Siden 2013 har Miljøstyrelsen givet dispensationer til flere vandværker, der betød at de måtte sende drikkevand med for høje koncentrationer af sprøjtegift ud i danskernes vandhaner. Men dispensationerne er ulovlige i forhold til EU-reglerne på området, og styrelsen har endda undladt at reagere på gentagne udmeldinger fra EU-kommissionen. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er en kæmpe skandale, at de myndigheder, som er sat i verden for at beskytte borgernes sundhed og drikkevand, så groft har tilsidesat EU-reglerne, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Det er anden gang på under ét år, at Miljøstyrelsen modtager voldsom kritik. I december kritiserede Rigsrevisionen, at styrelsen havde givet landmænd dispensation til at bruge sprøjtegift, der enten var forbudt eller endnu ikke godkendt.

- De her sager viser tydeligt, at der er behov for en stor oprydning i Miljøstyrelsen, så vi som borgere kan være sikre på, at myndighederne varetager borgernes og drikkevandets interesser, siger Maria Reumert Gjerding.

Miljøministeren vil kulegrave drikkevandsområdet

EU-Kommissionen har på flere møder, hvor Miljøstyrelsen har deltaget, forklaret, hvordan reglerne i drikkevandsdirektivet skal forstås. Den viden er ikke blevet bragt videre, og de danske regler er ikke blevet bragt i overensstemmelse med EU-reglerne.

- Det er ubegribeligt for mig, hvordan den her praksis har kunnet fortsætte i så mange år, uden at Miljøstyrelsen har gjort departementet og skiftende ministre opmærksom på det. Særligt når Miljøstyrelsen har kendt til reglerne, og når det kommer lige efter en stor rigsrevisionssag i slutningen af sidste år i forhold til dispensationer til brug af pesticider i landbruget, siger miljøminister Lea Wermelin.

Lige nu er der 12 gældende dispensationer til vandværker, der har fået lov til at sende drikkevand ud til borgerne med rester af sprøjtegift over grænseværdien på 0,1 mikrogram pr liter. Og som altså ikke overholder EU-reglerne. Det viser en foreløbig gennemgang af den danske implementering af EU’s drikkevandsdirektiv.

- Det er dybt kritisabelt, at Miljøstyrelsen i årevis har overhørt indvendinger fra EU-Kommissionen. Mit udgangspunkt er, at ulovlige dispensationer bør stoppes. De dispensationer, der stadig er gældende, skal nu gennemgås af kommunerne, så der bliver set på de retlige muligheder. Og så skal der selvfølgelig ryddes op de danske regler med det samme, siger Lea Wermelin.

Miljøministeren kræver samtidig en redegørelse fra Miljøstyrelsen og vil bede Kammeradvokaten om at kulegrave drikkevandsområdet.

Bruger din kommune stadig sprøjtegift?

6 ud af 10 kommuner bruger stadig sprøjtegift på deres arealer.

Se om din kommune er en af dem, og skriv til din borgmester, at kommunen bør droppe al brug af sprøjtegift.