I Danmark henter vi vores drikkevand direkte op fra grundvandet. Grundvandet er derfor en vigtig ressource, som vi bør værne om.

Men desværre viser en ny opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening, at der er langt flere rester af sprøjtegift i vores grundvand, end vi hidtil har troet. I 2020 og de første måneder af 2021 blev der fundet rester af sprøjtegift i over halvdelen af prøverne fra vandværkernes drikkevandsboringer. Aldrig før har der været så mange prøver med giftrester.

- Skal udviklingen vendes, er vi nødt til at handle nu. Rent drikkevand direkte fra vores undergrund er noget, som vi har nydt godt af i generationer. Selvfølgelig skal vores børn og børnebørn også have glæde at rent drikkevand direkte fra den danske undergrund, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Læs også: Så ofte er der sprøjtegifte i grundvandet i din kommune

Der opdages stadig mere sprøjtegift i grundvandet

I årene før 2016 lå andelen af drikkevandsboringer med sprøjtegiftrester nogenlunde stabilt. Men de seneste år er der sket en markant stigning i prøver fra drikkevandsboringer, hvor der bliver fundet rester af sprøjtegift.

Årsagen til det voldsomt stigende antal prøver med sprøjtegift er, at man de senere år er begyndt at teste vandet for en række sprøjtegift, som man ikke tidligere testede for.

Med andre ord betyder det, at det danske grundvand har været forurenet i langt større omfang, end man hidtil har vidst.

Hjælp os med din underskrift

  • Danmarks Naturfredningsforening vil stoppe forureningen af drikkevandet ved at forbyde sprøjtegifte der, hvor grundvandet dannes. Det er den hurtigste og bedste vej til at skåne drikkevandet for sprøjtegifte.
  • Der findes en række andre løsninger på problemet. Læs DN's 5 bud på, hvordan vi redder drikkevandet fra sprøjtegift.
  • Er du enig i, at vi skal stoppe forureningen af vores drikkevand? Vær med til at sende et åbent brev til statsministeren.

Stadig mere grundvand er uegnet som drikkevand

Når vandværkerne finder sprøjtegift i drikkevandsboringerne, så bliver der målt, hvor meget gift der er i vandet. Hvis mængden af sprøjtegift er højere end grænseværdien, så er vandet uegnet som drikkevand.

Læs mere: Vores rene drikkevand er truet af sprøjtegift

Tidligere når vandværkerne fandt sprøjtegift over grænseværdien, så tog de ofte konsekvensen og lukkede boringen. Siden 1994 er omkring 500 boringer blevet lukket på grund af sprøjtegift.

Men i dag er der så mange boringer med sprøjtegift, at vandværkerne i stigende omfang er tvunget til at blande sig ud af problemerne for at kunne levere nok drikkevand til vores vandhaner. Det vil sige, at vandværkerne blander rent vand sammen med vand med rester af sprøjtegift, indtil mængden af sprøjtegift er så lille, at vandet kan godkendes til drikkevand.

Desværre sker det stadig oftere, at mængden af sprøjtegift i vandværkernes drikkevandsboringer er over grænseværdien. I 2016 var 2,9 procent af boringerne over grænseværdien. Det tal er nu firedoblet, så i dag er der sprøjtegift over grænseværdien i 11,7 procent af boringerne.

- Hvis tendensen fortsætter, så kigger vi ind i, at vi ikke længere kan forsyne alle danskere med rent drikkevand, uden at vi skal i gang med kemisk at rense det. Det betyder, at vi så har sat en unik dansk ressource over styr, siger Maria Reumert Gjerding.

Sådan har vi lavet opgørelsen

  • Tallene fra 2016-2019 er taget fra den årlige opgørelse fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).
  • GEUS er en selvstændig og uafhængig forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
  • Tallene fra 2020 og de første måneder af 2021 er samlet af Danmarks Naturfredningsforening. Data stammer fra databasen Jupiter, som er den database, som GEUS bruger til deres opgørelser.

Regeringen bør beskytte vores fremtidige drikkevand

Danmarks Naturfredningsforening mener, at der bør laves et forbud mod at bruge sprøjtegift i de sårbare områder, hvor vores drikkevand dannes og hentes op fra undergrunden.

- Det er helt oplagt at forbyde brug af gift oven på de jorde. Her kan vi så skabe mere vild natur eller lade dyrkning af jorden overgå til økologi. Det burde være helt indlysende, at man selvfølgelig ikke anvender gift lige oven på en unik ressource som vores grundvand, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmarks Naturfredningsforening har derfor skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen for at opfordre til bedre beskyttelse af vores drikkevand. Er du enig i, at vi skal stoppe forureningen af vores grundvand, så kan du støtte sagen ved at sætte din underskrift på brevet.

alt
Walter Brüsch
Geologisk seniorrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 40 97 32 43