Med en ny bekendtgørelse ønsker regeringen at fjerne beskyttelsen for 1000 kilometer danske vandløb - helt specifikt små vandløb med et opland på mindre end 10 km2.

- De små vandløb er fiskenes fødestuer og børnehaver. Det er her, at fiskene gyder, og det er her, at de små fisk vokser op bag sten, planter og under brinker. Når det her gennemføres, så vil mange af de 1000 km små vandløb være helt uden beskyttelse, og der er frit slag til at gøre dem til rene afvandingskanaler eller endog rørlægge dem. Derfor håber jeg virkelig, at regeringen besinder sig og dropper det her, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og kalder beslutningen for både trist og usaglig.

Beslutningen, om hvilke vandløb der skulle miste beskyttelsen, er truffet under inddragelse af såkaldte lokale vandråd. Danmarks Naturfredningsforening blev inviteret med i vandrådene og valgte at deltage for så vidt muligt at begrænse skaderne.

- Vi har kæmpet benhårdt i vandrådene for at gøre skaden så lille så muligt. Nogle steder er det lykkes at finde en fornuftig balance, men vi er dybt bekymret over, at regeringen på baggrund af en række usaglige politisk udvalgte kriterier nu vælger at tage så mange vandløb ud af beskyttelsen, og dermed sænker det samlede antal beskyttede vandløb i Danmark, siger Maria Reumert Gjerding.

"Forhadte vandløb"

De små vandløb blev også kendt som de "forhadte vandløb". Et tilnavn, som de fik af tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

- Den her regering har sagt, at man er den grønneste danske regering nogensinde. Det er meget svært at se, når man stadig forfølger Eva Kjer Hansens linje over for vandløbene, siger Maria Reumert Gjerding.

Kriterierne for, hvordan de lokale vandråd har skullet vurdere, om et vandløb skulle miste beskyttelsen, blev fastsat politisk af den tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Han gav mulighed for at fjerne beskyttelsen fra alle små vandløb under en temmelig stejl hældning - 3 promille - som ikke allerede var i god økologisk stand.

- I et land som Danmark, der er relativ fladt, så betød den beslutning, at der blev åbnet op for en useriøs fjernelse af rigtig mange vandløb. Selvom et vandløb har en lav hældning, så kan der nemt opnås god økologisk tilstand. Derfor er vi forundrede over, at den nuværende minister vælger at fortsætte linjen, siger Maria Reumert Gjerding.

Kan være i strid med EU's mål for naturbeskyttelse

Nogle steder vil vandløbene stadig være beskyttet som såkaldt paragraf 3-natur af naturbeskyttelsesloven. Også selvom de nu bliver undtaget fra vandrammedirektivets mål om at opnå god økologisk tilstand.

Men uden et miljømål om god tilstand er det en svag beskyttelse, og rigtig mange af de små vandløb vil være prisgivet til kun at tjene til afvanding af landbrugsarealer.

- Det her er et knæfald for den del af landbrug, der ser små vandløb som besværlige på bekostning af resten af samfundet og naturen. Det er utrolig trist, at man i et land som Danmark - det land i EU med den mindste andel EU-beskyttet natur på land, og den ringeste kvalitet af naturen - igen vælger et frontalangreb på naturbeskyttelsen i denne kaliber, siger Maria Reumert Gjerding og tilføjer:

- Der er efter vores opfattelse en stor risiko for, at forringelsen er i strid med EU's vandrammedirektiv.

Angrebet på vandløbsbeskyttelsen har flere paralleller til sagen om de danske Natura 2000 beskyttede arealer. Her besluttede den tidligere V-regeringen at fjerne naturbeskyttelsen fra 30.000 hektar i forbindelse med en såkaldt revision af udpegningerne. Efterfølgende valgte miljø- og fødevareminister Jakob Elleman Jensen dog at gå ind og annullere reduktionen af naturbeskyttelsen ved samtidig at udpege 30.000 hektar ny Natura-2000 natur.

I den aktuelle sag om vandløbene vil ministeren imidlertid ikke droppe nedskæringen i beskyttelsen.

Du kan hjælpe vandmiljøet

EU Kommissionen har i øjeblikket åbnet op for, at der kan ske en revidering og dermed lempelse af vandrammedirektivet. En lempelse vil ramme ikke bare livet i vandløbene, men også i søer og kystvande.

Du kan skrive under på, at EU skal bevare et stærkt vandrammedirektiv.

Fakta om vandløb i Danmark

  • I Danmark er der godt 75.000 km vandløb, hvoraf de 19.000 km er naturbeskyttede efter EU's vandrammedirektiv.
  • Beskyttelsen betyder, at livet og økosystemerne i vandløbene skal opnå god økologisk tilstand.
  • Over fem procent af de i dag 19.000 km beskyttede vandløb står til at miste beskyttelsen.
alt
Kasper Pihl Møller
Presserådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 26 81 62 28