Det er en kold og grå vinterdag, og Erik Olsen er i gang med at finde vej igennem en tæt bevoksning af tornekrat omgivet af faldne træstammer og små vandløb. Den mudrede skovbund giver våde lyde, når han sætter vandrestøvlerne ned, og tornekrattet river fat i bukseben og ærmer.

Men Erik Olsen kan ikke bare gå uden om det besværlige terræn. Inde bag krattet er nemlig nogle af de redekasser til hasselmus, som han er taget i skoven for at tjekke og rense.

- Hasselmusen er en truet art, så jeg synes, at vi er forpligtet til at hjælpe den. Det er også dejligt at føle, at man kan gøre en forskel. Og så er det samtidig en sjov og anderledes måde at komme ud i naturen på, når man skal finde alle kasserne og se, om hasselmusene har brugt dem, siger Erik Olsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Lejre.

Erik Olsen tjekker og renser redekasserne, der er sat op i krat, som hasselmusen kan lide at leve i. Af og til er der også andre dyr, som fugle, flagermus og halsbåndmus, der flytter ind i kasserne. Kassernes indgangshul sidder ind mod træet, så hasselmusen let kan klatre ind og ud.

Frivillige renser hasselmusens ynglepladser

Siden 2009 har man i Bidstrup Skovene arbejdet for at hjælpe den truede hasselmus, som kun lever få steder i Danmark. Man har blandt andet plantet sammenhængende områder med hasselnødder, seljepil, brombær, tjørn og andet krat, som hasselmusen trives i. Hasselmusen vil nemlig helst undgå at bevæge sig rundt på jorden, så den foretrækker at springe fra gren til gren i tæt krat.

Derudover hjælper man hasselmusene ved, at der er sat omkring 500 redekasser op i området. Redekasserne skal gøre det lettere for hasselmusen at finde et sted at bygge rede og yngle om sommeren.

Men om vinteren forlader hasselmusene redekasserne for at gå i vinterhi under jorden, i stendiger eller under trærødder. Og så går Erik Olsen og andre frivillige rundt til samtlige kasser. Dels for at tjekke og registrere, om der har været hasselmus, der har efterladt en gammel ynglerede. Og dels for at rense kasserne, da hasselmusen foretrækker at bygge nye reder i en tom kasse næste år.

- Vi er en gruppe på 12-14 frivillige, der tjekker alle de 500 redekasser mindst en gang hver vinter. Det er spændende at se, hvor mange hasselmus der har brugt kasserne, siger Erik Olsen.

På de frivilliges redekasse-ture om vinteren er der dog ingen chance for at møde en hasselmus, da de er gået i vinterhi under jorden.

- Jeg har faktisk selv kun set den sjældne hasselmus en enkelt gang tilbage i 2018, men det var en stor oplevelse. Hasselmusen er virkelig nuttet med dens buskede hale og de store sorte øjne, fortæller Erik Olsen.

Fakta om hasselmusen

  • Hasselmusen er en truet art. Det betyder, at der er høj risiko for, at den vil forsvinde fra den danske natur.
  • Hasselmusen lever kun i få skove i Danmark. Primært ved Midtsjælland og det sydlige Fyn.
  • Hasselmusen er Danmarks eneste syvsover. Den er kendt for at gå i vinterhi i op til syv måneder om året fra omkring oktober/november til april/maj.

Giv et valgfrit bidrag til hasselmusen nu - vi samler ind til projekter, der skaber bedre levesteder

Meget få hasselmus tilbage i skoven

Dagens skovtur er ved at være slut for Erik Olsen, men han skal lige tjekke den sidste redekasse, inden han går hjem. Ligesom med de andre har der desværre heller ikke været hasselmus og yngle i den.

- Hvorfor hulen har der ikke været nogen hasselmus i denne del af skoven i år? Sidste år var der fem reder i de 20 kasser, som vi har tjekket i dag. Men i år er der ikke en eneste i dette område, fortæller Erik Olsen ærgerligt.

De resterende 480 kasser i Bidstrup Skovene bliver tjekket i de kommende måneder, inden foråret kommer, og hasselmusen vågner op fra vinterhi. De seneste år er der blevet fundet omkring 40-50 reder i kasserne om året. Og derudover er der heldigvis også stadig eksempler på, at der bliver fundet hasselmus-reder i den frie natur i skoven.

- Men jeg kan godt blive lidt bekymret for, om det går tilbage for hasselmusen. Vi må blive bedre til at passe på dens levesteder, for det vil være meget trist, hvis den forsvinder helt. Men forhåbentlig har de det stadig godt i andre dele af skoven.

Giv et valgfrit bidrag til hasselmusen nu

Årets juleindsamling støtter hasselmusen - Danmarks eneste syvsover. Hasselmusen har brug for flere og bedre levesteder i naturen, fordi vores skove er blevet for ensformige. Du støtter Projekt Hasselmus, som går på tre ben:

Hjælp os med skabe mere plads til naturen

Når du deltager i Danmarks Naturfredningsforenings juleindsamling støtter du samtidig op om vores arbejde for at skabe mere plads til naturen.

Vi arbejder for, at knap 1/3 af Danmarks areal skal være beskyttet natur til gavn for arterne.

 Når du giver en donation til Danmarks Naturfredningsforening i julen, støtter du op om kirkeuglen, hasselmusen samt vores generelle arbejde for truede arter samt mere natur i Danmark. Tak, fordi du betænker naturen i julen - naturen har brug for din hjælp!

Tak, fordi du betænker Danmarks natur i julen.