1. Oplev Fyns alper: Svanninge Bakker

Der er en grund til, at Svanninge Bakker også går under navnet De Fynske Alper. De fynske bakker har nemlig en højde på op til 126 meter over havets overflade. Bakkerne er en helt fantastisk naturoplevelse på Fyn.

Det bakkede landskab byder på alt fra korte skovture til mere udfordrende vandreture. I alt er der 35 kilometers afmærkede ruter i området. Ved Svanninge Bakker er der sågar gode overnatningsmuligheder, hvis du vil falde i søvn under stjernerne.

Et bakkedrag på 16 hektar er fredet i Svanninge Bakker.

Foto: Pia Goul

Også en kreativ naturoplevelse på Fyn

Svanninge Bakker er desuden en oplagt destination, hvis du har en lille kunstner i maven. Området er nemlig blevet portrætteret flere gange af Fynbo-malerne. De lavede malerier fra bakkerne i 1890.

Bakkelandskabet er desuden bosat af Danmarks eneste syvsover, den sjældne lille hasselmus. Den lille mus er ret kræsen med dens boligforhold. Hasselmusen kan heller ikke lide at gå på jorden som andre mus. Den kan bedst lide tæt krat og lysåben skov, hvor den kravler i grenene fra træer og buske.

Hvis du kommer med bil til denne naturoplevelse på Fyn, så er der gode parkeringsmuligheder hele vejen rundt om området.


2. Dramatisk naturoplevelse på Fyn: Vissenbjerg Bakker

Vissenbjerg Bakkerne byder på en dramatisk naturoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Her kan du opleve et landskab, der på mange måder ligner en kæmpe trappe, fordi fladtoppede bakker ligger i rækker efter hinanden. Der er 315 hektar i området, der er fredet.

Det højeste punkt er 129 meter over havet, og giver en fantastisk udsigt udover det fynske landskab.

Bakkerne er et geologisk skatkammer, fordi området blev dannet i istiden. Dengang forlod en gletsjer Fyn, og dens afskedsgave var en stor klump is, der blev efterladt i området omkring Vissenbjerg. Afsmeltningen af isklumpen forgik i tre stadier, og hvert stadie dannede et niveau i det enorme trappeformede landskab, som er en helt særlig naturoplevelse på Fyn.

Foto: Anne Skipper

Vissenbjerg Bakkerne er også et fugleparadis

Er du fugleelsker, så husk at tage din kikkert med. Flere steder i skoven findes gamle træer, som tiltrækker fugle som stor flagspætte, vendehals og spætmejse. Du kan også møde almindelige skovfugle som gransanger, musvit og bogfinke. I Vissenbjerg Bakkerne kan du sågar møde større spurvefugle som ravnen. Hvis du er særlig heldig, så kan du også støde på den sjældne røde glente, der flere gange er spottet i området.

Du kan parkere på flere forskellige P-pladser i området, hvor der er et net af afmærkede ruter, som fører dig ud i det spændende landskab.


3. Oplev en ø i det fynske øhav: Avernakø

Der er 96 øer i det Fynske Øhav, og en af dem er Avernakø. Her får du en ekstraordinær naturoplevelse på Fyn. På øen kan du nemlig møde den særlige beboer, klokkefrøen, som bor i vandhuller rundt omkring på den knap seks kilometer store ø. Der er 11 vandhuller på Avernakø, der er fredet af for at passe på den særlige frø.

Den særegne frø kan kendes på dens specielle melodiske kvækken, og at den puster sig op som et badedyr.

Øen er især dejlig at besøge, hvis du er vild med at have plads omkring dig og elsker natur - der bor nemlig kun omkring 110 beboere på Avernakø.

Foto: Janne Wibe Petersen

Få mere ud af din naturoplevelse på Fyn og overnat på Avernakø

For at komme til øen, kan du tage en færge fra Faaborg Havn. Og du kan sagtens tage bilen med. Turen tager cirka 30 minutter, og der er afgange året rundt.

Der er en lille lejrplads på øen, så der er mulighed for at blive og overnatte. Lejrpladsen ligger på hovedvejen. Her er der både bålsted og rent drikkevand.

Hver sommer afholdes Avernax, der er en tre-dags festival, hvor alle festivalgængere får en metalkop med i billetprisen, så Avernakø kan holdes pæn og ren - også efter festivalen.


4. Oplev naturen i frilufts-paradiset: Tarup Davinde

Hvis du er et friluftsmenneske så er Tarup Davinde et besøg værd. Her får du et område, der er et sandt friluftsparadis.

Gamle grusgrave har skabt et helt nyt naturområde, med søer som midtpunkt. Derfor finder du også masser af vandfugle, tudser, frøer og salamandere.

