Sikken voldsom trængsel og alarm. December kan være en travl måned, og det hele går lidt for hurtigt. Men juleferien giver mulighed for at komme helt ned i gear.

Over hele landet ligger enestående naturperler af fredet natur. Natur, som er vores fælles arv, og som en fredning har sikret nu og for fremtidige generationer. Så hvorfor ikke bruge juleferien på at opleve den danske fredede natur?

Her får du en guide til syv forskellige fredninger rundt om i landet.

Fredninger under pres

Lige nu er naturen under pres. Dansk Folkeparti har foreslået at fratage Danmarks Naturfredningsforeningen retten til at foreslå at frede natur og landskaber.

I dag foreslår Danmarks Naturfredningsforening syv ud af ti fredninger, og derfor vil forslaget, hvis det bliver til virkelighed, betyde, at der vil komme langt færre fredninger i Danmark i fremtiden.

DU kan hjælpe naturen ved at skrive under og sige nej til at svække naturbeskyttelsen i Danmark.

7 fredninger at besøge i juleferien

Botanisk Have i Aarhus

Midt i Aarhus ligger denne grønne oase, som virker som et åndehul i den store by. Med sine unikke og eksotiske træer og buske samt små vandløb er Botanisk Have i Aarhus altid en gåtur værd.

Havens historie går helt tilbage til 1875, hvor Aarhus by udlejede arealet til Det Jydske Haveselskab, som ville anlægge en ny planteskole. Derfor kan man i dag se danske planter, men også indførte plantearter, som giver haven et helt særligt og varieret udtryk.

Haven blev fredet i 2018 på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening. Man ville sikre, at haven i fremtiden også vil være tilgængelig for offentligheden, så borgerne i Aarhus fortsat kan nyde deres grønne perle året rundt.

Der lever også flere forskellige dyr i Botanisk Have, men kun dyr, der har tilpasset sig livet i en grøn plet midt i en stor by. Det er blandt andet ræve, egern, flagermus og forskellige slags fugle.


Assistens Kirkegården i København

Assistens Kirkegården gemmer på næsten 260 års enestående historie. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard er blandt de kendte kulturpersoner, der ligger begravet på kirkegården. En tur på Assistens Kirkegården er kultur og natur på et og samme sted.

De mange gravsten og gamle krogede træer skaber en helt særlig stemning på kirkegården i det indre København. Nogle siger, at det er som at træde ind i en helt anden verden. Fra larm og støj på Jagtvej til natur og ro på Assistens Kirkegården.

Ligesom Botanisk Have i Aarhus er Assistens Kirkegården et åndehul i storbyen for de mange københavnere. Det er blandt andet det, som fredningen fra 2016 skal sikre fremover. Fredningen forhindrer, at dele af kirkegården og parken kan blive inddraget til byudvikling.

Danmarks Naturfredningsforening måtte selv rejse fredningssagen, da Københavns Kommune ikke ville være med, fordi de selv ville disponere over området.


Ejby Ådal

Det er et af Danmarks mest blomstrende områder, og der er mange forskellige typer af natur i det fredede landskab. Ejby Ådal er et aftryk af fortiden. Det blev skabt for cirka 15.000 år siden, da isen fra istiden smeltede. De dramatiske kystskrænter blev skabt i stenalderen ved havets erosion.

Ejby Ådal er samtidigt det sted i Danmark, hvor de ældste fund af mennesker er gjort. De levede for 140.000 år siden, og de kan derfor ikke have været vores forfædre, men derimod neandertalere.

Der lever mange forskellige planter, og flere af dem er også sjældne. Det gør landskabet populært blandt insekter og de dyr, der lever af insekter. Netop derfor fredede man på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening Ejby Ådal i 1996.

Skriv under på, at Danmarks Naturfredningsforening fortsat skal kunne foreslå at frede natur i Danmark


Fladstensdalen i Aabenraa

Tæt på Aabenraa By ligger Fladstensdalen. Det er den eneste blandt flere tunneldale ved Aabenraa, der er stort set ubebygget. Derfor blev det imponerende tunnellandskab fredet i 2017.

