30 %-løsningen er en specifik ordning til fordeling af arven mellem arvinger og et velgørende formål.

30 %-løsningen kan være relevant for dig, hvis du ikke har ægtefælle og børn, og i stedet vil betænke søskende, niecer, fætre og kusiner eller venner/veninder, der normalt skal betale 36,25 % i arveafgift.

Sådan fungerer 30 %-løsningen

Du kan tilgodese dine efterladte og samtidig støtte en god sag.

Når du indsætter én eller flere arvinger i dit testamente til at arve 70 procent af din formue, og Danmarks Naturfredningsforening til at arve 30 procent, skal dine arvinger ikke betale boafgift af deres andel.

Eksempel på fordeling af arv

Din arv med 30%-løsningen

  1. Din formue er 1 mio. kroner.
  2. Din niece skal arve 70 % af din arv.
  3. Danmarks Naturfredningsforening skal arve 30 % mod at betale boafgiften for din niece.
  4. Din niece får derfor udbetalt 700.000 kroner.

Din arv uden 30%-løsningen

  1. Din formue er 1 mio. kroner.
  2. Din niece skal arve alt efter dig.
  3. Din niece arver 1 mio. Af dette beløb skal hun betale 330.707 kr. i afgift.
  4. Din niece får udbetalt 669.293 kroner.

Hvis du gerne vil benytte dig af 30 %-løsningen og betænke Danmarks Naturfredningsforening, kan du give foreningen stilling som Legatar. Herved har foreningen ingen indflydelse på boet, men modtager blot den andel, som du har besluttet.

Vil du i kontakt med en advokat om dit testamente?

Vi hjælper dig gerne ved at sende dig kontaktoplysninger på tre advokater i dit lokalområde.

Flere måder at betænke naturen i dit testamente

Der er flere forskellige måder at betænke natur og klima i dit testamente end 30%-reglen. Da 30%-reglen f.eks. ikke kan bruges, hvis du har børn og vil lade dem arve, så kan du vælge en anden løsning.

Se videoen med fire forskellige scenarier for, hvordan du kan fordele din arv.

Når du betænker Danmarks Naturfredningsforening i dit testamente, giver vi dig 5.000 kroner i tilskud til advokatomkostningerne. Læs mere om tilskuddet her.