Fra klimaskadelige marker til våde moser og ådale: Sådan skal 140.000 hektar forvandles
Tusindvis af marker på lavbundsjorde skal blive til natur igen, ifølge den grønne trepart. Naturgenopretningen giver flere søer, enge og moser, der gør en positiv forskel for klima og biodiversitet.Blomsterrige enge, sumpede moser og frodige ådale. Sådan så naturen ud engang på de lavbundsjorde, der i dag ligger som tusindvis af marker rundt om i Danmark.
Jordene er unaturligt tørre, fordi der bliver drænet eller pumpet vand fra dem i en lind strøm, så de kan levere afgrøder. De lavtliggende marker udleder markant mere CO2 end en almindelig mark, samtidig med at kvælstofudledningen til vandløb og fjorde kan være særligt høj her.
Netop derfor besluttede regeringen for nylig sammen med landbruget og Danmarks Naturfredningsforening, at 140.000 af de cirka 170.000 hektar dyrkede lavbundsjorde skal tages ud af drift. Markerne skal ophøre, og naturen skal tilbage, lød den historisk store aftale i Den Grønne Trepart.
Men hvordan skal det foregå, og hvordan kommer den ”nye” natur til at se ud?
Ferskvandsbiolog, professor og forsker ved Københavns Universitet Kaj Sand-Jensen har været på hundredvis af lavbundsjorde og søer og sammen med kolleger undersøgt deres natur og aftryk på klimaet. Han kan om nogen se potentialet i at lade vandet vende tilbage på de unaturligt tørre marker.
-Gevinsten ved at genoprette lavbundsjordene er, at det har en positiv effekt i forhold til både biodiversitet, dvs. flere planter, insekter og fugle samt lavere CO2-udslip og kvælstofudledningen. Det er vekselvirkningen mellem de tre, der er helt særlig, siger han.
Læs også: Historisk aftale udstikker ny retning for natur og landbrug
Eksempler på genoprettede lavbundsjorde, henholdsvis Skjern Å-området samt Kvong Mose. Her ses, hvordan de smukke våde landskaber har overtaget de gamle marker, og hvordan Skjern Å atter slynger sig naturligt. Viben og fiskehejren er bare et par af de mange fuglearter, der trives på de genoprettede lavbundsjorde. Fotos af Karsten Madsen.
Så store som muligt
Og for at få den største gevinst på alle tre parametre, siger Kaj Sand-Jensen, skal områderne være så store som muligt, og gerne i forbindelse med allerede eksisterende beskyttet natur.
På den måde kan arterne, og gerne også de trængte og sjældne, sprede sig naturligt fra naboområder.
-Vandet vil komme naturligt, og der vil opstå nye enge, moser og damme, der kan blive til egentlige søer. Så langt så godt.
- Men det svære bliver at få tæmmet alle de planter, der trives så godt i gyllejord, for at gøre plads til blomstrende urter. Alle de planter, der har svært ved at gro efter mange årtiers intensiv gødskning. Derfor er det vigtigt, at områderne bliver store, så arterne kan sprede sig via fugle og flyvende frø fra naturrige naboområder, siger forskeren.
Sluk for vandpumperne
Det første skridt, når man skal genskabe lavbundsjordene, er at sløjfe drængrøfterne eller slukke for vandpumperne, der leder vandet fra marken og ud i et vandløb eller fjorden, siger han.
Afhængig af områdets type, kan man enten lade landskabet passe sig selv eller give det en hjælpende hånd for at få den oprindelige natur tilbage.
-De her områder er ekstremt kvælstofholdige, så det vil være oplagt mange steder at sætte store græssende dyr ud, som kan sørge for, at området ikke gror for meget til i høje urter og buske, og der med tiden skabes grobund for, at de mere sårbare og oprindelige arter flytter ind. Men det skal man vurdere fra område til område, hvad der fungerer bedst, siger Kaj Sand-Jensen.
- Nogle steder vil vandet naturligt genskabe store søer og våde moser, og så vil tilgangen måske være en lidt anden.
Men én ting er sikker for Kaj Sand-Jensen.
-Genopretningen af lavbundsjordene har et stort potentiale især for biodiversiteten. Det bliver spændende at følge, når så mange hektar skal tilbage til deres naturlige udgangspunkt.
Den Grønne Trepart: Lavbundsjorde skal naturgenoprettes
- De dyrkede 170.000 hektar lavbundsjorde ligger i ådale, langs fjorde, kyster og søer, og i afvandede søer, kystvige og moser over hele landet.
- Markerne på lavbundsjordene ligger lavt og bliver oftere og oftere oversvømmet. Samtidig udleder de drænede og dyrkede marker store mængder CO2, ligesom kvælstofoverskuddet udvaskes til vandløb og fjorde.
