Den kridhvide sne er en opfodring i selv sig til at trække i vintertøjet og komme udenfor.

Hvis det ikke er trækplaster nok i sig selv, så har vi her lavet en guide til aktiviteter, I kan lave i sneen.

Tag på kælketur

Når der falder sne, er en af de helt oplagte aktiviteter at finde kælken frem og tage på kælketur.

- Faktisk behøver man slet ikke en rigtig kælk for at kælke. I kan sagtens bruge en sort sæk til formålet, og vil I have en luksus kælk, kan I putte en gammel pude eller hynde i, siger Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Han pointerer dog, at sådan en kælk ikke holder mange gange i træk, så i det lange løb kan det godt betale sig at købe en rigtig kælk.

Byg en snelygte

Hvis I bor et sted, hvor sneen næsten allerede er forsvundet, så kan I bygge en snelygte, det kræver nemlig ikke særlig meget sne.

- Det eneste, der skal til, er omkring 20 snebolde, som bliver stablet oven på hinanden, og så skal man sætte et lille fyrfadslys i midten. Det er rigtig hyggeligt at kigge ud på om aftenen, siger Thomas Neumann.

Sneboldene skal være så kompakte som muligt og have en vis afstand fra lyset, ellers smelter de hurtigt, når fyrfadslyset bliver tændt.

Lav et snedyr

Alle kender snemanden, men I kan sagtens lade fantasien flyve, når I bygger i sneen.

Det er for eksempel en sjov leg at lave forskellige dyr i sneen, og så gætte hvad hinanden har lavet.

Gå på sporjagt

Når det har været snevejr, er det oplagt at gå på sporjagt i naturen.

- Selvom I ikke altid får dyrene at se, så er der næsten altid spor at finde i sneen, siger Thomas Neumann.

Hvis solen står højt på himlen, eller det er længe siden, at sporerne er blevet sat, så kan sporerne have ændret sig.

I kan gætte på de forskellige dyrearter, og få hjælp her, hvis I ikke kan blive enige.

Meget sne kan blive til igloer

Hvis I skal lave en iglo, så handler det om at have masser af kompakt sne. Sneen kan gøres kompakt ved at trampe på den.

- Hvis der ikke er faldet nok sne, så kan du samle sneen i store bunker, det kræver selvfølgelig lidt arbejde, men betaler sig også i sidste ende, siger Thomas Neumann.

Efter sneen er samlet, skal I skære store sneblokke ud, som I kan bygge igloen med. Blokkene skal helst skråne ind mod midten, så danner de et hulrum, når de bliver placeret ovenpå hinanden.

- Efter I har placeret de største blokke nederst, så skal I ellers bare fylde ovenpå med mindre blokke, for til sidst at afslutte med en blok, der er større end selve hullet, så den ikke falder ned. Efter det skal man bare ud-fylde hullerne med løst sne, forklarer Thomas Neumann.

Indgangen til igloen skal være så langt nede som muligt, så varmen ikke forsvinder ud.

- Hvis der ikke er nok sne, der hvor I bor, så kan I presse sneen sammen i en bunke og så grave et hul ind i den for derefter at smide sneen fra hullet ovenpå bunken, siger Thomas Neumann.

alt
Thomas Neumann
Naturvejleder og organisationskonsulent