I april i 2018 besluttede EU, at det skulle være helt forbudt at bruge neonikotinoider til bejdsning af frø. På trods af det, har danske sukkerroeavlere kort før jul fået dispensation til at bruge giftstoffet, som også er kendt som neoniks eller bidræber.

De danske sukkerroeavlere har fået dispensation til at bejdse de sukkerroefrø, som bliver sået til foråret. Forskning har ellers vist, at neonikotinoider blandt andet påvirker biers reproduktion og deres evne til at orientere sig og til at finde føde.

- Det er meget bekymrende, at Miljøstyrelsen giver dispensation til brug af neonikotinoider. Midlet er forbudt og med god grund, siger landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Thyge Nygaard.

Danmark stemte imod forbud

Neoniks har faktisk være forbudt i flere år, og forbuddet fra april var derfor en stramning af det oprindelige forbud, som kun gjaldt blomstrende afgrøder.

Da det nye forbud kom til afstemning sidste år, modsatte Danmark sig sammen med tre østeuropæiske lande.

Easac, der er et fællesorgan for EU-landendes videnskabsakademier har ellers fastslået, at neoniks kan skade både bier og andre nyttige insekter, for eksempel vilde bier.

Sig nej til bidræber

Danmark Naturfredningsforening iværksatte i 2018 en underskriftsindsamling mod brugen af neoniks. Du kan stadig skrive under og sige nej til bidræber.

Fakta

  • Neonikotionoider, også kaldet neoniks eller bidræber, er insektgifte, der i Danmark primært bliver brugt til at bejdse rapsfrø med.
  • I april 2018 besluttede EU at forbyde brugen af neoniks uden for drivhuse, blandt andet fordi stofferne påvirker biers evne til at orientere sig og finde føde.
  • Der er også risiko for, at neoniks skader andre nytteinsekter.
  • I Danmark har landbruget tidligere fået dispensation til at bejdse rapsfrø med neoniks, men sidste år afviste Miljøstyrelsen en ansøgning om dispensation med henvisning til, at der fandtes alternativer.
  • 2018 nåede dog ikke at rinde ud, før en dispensation blev givet. Midt i december fik Nordic Sugar og Danske Sukkerroedyrkere nemlig lov til at bejdse sukkerroefrø, der skal sås til foråret med et af de forbudte stoffer.
  • Danmarks Naturfredningsforening indsamlede over 28.000 underskrifter i 2018 mod bidræber.

Kilder: Politiken, Ingeniøren og Danmarks Naturfredningsforening.