- Mange af de fugle, planter og dyr, der før havde engene og moserne som deres hjem, er blevet fortrængt. Arter som viben, agerhønen og markfirbenet er gode eksempler på arter, der er i tilbagegang i Danmark.
- Med den grønne trepartsaftale er der vedtaget en køreplan for udtagningen af 140.000 hektar af lavbundsjordene. Drænene skal stoppes, og vandet vil naturligt blive tilbage på arealerne.
Mirakuløs genskabelse af gammel sø
Kaj Sand-Jensen har i flere forskningsprojekter undersøgt betydningen af flere damme, søer og generelt mere vådlagt natur. Ikke mindst i Filsø ved Varde, som er det største sø-genopretningsprojekt i Danmark.
Her har man i 2012 genskabt det halve af den oprindelige Filsø, der over flere omgange frem til den endelige afvanding i 1952, blev drænet og dyrket. Genkomsten af den store sø var nærmest mirakuløs for planter, fisk, odderen og vandfuglene.
Søen er over 1000 hektar, og sammen med de tilgrænsende arealer, er området altså på meget kort tid gået fra at være kornmarker til spændende og rig natur.
-Filsø er et fremragende eksempel på, hvordan et lavbundsområde har kæmpe potentiale, hvis man stopper pumperne. Vandet er strømmet ind, og der er kommet stribevis af forskellige naturtyper stort set af sig selv, siger Kaj Sand Jensen.
Forskeren har undersøgt livet i Filsø kun få år efter, at søen blev genoprettet i 2012. Og det han og kollegerne fandt, oversteg alle forventninger. Hele 56 forskellige arter af vandplanter lever nu i søen, heraf nogle sjældne. Naturindholdet i søen er altså i den absolutte topklasse, selvom søen er ’ny’. Også flere af de nøjsomme arter, som voksede i søen for 100 år siden og i dag er yderst fåtallige i Danmark, er kommet tilbage og trives i søen.
-Når vi genskaber naturen på lavbundsjordene, vil vi se flere damme og søer af forskellige størrelse. Der vil også være forskellige typer moser, flere engområder, sumpskov – elleskov, birkeskov og birkekrat, der vil give liv til svampe, planter, insekter og fugle, siger Kaj Sand-Jensen.
Her ses Filsø-området og en lille flig af det overvældende liv, der er rykket tilbage, efter Aage V. Jensen- fonden købte området og genetablerede naturen på de over 1000 hektar. Fotos taget af Karsten Madsen (comevisit.dk).
Genslyngning af åer
Visse steder vil lavbundsprojekterne også indebære genslyngningen af vandløb, ligesom man har gjort i eksempelvis Vejle Ådal og i Skjern Å. Her har åerne i årevis været rettet ud for at give plads til marker.
Men ved at genslynge åerne, genopretter man de naturlige økosystemer og lader vandløbene fylde mere i landskabet. Det vil give bedre levesteder til fisk, insekter og andre smådyr.
-Helt optimalt bliver det store, sammenhængende naturområder, der består af en omgang ’blandede bolscher’, siger Kaj Sand-Jensen.
-Filsø er et fremragende eksempel på, hvordan et lavbundsområde har kæmpe potentiale, hvis man stopper pumperne. Vandet er strømmet ind, og der er kommet stribevis af forskellige naturtyper stort set af sig selv. - Kaj Sand-Jensen, professor og biolog.
Hvad skal vi med vandet natur?
Når lavbundsjordene vådlægges, gør det ikke kun en forskel for biodiversiteten. Damme, søer og fugtig natur på land, der vil opstå, er også bedre for klimaet, fordi den erstatter gødskning, pløjning og i sig selv lagrer kulstoffet fremfor at tømme lagret.
Lavbundsjordene vil også kunne mindske kvælstofudledningen til åer og kystvande, som fører til algeopblomstring, iltsvind og fiskedød langs de danske kyster.
Aftalen i den grønne trepart er nemlig at starte med at udtage de jorde, der ligger allertættest på vandområderne. Her bliver markernes massive kvælstofudledning altså erstattet af ugødet våd natur, der med tiden vil blive mere kvælstoffattig.
Samtidig udgør lavbundsjordene – ligesom for 200 år siden – en naturlig nabo til markerne. Det fortæller Kaj Sand-Jensen.
-Dengang bønderne begyndte at dræne de her jorde, var markerne meget mindre, og lå ofte højere i terrænet, mens engene lå lavt og ofte i ådalene.
Det udgjorde en naturlig buffer for vandmængderne, pointerer forskeren. Men det varede ikke længe, da kunstgødningen blev udbredt:
- Engene blev afgræssede og benyttet til høslæt. Det sikrede vinterfoder til husdyrene, mens deres gødning blev spredt på markerne. Med indførelse af kunstgødning blev engene til dels overflødige og kunne i stedet blive udgrøftet og senere detaildrænet med henblik på korndyrkning helt ned til vandløbet eller fjorden.
