På baggrund af tal fra DTU Fødevareinstituttet og Miljø- og Fødevareministeriet har vi listet ni fødevarer, som du med fordel kan bytte ud med de økologiske af slagsen, hvis du vil skåne dig selv og din familie for de fleste rester af sprøjtegift.

1. Æbler

Æblet er den fødevarer, der bidrager mest til danskernes indtag af rester af sprøjtegift. Hele 15 procent af de sprøjtegifte, vi får ind med maden, kommer fra æbler. Dette skyldes, at æbler er en af de fødevarer, som vi danskere spiser flest af. Derudover indeholder æbler ofte rester af sprøjtegift, og vi spiser dem generelt med skrælden på.

Hvis du ønsker at begrænse dit indtag af pesticider, skal du skifte konventionelle æbler ud med økologiske æbler.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets tal fra 2018 indeholder 31 procent af de danske æbler rester af sprøjtegift. Det samme gælder for 79 procent af de udenlandske.

2. Salat

Salat er kilde til ni procent af de rester af sprøjtegift, danskerne får ind med maden. Dermed er genvejen til mindre sprøjtegift i maden også at skifte konventionelle salater ud med økologisk salat.

3. Tomater

Tomater er kilde til otte procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden. Tomater er især lækre om sommeren, hvor de er særligt søde, men tanken om rester af sprøjtegift får måske munden til at stoppe med at løbe i vand?

Ifølge myndighedernes tal fra 2018, indeholder ni procent af de danske tomater rester af sprøjtegift, mens det gælder for hele 50 procent af de udenlandske tomater.

4. Hvedemel

Hvedemel er kilde til syv procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden. Det er måske de færreste, der tænker over, at der også er rester af pesticider i mel. Da vi danskere er glade for at bage, så sætter pesticider fra netop hvedemel også et aftryk i DTU's beregninger.

Skift til økologisk hvedemel, hvis du vil undgå sprøjtegift.

5. Kartofler

Kartofler er kilde til syv procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden.

Kartoflen er en stigende kilde til rester af sprøjtegift i kroppen, da den i DTU's forrige undersøgelse kun bidrog med 3 procent.

6. Agurk

Agurk er kilde til syv procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden. Dermed er det en god ide at skifte agurkestængerne i madpakken ud med de økologiske af slagsen.

7. Pære

Pærer er kilde til fem procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden.

I 2018 fandt man, at der var rester af pesticider i 14 procent af de danske pærer, mens der fandtes rester af gift i hele 76 procent af de udenlandske pærer.

8. Jordbær

Jordbær er kilde til tre procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager med maden. Jordbær indeholder oftest rester af sprøjtegift, men fordi vi ikke indtager lige så mange jordbær som æbler og tomater, så udgør jordbær en mindre andel.

Der er god grund til at gå efter de økologiske jordbær: Tal fra fødevaremyndighederne for 2018 viser, at hele 79 procent af de danske konventionelle jordbær indeholder pesticidrester. Der findes rester af pesticider i 83 procent af de udenlandske jordbær.

9. Vindruer

Vindruer er kilde til tre procent af de rester af sprøjtegift, vi indtager via maden.

I 2018 fandt fødevaremyndighederne hele ni forskellige rester af sprøjtegift i samme pakke vindruer fra Chile.

Vil du være med til at kæmpe for en ren natur?

Fakta om undersøgelsen

  • DTU Fødevareinstituttet har undersøgt rester af pesticider/sprøjtegift i fødevarer i Danmark.
  • Resultaterne dækker perioden 2012-2017.
  • Resultaterne viser, at der er langt flere fund af sprøjtegifte og pesticider i frugt og grøntsager end i andre afgrøder.
  • Resultaterne er brugt til at beregne eksponeringen for den danske befolkning fra fødevarer ved at gange gennemsnittet af pesticidindhold med det gennemsnitlige forbrug af fødevarerne.
  • De analyseresultater, der ligger til grund for rapporten, er generelt udført på rå afgrøder og ikke på skrællede eller tilberedte produkter.

Læs mere om sprøjtegift