Foto: Jan Brændeholm

Tarup Davinde giver naturoplevelser på Fyn for enhver smag

I Tarup Davinde er der naturoplevelser på Fyn for voksne og børn i alle aldre. Der er både sejlads, fiskeri og vandring på et og samme sted. Faktisk er det også ideelt at opleve området fra hesteryg. Der er nemlig 14 kilometers ridestier i det flotte landskab, og på alle parkeringspladserne er der rigeligt med plads til både biler og hestetrailere.

I kan også besøge naturskolen i Tarup Davinde, den hedder Åløkkesstedet. Hvert år afholder skolen en række forskellige ture og arrangementer, som børn og voksne kan deltage i.


5. Ultimativ naturoplevelse på Fyn: Øhavsstien

Øhavsstien er den ultimative naturoplevelse på Fyn til vandreglade naturelskere. Turen går foruden Fyn også over Ærø og Langeland.

Vil du gå hele turen, så skal du nok planlægge lidt forud, ruten strækker sig nemlig over 220 kilometer. Øhavsstien er dermed en af Danmarks længste vandreture. En erfaren vandrer vil kunne gå hele turen på ni dage, så en familietur med børn vil mindst tage et par dage ekstra.

Hvis du ikke har tid og overskud til den helt store vandretur, så kan du sagtens nøjes med at vandre dele af den, turen er nemlig opdelt i syv delstrækninger.

Foto: Peter Alkjærsig

Overnat på din vandretur på Fyn

Der er flere overnatningsmuligheder, når du følger Øhavsstien. Du kan for eksempel vælge at sove i telt på en af de mange teltpladser på ruten. Du kan også tage en overnatning i et shelter på vejen. Er du til lidt mere lukseriøse overnatningsmuligheder, så er der også flere hoteller, hostels og campingpladser.

På den lange tur kan du opleve mange forskellige slags landskaber. Tag endelig en kikkert med, der er nemlig rig mulighed for at møde flere forskellige slags fugle.

Hele Øhavsstien er afmærket med pæle, hvor der er en lille vandringsmand. Han indikerer, at ruten fortrinsvis er for vandreglade mennesker. Rigtig god tur!


6. Naturoplevelse tæt på Odense: Fyns Hoved

En ægte fynboer elsker udflugter til Fyns Hoved, her er der nemlig naturoplevelser til den helt store guldmedalje. En gåtur rundt om hovedet er 2,5-3 kilometer lang. Det tager kun omkring 45 minutter at køre fra Odense til den lille spids. Den nordligste del af Fyns Hoved er fredet.

Fyns Hoved er, sammen med resten af Hindsholm-halvøen, et af Danmarks mest regnfattige område, hvilket favoriserer sjældne planter som treklæft-alant, klæbrig limurt og hjorterod.

Foto: Esben Bøg

Fyns Hoved har dyreliv og dramatisk natur

Udover planterne på Fyns Hoved, så kan du også opleve, hvordan naturens kræfter kan ændre hele landskaber. Hvis du ofte er på besøg, så kan du se, hvordan havet flytter rundt på kysten.

Retter du din opmærksomhed mod havet, så kan du være heldig at se den spættede sæl i vandet. På land kan du møde den sjældne okkergule pletvinge, en sommerfugl, der holder af tørre steder som hede, overdrev og klitter.

Kan du ikke få nok af denne fantastiske naturoplevelse på Fyn, så har du mulighed for overnatte syd for Fyns Hoved på bakken Jøvet, hvor der ligger et shelter. Det er også her, du skal parkere, hvis du har bil med.


7. Oplev naturen på Fyns Æbelø

På toppen af Fyn ligger der en lille ø, som er opkaldt efter Danmarks nationalfrugt.

Her finder du en naturoplevelse på Fyn med spændende planter, svampe og bløddyr. En af dem er elefantsneglen, der adskiller sig fra sine artsfæller ved, at den har gæller i stedet for lunger.

Foto: Christina Pedersen

Æbelø er en mangesidet naturoplevelse på Fyn

Den her naturoplevelse på Fyn byder både på urørt skov, overdrev og strandeng. Udover det forskelligartede landskab, så kan du gå på opdagelse i øens jordbund, der består af fedtet ler, som er med til at forme øens dramatiske skrænter. Æbelø er desuden fredet, og det har den været siden 1998.

Øen er ikke helt let at komme til, enten kan du gå af vadevejen, når der er lavvande, her skal du huske at tjekke, hvornår tidevandet kommer ind.

Hvis du ikke vil have våde fødder, så kan du tage kajak, kano eller båd dertil. Men selvom øen er svær tilgængelig, så er det altså en naturoplevelse på Fyn, som er værd at opleve.

På øen ligger desuden et lille fyrtårn, som er bygget i 1883, og er et af Danmarks bedst bevarede.