Vi vil gerne fastholde og gemme naturoplevelser gennem kameralinsen, men ofte bliver resultatet mindre interessant end det vi oplever.

Naturfotograf Mads Syndergaard giver en let indføring i fototeknik og nogle tips til, hvordan du forbedrer dine fotos i naturen.

Kameraet – Hvad skal du vælge?

Telefonkamera

Hvis du interesserer dig mest for panoramaer og landskaber i naturen, så er du bedst tjent med at anskaffe en kvalitetstelefon, og bruge kameraet i den. Med denne løsning har du altid kameraet lige ved hånden, når du er ude. De store mobilproducenter er blevet meget gode til at lave kamerasoftware, som kan klare alle lysscenarier, så du vil næsten ikke få fejlbelyste billeder.

Telefonen kan også kombineres med et teleskop, og på den måde fange flotte billeder af stillesiddende fugle og dyr. Denne løsning er dog uegnet til motiver i bevægelse.

Kompaktkamera

Moderne kompaktkameraer med et stort zoomområde kan klare meget, men ligesom med teleskopet til telefonen, egner de sig bedst til stillesiddende motiver. Den manglende søger gør det umuligt at opfange bevægelse, og den lille objektivdiameter gør, at det kræver meget høje ISO-værdier, når motivet ikke er i fuld sol.

Ifølge Mads Syndergaard har kompaktkameraet ikke stor berettigelse, set i lyset af, hvor gode telefonkameraer er i dag. Hvis du alligevel vælger et kompaktkamera, bør du finde en model, der kan optage i RAW-format, og har et stort zoomområde.

Foto: Mads Syndergaard

Systemkamera

Hvis du gerne vil tage nærbilleder af insekter, vilde dyr og fugle, og der skal være lidt bevægelse i billederne, er der ikke nogen vej uden om et systemkamera. Navnet skyldes at selve kameraet blot er en del af et større system, bestående af objektiver, flashes, mellemringe og en masse andet, som gør, at du kan sammensætte en kombination, der er velegnet til at fotografere præcist det motiv du har foran dig.

Men udstyret er ikke billigt, så selvom man i princippet kan skaffe det helt rigtige objektiv til et bestemt motiv, kan det være en stor investering. Især de store, lysstærke teleobjektiver er meget dyre, og koster helt op til +100.000 kr.

Heldigvis findes der et omfattende marked for brugt udstyr, og folk passer godt på det pga. den høje pris. Så dba.dk kan være et godt sted at starte, hvis du vil i gang med din nye hobby på en lidt billigere måde.

Full-frame eller crop:

Digitale systemkamerahuse opdeles i to grupper: full-frame og crop-huse. Full-frame har en sensor, der er lige så stor som de enkelte negativer i ”gamle dage”, altså 24x36mm. Disse hører til i den professionelle ende af skalaen. De er større, tungere og dyrere end crop-husene, men billedkvaliteten er også bedre – især ved dårlig belysning.

Crop-huse har en meget mindre sensor, hos Canon er den f.eks. 22,3x14.9mm. Ud over at det give mere støj ved høje ISO-indstillinger, så betyder det også, at billedet, som objektiverne tegner på sensoren, bliver beskåret, således at et 50mm-objektiv producerer et billede svarende til et 80mm objektiv, når det anvendes sammen med et crop-kamerahus.

Et crop-hus er en del billigere, så hvis du er nybegynder, og gerne vil have nærbilleder af vilde dyr og fugle uden at blive ruineret, så er et kvalitetskamerahus med en crop-sensor en god idé.

Fototeknik:

Et digitalt kamera består groft sagt af en fotosensor, en lukkermekanisme, en blændemekanisme og et objektiv. Lyset passerer gennem objektivet og blændemekanismen, og lukkeren tillader lyset at nå og belyse fotosensoren.

Blænde

Blændemekanismen er et antal lameller i bunden af objektivet, som kan slippe mere eller mindre lys ind alt efter lysforhold. En stor blændeåbning er lig med et lille blændetal. Jo højere tal, og mindre åbning, jo mere dybdeskarphed i billedet får vi. Det er meget relevant med lange teleobjektiver, der i forvejen giver en meget lille dybdeskarphed.

Hvis der ellers er lys nok, vil vi med lange teler ofte blænde ned til mindst f8 eller f11 for at få hele motivet i fokus – ellers er det måske kun øjet der bliver skarpt. Lange teler og telezooms, som er til at betale, er ofte skarpere, når der blændes lidt ned. Så selvom de måske er opgivet til en maksimal blænde på 5.6 eller 6.3, er det bedre at fotografere på blænde 8 eller 11, for at få en acceptabel skarphed i billedet.

Foto: Mads Syndergaard

ISO-indstilling:

Korrekt belysning handler om, at der kommer netop så meget lys ind på sensoren, at de ikke-sorte områder ikke ser sorte ud, og de ikke-hvide områder ikke ser hvide ud. Når det sker kalder vi det henholdsvis under- og overeksponering. Jo mindre lys der er at gøre godt med, jo højere skruer vi op for vores ISO-indstilling. Sensoren bliver mere lysfølsom, men det øger også billedets utydelighed. Derfor gælder det om at fotografere ved netop den ISO-indstilling der giver en tilstrækkelig hurtig lukkertid, men heller ikke mere, da det resulterer i den bedste samlede billedkvalitet.

Mange systemkameraer har i øvrigt en funktion der hedder auto ISO, hvor lysfølsomheden indstiller sig selv efter hvor lyst der er, men softwaren tager ikke højde for hvor langt objektivet er. Indstillingen er derfor ikke egnet til telelinse.

Automatik:

Alt det fototekniske kan virke overvældende, men alle moderne kameraer har en række auto-indstillinger, som hjælper med at finde den rette balance mellem ISO-indstilling, lukkertid og blænde.

Til fugle- og naturfotografering er det bedst selv at indstille blænde og ISO, men lade lukkertiden være automatisk. Det skyldes, at blænden er det parameter, som vi har mindst mulighed for at jonglere med, fordi de lange objektiver netop ikke har så store blændeåbninger. Derfor kommer man let til at underbelyse alle billederne, hvis man bare vælger den optimale lukkertid og lader kameraet klare resten.

Så tommelfingerreglen er: Indstil ISO så du kan få tilstrækkelig hurtig lukkertid med den blænde, du vælger til situationen – meget ofte den største åbning som objektivet tegner skarpt ved, altså f.eks. f5.6 eller 8.