At opleve Fladstensdalen er som at træde ind i et eventyr. Til tider minder det endda om landskabet fra filmen Hobitten. Men hvis det ikke var for fredningen, ville eventyrlandskabet ikke være at se i dag. Da Danmarks Naturfredningsforening i 2013 rejste sagen om fredning, var det nemlig for at beskytte dalen mod byudvikling og byggerier.

Fladstensdalen blev skabt for 14-15.000 år siden, da Danmark var helt dækket af is. Da isen smeltede, skabte vandet de dale og skrænter, som vi kan se i dag. Inden fredningen var en stor del af dalen plantet til med juletræer og det gav ikke den samme rumlige og visuelle oplevelse. I dag sikrer fredningen, at dalen holdes fri for juletræer med undtagelse af nogle få steder.


Monnet

Monnet er en strandeng på Tåsinge mellem Langeland og Fyn. Fredningens unikke udseende er også hjem for mange forskellige fugle og en lang række af planter.

Gennem tiden har høj- og lavvande og storme aflejret ler, silt, grus og sand, og vandområdet er blevet mere og mere tørt. Den dag i dag er strandegen helt flad, og der løber tidevandsrender igennem, der fører vand over engen.

Monnet blev fredet i 1983 på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening. Der var tale om at anlægge en losseplads og en tilkørselsvej over engen. Det fik Danmarks Naturfredningsforening til at rejse en fredningssag, selvom både lodsejere, amtet og kommunen var imod en fredning.

I dag betyder fredningen, at Monnet bliver bevaret uopdyrket, men også bliver plejet, så det fortsat er et attraktivt område for fugle og planter.

Man ved ikke, hvorfor området hedder Monnet. Det kan stamme fra det gamle danske udtryk for en fugtig eng ”maen”, men det kan også stamme fra, at området ligner overfladen af månen på grund af de mange tuer af gul engmyre.


Madsebakke og Hammerknuden

Madsebakke er en lang og flad klippe, som er fyldt med helleristninger, der er op til 3.000 år gamle. Det er Danmarks største helleristningsfelt, men alligevel havde man planer om at bygge 100 sommerhuse på Madsebakke.

Derfor rejste Danmarks Naturfredningsforening en fredningssag, og i 2010 blev Madsebakke fredet. Hvis det ikke var for denne fredning, ville det måske ikke være muligt at opleve de billeder og symboler, som blev lavet helt tilbage i bronzealderen.

Nogle vil sige, at helleristningerne minder om en tegneserie, og arkæologer mener, at de er astronomisk orienteret i forhold til solopgang og solnedgang. Gennem de senere år er der fundet nye helleristninger mellem Madsebakke og Hammerknuden, som også er et fredet område.

Hammerknuden er et klippelandskab, og man fornemmer hurtigt den dramatik og mystik, som klipperne skaber. Det meste af området er dækket af krat, skov, overdrev og klippeskråninger.

Hammerknuden blev fredet tilbage i 1967, og med tiden har både tårnfalken og vandrefalken fundet sig godt til rette ved Hammerknuden. Vandrefalken er begyndt at yngle i området efter at have været forsvundet fra Danmark i næsten 30 år.


Skagen Gren

På toppen af Danmark finder vi en af landets mest folkekære fredninger. Skagen Gren er et unikt stykke natur, som fortsat er dynamisk takket være hav, vind og sand. Naturen ved Skagen Gren er faktisk så dynamisk, at man kan se spidsen af Grenen forandre sig fra besøg til besøg.

Og det var dette dynamiske naturfænomen, der skulle sikres, da Danmarks Naturfredningsforening i 1940 tog initiativ til at frede Skagen Gren. Der var så småt begyndt at dukke sommerhuse op på Grenen, men heldigvis blev området fredet.

Derfor har vi alle i dag mulighed for at opleve at stå med det ene ben i Skagerak og det andet i Kattegat på en og samme tid.

Skriv under på, at Danmarks Naturfredningsforening fortsat skal kunne foreslå at frede natur i Danmark