Det står desværre værre til med forureningen af vores grundvand, end vi hidtil har været klar over.

En ny opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, der for tredje år i træk er fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.

Meget få kommuner uden fund af pesticidrester

I hele 94 ud af 98 kommuner er der fundet rester af pesticider i vandværkernes drikkevandsboringer siden 2017.

Fanø og Læsø er faktisk de eneste kommuner i opgørelsen, hvor der slet ikke er blevet fundet rester af gift i drikkevandsboringer de seneste fem år.

Derudover er der to kommuner, Rødovre og Herlev, som ikke er taget med i opgørelsen, fordi de seneste analyseresultater er mere end fem år gamle.

Læs mere: Vores drikkevand er truet af sprøjtegift

Hjælp os med at beskytte drikkevandet

  • Danmarks Naturfredningsforening vil stoppe forureningen af drikkevandet ved at forbyde sprøjtegifte der, hvor grundvandet dannes og er sårbart.
  • Er du enig i, at vi skal stoppe forureningen af vores drikkevand? Så støt kampen for rent drikkevand ved at blive medlem af vores forening.

Tjek din kommune:

Pesticidrester i aktive drikkevandsboringer siden 2017

En unik ressource er ved at forsvinde

Når vandværkerne finder pesticidrester i drikkevandsboringerne, så bliver der målt, hvor meget der er i vandet. Hvis mængden af pesticidrester er højere end grænseværdien, så er vandet uegnet som drikkevand og ender derfor ikke i vores vandhaner.

Men hvis der fortsat bliver fundet flere pesticidrester i drikkevandsboringerne, så vil det på sigt ikke være muligt at forsyne alle danskere med rent drikkevand, uden vandet skal renses kemisk. Med andre ord er vi ved at sætte en unik ressource over styr.

Læs også: Miljøstyrelsen har givet lov til drikkevand med for meget gift

Danmarkskortet ovenfor viser forurening af det grundvand, som blev dannet for flere årtier siden. Det er det grundvand, som vi nu pumper op, så vi kan få vand i vores vandhaner.

Kortet er dermed et billede på fortidens synder, som vi ikke kan gøre noget ved. Men vi kan gøre noget ved vores fremtidige drikkevand til de kommende årtier. Skal vi fortsætte som hidtil, eller skal vi beskytte fremtidens drikkevand bedre ved at forbyde pesticider dér, hvor grundvandet dannes?

Stop forureningen af vores drikkevand

Danmarks Naturfredningsforening mener, at vi bliver nødt til at beskytte vores grundvand bedre, hvis de kommende generationer også skal kunne nyde rent drikkevand, der er hentet direkte fra vores grundvand.

Derfor har vi skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, hvor vi opfordrer regeringen til at lave et forbud mod brug af sprøjtegift på de særligt sårbare områder, hvor grundvandet dannes og hentes op. Det burde være en selvfølge, men i dag bliver der brugt sprøjtegift i mange af de områder, hvor vi henter vores drikkevand op fra undergrunden.

Er du enig i, at vi skal stoppe forureningen af vores drikkevand? Så støt os i kampen for rent drikkevand ved at blive medlem af vores forening.

Sådan har vi lavet Danmarkskortet

  • Tallene dækker aktive drikkevandsboringer fra 15. september 2017 til 15. september 2022.
  • Data stammer fra databasen Jupiter, som er den database, GEUS bruger til deres opgørelser.
  • GEUS står for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og det er en selvstændig og uafhængig forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
alt
Walter Brüsch
Politisk rådgiver, geologi, grundvand og sprøjtegift
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 40 97 32 43