1. Giv luft til græsplænen

Hvis du fjerner nogle af de døde blade, giver det græsset luft. På den måde kan de lave, blomstrede urter skabe mere liv i haven.

Riv døde blade væk. Fjern evt. mos i græsset. Brug en mosrive, som består af flere små knive, der skærer sig igennem mosset.

Undgå at klippe græsset alt for kort. Græsplænen kan godt se lidt hærget ud bagefter, men efter kort tid bliver den rigtig flot.

2. Flyt de tidlige løg

Når forårsløg som krokus, erantis og vintergæk er afblomstret, kan de deles og flyttes.

Det er en god ide at gøre om foråret. For om efteråret kan det være svært at finde dem, fordi det kun er løget, der er tilbage af planten.

3. Orden i bedene uden gift

I det tidlige forår skal du ud med hakke og havehandsker for at få has på uønskede planter. Hak eller pil de små ukrudtsplanter væk.

Grav større ukrudtsplanter op med hele roden. Riv de bare arealer med en rive.

Hvis du har stauder, der er klippet ned, skal du ikke rydde for meget rundt om stænglerne.

Hvis du vil undgå at luge ukrudt, kan du sætte bunddækkeplanter. De skygger, så ukrudtet ikke kommer.

4. Væk med komposten til live

Komposten har stået stille i løbet af vinteren. Men nu er dyrene, der bor deri, vågnet op til dåd.

Du kan derfor godt begynde at vende lidt rundt i bunken, så nedbrydningen bliver sat i gang. Hold øje med at komposten er fugtig og vand den, hvis det bliver nødvendigt.

5. Gød jorden naturligt

I slutningen af marts eller starten af april er det blevet varmt nok til, at du kan gøde jorden helt naturligt.

Klip de visne stauder ned. Læg de afklippede stængler i bedet. Klip dem evt. i helt fine stykker, så det ikke ser så rodet ud. Stænglerne bliver nu omdannet til næring for planterne i bedet.

Du kan også lægge kompostjord rundt omkring i bedene for at gøde jorden. Læg 5 cm ud og brug en greb til at blande med jorden. Så kommer der hurtigt næring ned i jorden.

6. Gør terrassen og fliserne klar

Stenterrasser og flisegange kan godt blive lidt kedelige at se på efter vinteren. Derfor er det en god ide at gøre dem klar til foråret og sommeren.

Skrab mos og spirer ud af mellemrummene mellem fliserne. Spred et lag fugesand ud på fliserne. Fej fugesandet rundt med en hård kost.

Lad noget ekstra sand ligge på fliserne. Fej i det en gang imellem over nogle uger.
Fugerne bliver fyldt, og det fine sand sliber alger og mos af stenene, mens I fejer.

7. Så jeres egne planter til køkkenhaven og drivhuset

Frø af de fleste planter i køkkenhavne har bedst af at spire inden døre. Så hvis I selv vil lave jeres planter til køkkenhaven eller drivhuset, er det en god ide at gå i gang i det tidlige forår.

Hvis jeres agurker og tomater skal i drivhuset, kan du så dem indendørs allerede i starten af marts. Når du kommer til starten eller midten af maj, kan du sætte de små planter i drivhuset.

Hvis jeres agurker og tomater skal på friland, skal du vente med at så dem til først i april. Når du så kommer til starten af juni, kan du plante dem ud.

8. Så sommerblomster

Sidst i april kan du begynde at så sommerblomster på friland og i krukker. Tænk på at finde nogle sommerblomster som insekterne er glade for. Så følger der nemlig en masse fugle og naturoplevelser med.

Husk altid at læse på frøposerne. Nogle sommerblomster skal nemlig altid forspires.

9. Husk dyrene

Det er vigtigt, at dyrene i haven har plads til at skjule sig, lave reder og få adgang til føde og vand. For at hjælpe dyrene er der forskellige ting du kan gøre.

Lad afklippede grene og kvas ligge i hjørner af haven.

Anlæg en havedam, som kan være levested for insektlarver, frøer og andre dyr.

Sæt et fuglebad eller en tallerken med vand ud til dyrene.

Sæt kasser op til fugle, bier og insekter. I kan både lave færdige kasser eller lave dem selv.

Vil du have flere gode råd til en giftfri have, så tjek vores kampagne Giftfri have