Naturens Dag er en årlig tilbagevendende begivenhed med et stort antal af arrangementer landet over. Mange organisationer, kommuner og frivillige holder gratis arrangementer, der er åbne for alle, der har lyst til at tage ud i naturen søndag den 14. september.

Du bliver sundere, klogere og gladere af naturoplevelser

Nordea-fonden støtter Naturens Dag i 2014 med 1,1 mio. kr. Nordea-fondens arbejde, der støtter gode liv, har samme vision som Naturens Dag, nemlig at få børn og voksne ud i naturen og få gode naturoplevelser, oplyser Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden:

- Flere børn skal sanse naturen tæt på. Det tror vi giver gladere, sundere og klogere børn. Med Nordea-fondens millionstøtte til Naturens Dag håber vi, at flere børn får nemmere ved oftere at finde vej til gode og aktive oplevelser i naturen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Børn kommer for lidt ud i naturen

Naturens Dag har særlig fokus på arrangementer, der også er for børn, og i ugen op til Naturens Dag inviteres landets pædagoger og lærere til at arrangere en naturdag for deres børn.

- Sidste år deltog 103.000 børn fra mere end 2000 skoler og daginstitutioner i ugen op til, og vi håber, at endnu flere får glæde af de gode oplevelser naturen byder på og får lyst til også at tage ud i naturen de 364 andre dage, siger Ole Laursen, leder for Skoletjenesten i Danmarks Naturfredningsforening.

Sidste år deltog i alt 173.000 danskere på Naturens Dag sammen med skoleugen op til Naturens Dag.

Find nye veje ud i naturen

Årets tema er Find nye veje ud i naturen. Du kan allerede nu besøge Naturens Dags hjemmeside og se, hvor der er et arrangement tæt på dig. Tilmeldingen er kun lige åbnet, og der kommer mange flere arrangementer til i løbet af sommeren, som du kan være med til.

Naturens Dags hjemmeside

Om Naturens dag

Naturens Dag består af to dele:

  • En familiedel hvor vi inviterer børn ud i naturen i selskab med deres familie på Naturens Dag den anden søndag i september.
  • En institutionsdel hvor vi inviterer landets pædagoger og lærer til at arrangere en Naturens Dag for deres børn i anden uge af september.