Blot få kilometer fra Københavns centrum ligger Amager Fælled - et natureldorado uden lige. Her lever sjældne orkideer side om side med nattergale, ræv, rådyr, rovfugle og padder som stor vandsalamander.

Stor vandsalamander og dens levesteder er beskyttede gennem EU’s habitatdirektiv. Beskyttelsen gælder i hele EU og betyder, at stor vandsalamanders levesteder ikke må ødelægges.

Skæbnen vil, at den planlagte nye bydel på Amager Fælled skal placeres direkte oven på en del af et levested for stor vandsalamander.

- Stor vandsalamander lever i planlagte byggefelt, og det giver en forpligtigelse til at sikre, at bestanden af det lille dyr ikke på noget tidspunkt påvirkes negativt af byggeriet eller andre aktiviteter. Vi skal som samfund i høj grad respektere, at der er arter, vi skal passe på. Naturen taber, hvis biodiversitet kun er noget, vi passer på, når det er let at gøre det, siger Knud Erik Hansen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i København.

Beskyttelsesplaner for stor vandsalamander er ikke gode nok

Bygherrerne - By & Havn og Pension Danmark - vil opføre et padehegn, så de kan fjerne stor vandsalamander fra byggefeltet og holde dem væk fra de fremtidige boliger på Amager Fælled.

De vil også lave et stendige, der skal erstatte deres habitat på byggefeltet.

- De løsninger, der er foreslået, er langt fra at bevare levevilkårene for stor vandsalamander. Afværgeforanstaltninger skal som nye levesteder være etablerede og fungerende, før man sløjfer de nuværende. Hvis man sløjfer de nuværende levesteder og gennemfører projektet, så kan bestanden jo blive meget påvirket af det i mellemtiden, siger Knud Erik Hansen.

Sådan er stor vandsalamander beskyttet:

Det er By & Havn, der skal sikre, at EU-lovgivningen overholdes, og at bestanden af stor vandsalamander ikke påvirkes negativt.

Hvis By & Havn ikke sætter byggeplanerne på pause af den grund, ser Danmarks Naturfredningsforening sig nødsaget til at klage til Planklagenævnet, når lokalplanen vedtages.

Det kan potentielt set betyde, at byggeplanerne bliver udskudt indtil 2022 eller ultimativt helt må droppes.

- Det handler ikke om, at vi bare forsøger at forsinke projektet. Det handler om, at EU's vejledning om de stærke beskyttelsesbestemmelser skal overholdes. Og By & Havn har kendt til EU-lovgivningen fra starten af, siger Bo Håkansson, seniorrådgiver i naturpolitik og artsforvaltning i Danmarks Naturfredningsforening og tilføjer:

- Man skal sikre tilstrækkelige og velfungerende alternative levesteder før et projekt, hvis man virkelig ønsker at gennemføre det på levesteder for stærkt beskyttede arter som stor vandsalamander.

Læs også: Byggeri eller biodiversitet? Københavnerne vil beskytte naturen på Amager Fælled

Bliv en del af kampen for naturen

Hjælp os med at forsvare beskyttede arter som stor vandsalamander og beskytte naturen i Danmark. Støt med et valgfrit beløb hver måned og vær med!

Fælledens svar på dragen Smaug

Det er ikke sikker, at du har set en stor vandsalamander i naturen. Ligesom dragen Smaug fra Hobitten, så har den det nemlig bedst, når den er lidt gemt væk:

- Stor vandsalamander lever en stor del af dens liv i skjul, præcist som den store drage, der i mange år levede i dværgenes fortabte slot for at vogte over en imponerende skat, forklarer Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening og fortsætter:

- Selvom den hedder stor vandsalamander, så lever den faktisk det meste af året på land. Her gemmer den sig bare under overfladen – i hvert fald i dagstimerne.

Stor vandsalamander lever i søer og vandhuller i forårs- og sommermånederne. Det er nemlig her, den formerer sig.

Ligesom Smaug kan stor vandsalamander kendes på dens sorte farve. Faktisk kunne den godt ligne en lille drage. På maven er den orangegul med sorte pletter.

Du kan være heldig at få den store vandsalamander at se i april, hvor den svømmer rundt i de småvandhuller og er i gang med kurmageri.

Læs om truede dyr i Danmark

Stor vandsalamander:

  • Kan blive 10-16 cm lang
  • Er sort på oversiden, men orangegul med sorte prikker på maven
  • Foretrækker rene vandhuller uden fisk og opdræt af ænder
  • Lægger 200-400 æg
  • Har mange fjender herunder fisk, snoge og forskellige fugle
  • Er gået tilbage i antal, fordi mange vandhuller er blevet forurenet af næringsstoffer, men også fordi der udsættes fisk og ænder i vandhuller
alt
Bo Håkansson
Seniorrådgiver naturpolitik og artsforvaltning
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 27 51 57