Genanvendelige rondeller, hjemmelavet makeup, pasta i løsvægt og gaver fra genbrug pakket ind i gamle stofrester. Gittemarie Johansen har omlagt alle dele af sit liv efter mere bæredygtige løsninger:

- Jeg lever jo anderledes end de fleste, men jeg gør det, fordi det giver mig en enorm livskvalitet at leve efter principper, der ikke kun kommer mig selv til gode. Jeg har lært meget af at tilsidesætte min egen bekvæmmelighed for at gøre noget godt, forklarer hun.

Gittemarie Johansen bor i Aalborg. Da hun begyndte sit Zero Waste-eventyr, fragtede hun pasta, kikærter og linser hjem fra Aarhus og København i løsvægt, hver gang hun var på besøg. Dengang var der nemlig ingen løsvægts-butikker i Aalborg.

Zero Waste- bevægelsen går kort fortalt ud på at mindske sit affald mest muligt. Tankegangen strækker sig over alle aspekter af livet – fra madspil over plastik-indpakning til tøjforbrug.

Følg disse profiler på Instagram og få tips til en bæredygtig hverdag:

  • @gittemary
  • @klimamusen
  • @tanjagotthardsen
  • @going.zero.waste
  • @johanneacobsen_
  • @sustainably_vegan
  • @she.is.awake
  • @ecogoddess
  • @loesmarket

Et syltetøjsglas satte det hele i gang

I 2014 falder Gittemarie Johansen over en artikel. Det, der fanger hendes opmærksomhed, er en kvinde med et syltetøjsglas i hånden. Glassets indhold er kvindens affald fra de sidste tre år af hendes liv:

- Jeg kan huske, at jeg faktisk blev lidt provokeret af den forside, men den vækkede samtidig også noget i mig, en følelse af: det kan jeg også gøre, siger hun og trækker på skuldrene.

På daværende tidspunkt ejede Gittemarie Johansen over 100 par sko og var sikker på, at hun skulle have et liv i modebranchen. Men sådan blev det ikke.

Begyndte med et eksperiment

Efter den første indignation havde lagt sig, så besluttede Gittemarie Johansen sig for at afprøve Zero Waste principperne en enkelt måned:

- Det begyndte faktisk som et eksperiment, hvor jeg bare lige ville teste, om jeg kunne leve efter principperne, og så er jeg bare ikke stoppet siden, siger hun og fortsætter:

- Jeg ser det som en lærerig proces, hvor jeg hele tiden bliver mere og mere oplyst. Jeg har virkelig lært at sige nej, og det synes jeg, er en god læring for os forbrugere. Når vi siger nej, så sætter vi samtidig spørgsmålstegn ved tingenes tilstand, og på den måde kan vi bruge vores stemmer til at forandre verden.

Gittemarie Johansen inspirerer andre til at leve mere bæredygtigt på forskellige sociale medier såsom Instagram og YouTube under navnet Gittemary, og så har hun skrevet opslagsværket Bæredygtig Badass.

Zero Waste skal handle om mere end affald

Hvis Zero Waste bliver kogt ind til benet, så handler det kun om at minimere sit affald. På et tidspunkt gik det op for Gittemarie Johansen, at det i sig selv ikke er særlig bæredygtigt:

- En dag modtager jeg en besked fra en af mine følgere, at nu havde hun været på Zero Waste-shoppingtur. Hun havde sagt nej til kvitteringer og pose, og så havde hun efterladt tøjmærker i butikkerne, så hun kun var kommet hjem med tøjet, fortæller Gittemarie Johansen med et smil på læben og fortsætter:

- Det er jo selvfølgelig sat enormt meget på spidsen, men her gik det bare op for mig, at Zero Waste også må se på andre aspekter end blot affaldet. I tilfældet havde det jo været meget mere bæredygtigt at købe genbrugstøj og så også efterlade poser og frabedt sig kvitteringer.

Efter episoden blev det vigtigt for Gittemarie Johansen både at fokusere på at reducere sit affald, men samtidig også at tage aktiv stilling til, hvor hendes indkøb kommer fra:

- Jeg synes hurtigt, det kan blive for ensporet kun at fokuserer på sit affald. For mig giver det bedst mening både at fokusere på sit affald, og samtidig have en forståelse for, hvad de produkter, jeg køber, har sat af aftryk på verdenen.

Gittemarie Johansen prædiker ikke bæredygtighed for familie og venner, men forsøger blot at være det gode eksempel. Det har bl.a. ført til, at hendes familie ikke længere køber gavepapir, men i stedet pakker gaver ind i gamle stykker stof, som de genbruger år efter år.

Gittemarie Johansens gode råd til en Zero Waste livsstil:

  • Begynd i det små, så du ikke går død i det
  • Du kan f.eks. begynde med et enkelt rum i din bolig som badeværelset og så se, hvordan det kan gøres mere bæredygtigt f.eks. ved at udskifte vatrondellerne med vaskbare rondeller osv.
  • Benyt dig af andres erfaringer - der findes tonsvis af guides på bl.a. YouTube og Instagram
  • Vær tålmodig med dig selv, hvis du ”falder i”, og kommer til at købe produkter du ellers havde fravalgt i dit liv. Forandring tager tid.

Læs mere om Zero Waste her