier.

Men det er heldigvis ikke så svært at finde det økologiske slik.

- De fleste supermarkedskæder er begyndt at have økologisk slik på hylderne, hvor det før i tiden har været en mangelvare, siger Helle Bossen.

Det betyder, at det økologiske slik kan købes på en helt almindelig indkøbstur i det nærmeste supermarked.