Efter sommerferien tiltræder to nye chefer i Danmarks Naturfredningsforening.

Den ene er 39-årige Katja Dahlberg, der kommer fra en stilling som kommunikationschef i Køge Kommune. Før det har hun været ansat som seniorrådgiver i Koda, rådgiver og taleskriver i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet samt konsulent i Advice og Operate A/S. Sammen med kokken Rasmus Leck Fischer skrev hun for et par år siden kogebogen 'Ukrudt – en kogebog med nordiske urter'.

- Danmarks Naturfredningsforening er kendt for sin gennemslagskraft og troværdighed forankret i medlemmernes store engagement, dygtighed og kærlighed til naturen. Personligt glæder jeg mig til samarbejdet med de mange dygtige medarbejdere og til sammen med dem og medlemmerne at arbejde for Danmarks natur, miljø og en bæredygtig fremtid, siger Katja Dahlberg, der tager hul på sit nye job som leder i afdelingen for Formidling, Kampagne og Kommunikation 14. august.

Præcis en uge efter begynder 54-årige Morten Pedersen som afdelingsleder for en ny, samlet Natur- og Miljøafdeling. Han kommer fra et job som leder af Rambøll Managements rådgivning på miljø- og klimaområdet. Tidligere har han arbejdet med en bred vifte af miljø-, energi- og klimapolitiske opgaver og i en årrække været kontorchef i hhv. Miljøministeriet og Klima- og Energiministeriet.

- Jeg glæder mig usigeligt meget til nu at få lov til at arbejde med det, som - efter min mening - er den vigtigste dagsorden i Danmark i dag i hjertet af en så professionel og nødvendig organisation som DN, siger Morten Pedersen.

Direktør Søren Bojer Nielsen glæder sig til samarbejdet med de ny to afdelingsledere, som fuldender organisationsændringen i sekretariatet :

- Jeg glæder mig over, at vi har fået besat de ledige stillinger som afdelingsledere i DN med to meget fagligt kompetente personer, som udviser både strategiske og analytiske evner samt forståelse for mennesker.