Kendt podcastvært: Mit barn skal kende naturen ægte
Har vi først lært hinanden at kende, er vi ikke længere fremmede, og herfra kan kærligheden vokse, mener Josephine Kuhn fra podcasten Fries Before Guys. Også når det gælder naturen.Interview med podcastvært Josephine Kuhn:
Min barndoms kerne-minder har jeg samlet i naturen. Min familie tilbragte somrene i vores hus i Sverige.
Her løb min storesøster og jeg ud i skoven og legede, at de vilde katte var tigre, der var sluppet løs fra en zoologisk have. Vi fandt døde hasselmus og forsøgte at genoplive dem.
Vi løb ud til ’kraniebjerget’, som vi kaldte den opsats af råvildt, jægerne havde bygget på toppen af en bakke i en lysning. Og vi digtede historier, hvor menneskene var naturens fjender.
Familien med faste naturritualer
Når vi havde børstet tænder, stillede vi os ud på verandaen og betragtede himlens stjernehav. Det gav en svimlende fornemmelse – en følelse af at være lille bitte i det uendelige univers. Den følelse får jeg stadig. Den form for naturoplevelser forbinder på en eller anden måde fortid, nutid og fremtid – det er fascinerende at tænke på alle de mennesker, der har betragtet stjernehimlen gennem tiden.
Et stykke væk fra huset løb en lille elv. Vi smøgede bukserne op og gik ud i vandet for at lede efter mønter. Det var min mor, der havde kastet dem i, men vi mente, at det måtte være rester fra en skat, fordi et piratskib engang var sejlet forbi. Vi badede i skovsøen, byggede huler og lærte, at skoven havde sin helt egen duft. Naturen var mit frirum, hvor jeg kunne slippe fantasien løs.
Barndomsglæden voksede på Bornholm
Mine kammerater og jeg cyklede til stranden alene som noget helt selvfølgeligt. Ved Stampen gik vi ud i vandet og så, hvordan okkeren flød ind og blandede sig smukt med havet. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, hvordan det lerede materiale tørrede ind på hænderne, mens vi stod i det kølige vand med solens varme i kinderne.
I dag bor min kæreste og jeg i en lejlighed på fjerde sal i byen – langt fra min barndoms vilde natur. Og det betyder desværre, at vores datter ikke har samme adgang til fantastiske naturoplevelser, som jeg fik. Den erkendelse slog ned i mig i det øjeblik, jeg fik hende op til mit bryst. Det er min fornemmeste opgave at gøre alt, hvad jeg kan for at give min datter et ægte forhold til naturen. For hvis jeg ikke gør noget aktivt for at sikre hende natur- oplevelser, så bliver hendes barndom legepladser på blødt underlag.
Genopdagede naturen i svampejagt
I 2019 opdagede jeg magien ved at gå på svampejagt. Måske fordi det vakte nogle barndomsminder til live om eventyr, hvor jeg fuldstændig glemte tid og sted. Min jagt handlede ikke så meget om at finde spisesvampe, men om at finde svampe, jeg ikke havde set før, og lære naturen bedre at kende.
Interessen for svampe har udvidet min forståelse for naturen. Nu ved jeg, at et træ kan være vært for en masse arter, og hvor lang tid det kan tage at genskabe ødelagt natur. Det er ikke bare et regnestykke, hvor du kan fælde et træ og plante et nyt. Naturen er en stor cyklus, og erkendelsen af, at vi mennesker har fucket den op rigtig mange steder og ødelagt så meget, gør mig rigtig ked af det.
Politikerne skal forstå, hvor fucking vigtig naturen er
Min kenskab til naturen har fået mig til at spise mindre kød, engagere mig i kampen for at bevare Amager Fælled, købe genbrug, flyve mindre, værne om mørket og vælge økologisk. Hvorfor kan vores politikere ikke se, hvor fucking vigtigt det er? Vi har kun begrænsede ressourcer, og vi kan ikke skabe uendelig vækst. Hvor dum kan man egentlig være, hvis man ikke kan se det?
Jeg tror, at vores relation til naturen er som relationen mellem mennesker. Når vi tilbringer tid sammen, lærer hinandens navne at kende, så vokser empatien. Derfor vil jeg lære min datter naturens navne at kende. For når naturen får navn, kan vi langt bedre relatere os til den – og så vil den ikke føles så fremmed, som den desværre gør for alt for mange mennesker i dag.
Interviewet er skrevet af Af Anne Anthon Andersen og bragt første gang i Natur og Miljø, september 2024
