I vikingetiden var det almindeligt at spise tang fra havet, men i mange år har tang været glemt som fødevare i Danmark. Det har dog ændret sig lidt de senere år i takt med, at det asiatiske køkken har vundet indpas i danske hjem, og flere trendsættende restauranter er begyndt at bruge tang.

Man behøver dog ikke være sushi-ekspert eller Michelin-kok for at lave retter med tang, som smager godt. Og det er samtidig let og sjovt selv at høste spiselig tang langs de danske kyster. Man skal blot følge nogle simple råd, fortæller naturvejleder Marianne Krag Petersen fra Danmarks Naturfredningsforening.

Seks gode råd, når du skal høste tang

  1. Stort set alle slags tang i Danmark kan spises, da ingen tang er giftigt på samme måde som for eksempel svampe. Man bør dog holde sig fra at spise butblæret sargassotang, da det kan indeholde høje koncentrationer af arsen.

  2. Man kan høste tang hele året rundt, men især forår og tidlig sommer er der meget tang i god kvalitet.

  3. Pluk kun tang i rent vand, hvor du har lyst til at bade. Undgå forurenet vand ved for eksempel havne eller spildevandsudløb.

  4. Brug en køkkensaks eller kniv til at klippe eller skære tangen over med. Høst de yderste dele af tangen, som ser bedst ud. På den måde opretholdes tangen på stedet, i modsætning til hvis du fjerner al tangen fra top til bund.

  5. Lad være med at spise tang, som er skyllet op på stranden.

  6. Hvis tangen ikke er frisk, så lugter den som regel dårligt. Frisk tang lugter af frisk havvand eller har ingen lugt. Hvis tangen lugter råddent eller af fisk, så skal du ikke spise den.
Foto: Morten Svane / Svane Media

Seks slags tang med god smag

Der findes mere end 400 forskellige arter af tang i de danske farvande. Her er seks af de mere almindelige, som kan bruges til madlavning.

Foto: iStock.com/PicturePartners

Søsalat findes i mange forskellige arter, og arterne kan smage lidt forskelligt. Nogle er milde og salte, mens andre er mere skarpe og bitre.

Foto: iStock.com/PicturePartners

Søl har fået øgenavnet ’havets bacon’, fordi smagen minder lidt om bacon, når den steges eller ristes. Ellers har den en saltet og nøddeagtig smag, og den kan for eksempel bruges i brød, is, salater, fiskeretter og suppe.

Foto: iStock.com/Aldona

Sukkertang smager sødt, og smagen hos unge planter minder lidt om friske ærter. Sukkertang kan blandt andet bruges i salater og tangpesto.

Foto: iStock.com/al_ter

Blæretang har en let bitter umami saltsmag og kan på visse tider af året smage af skaldyr. Blæretang kan for eksempel anvendes som snacks, til pesto og i salater.

Foto: iStock.com/efesan

Carrageentang er kendt for, at man kan udtrække stoffet carrageenan, som anvendes som stabilisator og fortykningsmiddel i for eksempel is, kakaomælk, budding, tandpasta og shampoo. Det har en saltet grøntsagssmag med god umami og er dekorativ i mange retter.

Foto: Bernard Castelein/Nature Picture Library Limited/Ritzau Scanpix

Strengetang ligner lidt karamelsnører. Den har en fin citronagtig smag og minder lidt om salturt. Den skifter farve og bliver lysende grøn i kogende vand.


Marinebiologens yndlingsmad med tang

Marinebiolog Annette Bruhn forsker i havøkologi og tangdyrkning på Aarhus Universitet, og så er hun medforfatter på bogen ’Stranden - Dyr & planter’, hvor der også er madopskrifter. Her er nogle af hendes personlige favoritretter med tang.

  • Frisk blæretang smager virkelig godt. Når det blancheres kort i kogende vand skifter det farve og bliver grøn som ærter. Det er et hit i blandt andet salater. Man kan også lave blæretang til chips ved at pensle det med olie og bage det i ovnen ved 130 grader i 30-40 minutter, indtil tangen er helt sprød.

  • Tørret og knust sukkertang kan peppe dine chokoladebrownies op.

  • Tørret søl smager godt på ovnbagt laks. Og søl kan også steges og erstatte bacon - for eksempel på pasta carbonara.

  • Strengetang er sjovt at blande i din spaghetti, da tangen skifter farve og bliver lysende grøn.

Lær mere om strandens dyr og planter

Vil du vide mere om de mest almindelige dyr, planter og tangarter ved stranden, så er den lille bog ’Stranden - Dyr & planter’ ideel at have med på stranden. Medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening kan købe bogen med rabat i vores webshop.

alt
Marianne Krag Petersen
Naturvejleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 62 57 26 66