Solen er en ren og uendelig energikilde, som kan skabe strøm til telefonen, varmt vand til badet og varme til huset via solcelle- og solvarmeanlæg.

Solceller

Solcelleanlæg producerer strøm, men udgør desværre kun en lille del af elforsyningen i Danmark. Det kunne vi godt tænke os at ændre.

Vi mener derfor, at der er behov for massive investeringer, som skal understøtte udviklingen af solceller, så det kan blive et positivt supplement til fremtidens elforsyning.

Solvarme

Solvarmeanlæg skaber varmt vand, og kan i dag konkurrere med ikke-vedvarende energiformer. Alligevel udgør solvarme kun en lille del af vores varmeforsyning, på trods af at det er en færdigudviklet og bæredygtig teknologi, som er økonomisk rentabel.

Desværre påvirker det produktionen, når solen svigter om vinteren. Det betyder, at solvarme primært fungerer som et supplement til den primære opvarmningskilde i huset om vinteren.

Vi skal ikke glemme landskabspåvirkningen

Selvom solceller og solfangere skaber god ren energi, er vigtigt at huske på, at solenergianlæg også påvirker det lokale landskab.

Når man planlægger at bygge nye anlæg med solceller og solfangere, er det derfor vigtigt at tage hensyn til det lokale landskab.

Det kan man gøre ved:

  • at integrere nye anlæg på tage og facader.
  • at placere dem i direkte tilknytning til boliger, som står i det åbne land.
  • at etablere større solcelle-og solvarmeanlæg i tilknytning til eksisterende. energiproduktionsanlæg.
  • forsat udvikle solcelle- og solvarmeanlæg, så de bliver mindre glinsende.


Hvad gør vi?

DN anbefaler

  • at indføre 30 procents statstilskud til opsætning af solceller på bygninger, indtil de er blevet kommercielt rentable.
  • at vedtage en langsigtet afregningsordning på el, som gør det attraktivt for forbrugerne at investere i teknologien.
  • at vedtage fordelagtige lånemuligheder til store solanlæg og indføre mulighed for samme skattemæssige afskrivninger som for vindmøller.
  • at stille krav om solfangere og solceller på alle offentlige bygninger.
  • at stille krav om etablering af flere store centrale solcelle- og solvarmeanlæg i tilknytning til energiproduktionsanlæg.
alt
Lasse Jesper Pedersen
Klima- og energipolitisk rådgiver

Hvad kan du gøre?